Torkild Skat Rørdam

Torkild Skat Rørdam, 29.2.1876-14.7.1939, teolog. Født i Rønnebæk, død i Ringe, begravet på frimenighedskgd. i Ryslinge. R. blev student (Linnésgades latin- og realskole) 1894 og cand.teol. 1901; han studerede i Oxford og var 1902–03 lærer ved Ryslinge højskole. 1903–05 studerede han i Tyskland, Italien og England, og blev 1907 residerende kapellan i Kastrup hvor han havde en meget påskønnet præstegerning. 1913 overtalte Karl Povlsen ham til at blive sin kapellan i Ryslinge valgmenighed, og 1918 blev han ved Povlsens død menighedens enepræst. R. havde helt og fuldt tilegnet sig den liberale teologi – omtrent på linje med F. C. Krarup – og da han i Ryslingebogen 1919 fremlagde sine teologiske særstandpunkter blev der uro: en del af menigheden trådte ud og dannede 1921 Den grundtvigske valgmenighed med Thorvald Knudsen som præst. Da R. siden ændrede dåbsritualet ud fra liberalteologiske synspunkter uddybedes spliden yderligere, og da Fyns grundtvigske biskop ikke ville anerkende ritualet fulgte ministeriet biskoppen og fratog R. anerkendelsen som valgmenighedspræst; han fortsatte som præst for en frimenighed der efter en pinlig retssag 1927 fik kirke og præstegård tilkendt ved højesteret. Skellet mellem valgmenighed og, frimenighed beroede i høj grad på stillingen til Rørdams person (langt mindre hans teologi), men var også udtryk for et socialt skel: gårdmandsstanden sluttede sig mest til valgmenigheden, den økonomisk svagere del til frimenigheden. Hele livet arbejdede R. på et aldrig udgivet værk om "Peters Evangelium og den kristne Urtradition", og når hans standpunkter overhovedet vakte så vældig opsigt beroede det væsentlig på at han udtrykte sig folkeligt hvor flertallet af liberale teologer talte mere "akademisk". Det afgørende hos R. var en varm og levende medmenneskelighed som ofte greb så stærkt at også de der savnede forudsætninger for at vurdere teologiske emner hos ham så en "praktisk kristendom" som de værdsatte. Når det gjaldt at besøge gamle, syge og ensomme spillede tid, vejr og afstand ingen rolle for R., og ofte kunne man møde ham, næsten altid på cykel, til de mærkeligste tider og på de mest ufremkommelige biveje; han døde – symbolsk om man vil – ved en færdselsulykke på en fynsk landevej, og det er godt i pagt med hans indsats at motiverne til den prædikestol han fik skåret til frimenighedskirken er indbydelsen af halte, blinde og lamme til den store nadver. Som prædikant var R. altid stærkt grebet af sit emne og besad betydelig evne til anskueliggørelse, også ved ejendommelige og drastiske billeder der ikke just var søgte, men kunne falde ud i retning af det platte; han var kendt og elsket som tolker af Ibsens dramer (især "Brand") – måske et islæt fra den hauchske slægt; men man mødte i ham også ætlingen af mange danske præster, og hans personlige optræden ved dåb og nadver var præget af en stor og naturlig værdighed så den bredt folkelige mand kunne virke med en grandezza hvori vel de 400 års præstegårdskultur gjorde sig gældende. R. døde just som det trak op til en ny og pinlig sag om hans ret til at virke i de fynske sognekirker. I 1920rne og 1930rne følte alle landets grundtvigske kredse splittelsen i Ryslinge som en ulykke, men efterhånden forstod man -også i Ryslinge – at bruddet kom med nødvendighed, og at det virkede til selvbesindelse og afklaring af centrale kristelige spørgsmål. Kun få år efter spaltningen var de to frie kredse (der har medlemmer i henved 50 fynske sogne) af samme størrelse som den oprindelige valgmenighed, og den bitterhed bruddet havde fremkaldt veg for en gensidig forståelse af samhørighed.