Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Holm

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Peder Holm, 6.6.1706-4.6.1777, teolog. Født på gården Søndre Moum ved Fredrikstad, Norge, død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). H. blev 1724 privat dimitteret til universitetet; 1726 tog han teologisk attestats, fik 1727 plads på Valkendorfs kollegium og blev samtidig lærer for den unge Henrik Hielmstierne, 1731 tog han magistergraden, 1735 blev han provst ved kommunitetet og Regensen samt Sjællands biskops vikar med hensyn til de teologiske forelæsninger, 1738 professor extraordinarius i teologi og filosofi og 1746 professor ordinarius. 1749 disputerede han for den teologiske doktorgrad. -H. er i flere henseender en ejendommelig skikkelse. Han blev tidligt anset for en meget lovende ung mand, men hans virksomhed kom næppe til at svare til de forventninger, man havde stillet. Han sad inde med grundig lærdom, især i historiske og eksegetiske fag, men var en ufrugtbar natur og som forfatter uden større betydning. Af hans skrifter er den udførlige fortale til Jørgen Hees passionshistorie (1758) og hans latinske disputatser om kronologien i apostelhistorien (1749–59) uden tvivl de værdifuldeste. Hans teologiske hovedindsats var dog af systematisk art, men fandt kun ringe forståelse. Som dogmatiker var han uselvstændig, byggede især på Hollazius og andre af 1600-tallets teologer og repræsenterede i det hele en ortodoksi, tiden forlængst var løbet fra. Intet under derfor at især de liberale retninger så med ringeagt på H. Fx gav J. H. Tauber oftere udtryk for den bitreste kritik af H., hans personlighed, forældede standpunkt og kedsommelige pedantiske forelæsninger der tilmed blev holdt med et skrigende organ. Når H. alligevel kunne samle en ret anselig tilhørerskare skyldtes det hans position ved universitetet, idet han bl.a. som øverste teologiske professor rådede over talrige stipendier. Jævnlig udlod han sig i sin sære stil om en eller anden med et: "Man skulde gaa paa mans Kollegier, saa kunde man nok selv hjælpe (dem til Stipendier)", og han beskyldtes for at "spække" sine disciple – "Fader Holms Æg" – med legater. Studenterne frygtede ham i øvrigt da man mente at han aldrig glemte en gang tilføjede krænkelser. H.s hovedinteresse var af administrativ art, og han har meget betydelige fortjenester af universitetets, især kommunitetets, økonomiske forvaltning. Men også på dette område repræsenterede han en snæversynet, ubøjelig konservatisme og optrådte med en usædvanlig vrantenhed og modsigelseslyst. Tydelige vidnesbyrd herom, men også om hans retfærdighedssans og dybtgående interesse for alle administrationens enkeltheder, foreligger i de talrige, vidtløftige erklæringer, han afgav om sådanne spørgsmål (en del findes i Kall, fol., 148). Han var en bestemt modstander af alle reformforslag med hensyn til universitetets organisation, indretningen af det teologiske studium, kommunitetet og Regensen, og hans holdning satte ham i et spændt forhold til selv så konservative mænd som Ove Høegh-Guldberg, H. Janson og N. E. Balle. Over for sidstnævnte nærede H. endog så bitre følelser at han 1774 ikke ville kreere ham til dr.teol., næppe alene som man har ment fordi han var utilfreds med hans lærerstandpunkt, men især fordi Balle levede i "vitterlig Synd", da han under de kollegiale stridigheder havde injurieret H. Det er forståeligt at man i regeringskredse kunne ønske at fjerne en mand der i den grad stod udviklingen i vejen, og det var da også både under J. F. Struensee og Guldberg på tale, men trods alt blev H. siddende til sin død. 1774 måtte han dog opleve at han på krænkende måde blev afkrævet en erklæring om sin embedsførelse, men han besvarede de nærgående spørgsmål med en egen stille værdighed. Selv havde han en stærk følelse af at stå ganske ene. Vemodigt nok sagde han et par år før sin død, da han med P. F. Suhm fulgte efter Jacob Langebeks kiste: "Mange ønskede mig nok at være som den, vi følge". Over de mange nedsættende domme over H. som en forbenet teolog, en stivsindet kollega og en småtskåren, vranten pebersvend bør dog ikke hans retsind og varme hjerte for trængende studenter glemmes. Selv så radikale ånder som N. D. Riegels og A. C. Hviid erkendte dette.

Familie

Forældre: auktionsforvalter Jacob H. (1660–1738) og Ida Sophie Ølgod (død 1716). Ugift.

Ikonografi

Relief på epitafium af J. G. Grund, tilintetgjort 1807 (Frue k., Kbh.).

Annonce

Bibliografi

Nye lærde tidender, 1750 73–77. J. H. Schlegel: Oratio in memoriam P. H., 1778 (da. overs, ved R. Nyerup, 1779). P. F. Suhm: Saml. skr. X, 1793 33f. N. D. Riegels: Små hist. skr. III, 1798 471. Jens Møller i Nyt theol. bibl. III, 1823 37–62. J. H. Taüber i Dansk månedsskr., 1865 187 98 103–06 111 121f 126 424 432f 435f 453 459f. L. Koch i Kirkehist. saml. 4.r.I, 1889–91 324–26 331; sst. II, 1891–93 370–74; Marcus Wøldike sst. 459; sst. 6.r.II, 1936–38 116 124f. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm I-I I, 1915–30. Bj. Kornerup i Den danske kirkes hist. V, 1951.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Peder Holm i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291436