Jakob Gertsen Ulfstand, d. 18.4.1410, ærkebiskop. Død i Lund, begravet i domkirken sst. U. havde i sit segl det våben som slægten U. førte, og bjørnelabben der var slægten Bjørns mærke. Mens der er uvished med hensyn til hans forældre er det sikkert at U. var bror til ridder Henrik Gertsen. 1385 blev han immatrikuleret i det juridiske fakultet i Prag. På det tidspunkt var han kannik i Roskilde, 1387 nævnes han som dronning Margretes sekretær, 1391 som ærkedegn i Lund; 1392 blev han ærkebiskop. Dronning Margrete har næppe været uden indflydelse på hans karriere. I kraft af sit embede virkede han i rigets styrelse, og sammen med ærkebispen af Uppsala kronede han 1397 i Kalmar Erik af Pommern til de tre nordiske rigers konge. I ærkebispegården i Lund fejredes 26.10.1406 kong Eriks bryllup med Philippa, derefter kronede ærkebiskoppen den unge dronning i domkirken og til kirkefesten knyttedes talrige ridderudnævnelser. En kejserlig delegation var også til stede for at fuldbyrde Eriks søster Catharinas trolovelse med kejserens søn Johann af Pfalz. Disse festligheder var højdepunktet i U.s virke som ærkebiskop. Fra hans sidste år vides kun at han deltog i forhandlingerne i Kalmar med den tyske orden som mod betaling afgav styret af Gotland. – U. stiftede et alter for Skt. Knud, konge og martyr, i Lunds domkirke. Hans omfattende testamente af 17.4.1410 er endnu bevaret.

Familie

Forældre: Gert Minkwitz (?) og Helle Olufsdatter Bjørn.

Bibliografi

Matrikler over nord. studerende ved fremmede universiteter, udg. Ludv. Daae, Kria. 1885 6. Henry Petersen: Danske gejstlige sigiller, 1886 23. Testamenter fra Danm.s middelalder indtil 1450, udg. Kr. Erslev, 1901. Acta pontificum Danica II, udg. Alfr. Krarup og Johs. Lindbæk, 1907. – J. O. Arhnung: Roskilde domkapitels hist. I, 1937. G. Carlsson i Lunds domkyrkas hist., udg. Ernst Newman I, Sth. 1946 492-95.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig