Jens Brostrup

Jens Brostrup, d. 3.6.1497, ærkebiskop. Død på Flyinge, begravet i Lunds domk. B. blev juni 1447 immatrikuleret i Rostock og 1448 i Köln; trods pavens udnævnelse af ham til kannik i Roskilde 1447 kaldes han da kun Roskildeklerk. 1450 var han i Rom, hvor han bl. a. betalte annater for sit kapitels nye provst; 1455 blev han, antagelig efter et nyt studieophold i Köln, baccalaur i kirkeretten. Først 1464 åbnede der sig udsigt for ham til en prælatur. Han var da Christian Is kapellan og kammermester. Trods kongens støtte blev han ikke dekan og førte flerårig proces ved kurien. Vel som erstatning fik han så 1466 prioratet (1469 kaldes han "provst") i Dalby kloster. 1470 havde B. tillige et kanonikat i Lund, og mellem 1470 og 1472 blev han ærkedegn sst. Han var nu også kongens kansler. April 1472 fik Christian I ham valgt til ærkebiskop; men i juni providerede paven kardinal Gonzaga med embedet, og først 1474 nåede B. at få pavens udnævnelse, efter at kongen under sit ophold i Rom havde opnået Gonzagas tilbagetræden.

Allerede 1472 havde B. i en valged til kapitlet udvidet dettes kompetence over for ærkebispen og særlig garanteret det et forsvarligt og økonomisk styre af ærkesædets ejendomme, men efter B.s mere end 25-årige virksomhed som ærkebiskop modtog hans efterfølger embedet stærkt forgældet og havde stor møje med at indløse dets pantsatte ejendomme. – I medfør af sin stilling kom B. til at spille en rolle ved adskillige vigtige sagers afgørelse; navnlig tilfaldt det ham at medvirke ved gennemførelsen i praksis af de begunstigelser Sixtus IV havde tilstået Christian I. Juni 1475 befalede paven således B. at oprette det danske universitet og give det grundlov og retsregler, okt. 1478 gav han sit samtykke til stiftelsen og lovede at værne dets læreres og studenters rettigheder, og i nov. 1479 udstedte han dets almindelige statutter, ligesom han beskikkede biskopperne af Roskilde til dets stadige kanslere. Den omdannelse af Skt. Knuds benediktinerkloster i Odense til et verdsligt kapitel Christian I 1474 havde fået paveligt samtykke til gennemførte B. (sammen med biskoppen af Roskilde) i løbet af tre år (fornyelsen blev dog ikke varig, da enkedronning Dorothea 1488 udvirkede Innocens VIIIs sanktion på klostrets genoprettelse; under den heftige strid sagen fremkaldte i Danmark foreslog kong Hans, at B. skulle dømme parterne imellem; men denne ville ikke mere have med sagen at gøre). Også ved gennemførelsen 1480 af observantsen i franciskanerklostrene i Odense, Svendborg og Nysted medvirkede B.

1481 spillede han en fremtrædende rolle ved forhandlingerne i Halmstad om genoprettelsen af unionen, men opnåede ikke at få kong Hans valgt af svenskerne. 1483 kronede han denne og dronning Christine i Kbh. (1478 havde han viet dem efter at have afhentet bruden i Tyskland). Også senere deltog han i forhandlinger med svenskerne der klagede over at B. ved et fredsmøde på svensk grund havde ladet korset bære foran sig som tegn på at Lunds ærkebiskop stadig var Sveriges primas; endnu 1491 forhandlede han med svenskerne og indkaldte til et nyt møde i Halmstad.

Af B.s foranstaltninger vedrørende selve ærke-stiftet kan nævnes at han 1483 påbød almindelig festligholdelse af jomfru Marias "ofring" (21.11.); 1486 medvirkede han ved oprettelsen af karmeliterklostret i Sölvesborg og bekræftede dets anneksion af sognekirken; 1488 stiftede han et alter til jomfru Marias ære og en tilhørende vikarstilling i Peder Lykkes kapel ved domkirken, s.å. befæstede han ærkesædets gård Flyinge, ligesom han foretog sikringsforanstaltninger ved andre af sædets faste besiddelser; 1489 skænkede han ærkesædet sin gård i Kbh. og gav kapitlet nye statutter. 1492 truede han alle kanniker, alterpræster og "evige" vikarer, der ikke "residerede", med tab af deres indtægter, og de synodalstatutter han udstedte 1497, viser også en vis iver for at sikre sognepræsternes sømmelige livsførelse og deres betjening af menigheden, ligesom de atter godtgør hans særlige interesse for Marias ofringsfest. – Hans eftermæle blev ikke smigrende; hans ødselhed havde bragt ærkesædets økonomi i stor uorden, og der bebrejdedes ham ikke blot pantsættelser af sædets faste ejendomme, men endog af kirkens klenodier; desuden forargedes man over hans fremtrædende begunstigelse af sine slægtninge ved forleninger ligesom over at han så godt som udelukkende lod disse arve hans betydelige rørlige og urørlige ejendomme.