Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Paulus Helie

Oprindelig forfatter KHoer
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Paulus Helie, Povl Helgesen, Poul Eliesen (Eliæsen), 1485-.1535, karmeliterprovincial, reformkatolsk teolog, historieskriver. Født i Varberg, Halland af ukendte foræjdre, faderen dansk, moderen svensk. Senmiddelalderens betydeligste danske teolog og katolske reformator er, karakteristisk nok, fuldstændig anonym når det gælder hans personlige baggrund og herkomst. Indgivet i karmeliterordenens kloster i fødebyen Varberg gennemførte han et grundigt bibelteologisk studium og erhvervede lektorgraden beregnet for en lærergerning inden for ordenen. Forskellige hentydninger spredt omkring i forfatterskabet giver ikke noget klart billede af stadierne i hans videnskabelige skoling; på et tidspunkt har svenskeren Sven Jacobi (siden biskop i Skara) været hans skolemester; H. blev som han en beundrer af Erasmus af Rotterdam; 1517 tryktes i Kbh. H.s (nu tabte) tale om simoniens fordærv; da havde han klart markeret sig som reformkatolsk tænker og forfatter; 1519 blev han teologisk baccalaur, og i april s.å. udnævntes han til "regent" for karmeliterordenens nye kollegium i Kbh. (det senere Valkendorfs kollegium). Denne stiftelse var oprettet 1517 og havde af Christian II fået tillagt Kbh.s Skt. Jørgensgård mod at ordenen holdt en teolog (doktor eller baccalaur) til at holde en daglig forelæsning ved universitetet. Lektor Povl der udsås også til dette hverv blev en søgt og toneangivende universitetslærer. Situationen, men også hans eget temperament gjorde denne virksomhed til en gerning på reformationsbevægelsens grænselinjer; hans opfattelse af Skriften som teologiens kilde gav ikke de voksende protestantiske strømninger noget efter, men hans overbevisning om Helligåndens virken i den kirke der siden Kristi dage stedse havde udgjort de døbtes samfund og repræsenteret det eneste foreliggende middel til frelse forbød ham at virke for et kirkebrud. Hvor de protestantiske reformatorer satte Skriften op imod kirkens lære måtte H. i stedet stræbe efter at udrydde de misbrug og fejltagelser i kirkens liv der dengang kun var alt for evidente, men som aldrig bragte ham i tvivl om gudstjenestens, klosterlivets og helgendyrkelsens nødvendighed. For ham var det kirkelige hierarki, biskoppens og præsternes rolle som "midlere" mellem Gud og mennesker af afgørende betydning, og intet misbrug kunne retfærdiggøre et angreb på kirken, alt fordi dette var Helligåndens værk og dens eneste virkelige tilhør på Jorden.

H.s stilling ved kollegium og universitet var af en sådan beskaffenhed at han lejlighedsvis måtte udføre forskellige kongelige opdrag, men også sådan at han kunne tage sig ret til at forstå dem på sin egen måde. 1522 oversatte han til Christian II Erasmus af Rotterdams skrift En kristen fyrstes undervisning og lære (Institutio principis christiani), skrevet 1515 til den senere kejser Karl V som en vejledning for dennes lærer(e), men i realiteten også som en håndbog i hvad der var den gode, kristelige, og hvad der var den onde, tyranniske regering. Bogen træder i stedet for en anden kongen havde bedt H. oversætte, men som denne dels ikke havde fundet ulejligheden værd, dels fandt direkte skadelig "thi at hun lærte mere at gøre synd end at (for)bedre og aflægge (den), som Eders nåde kan nu lade vise mænd forfare". Ingen ved hvis værk der er tale om, men et skarpsindigt gætteri går ud på at det har været Machiavellis "Fyrsten" (der kan have foreligget for H. i manuskript, selv om den først tryktes 1532). Fortalen virker mere end underfundig, også på andre punkter, og H.s oversættelse af dette værk tryktes ikke før 1534, under kongeløset efter Frederik I, og da med en anden fortale rettet til Danmarks riges råd. At tillægge H. en spidsfindig, fronderende holdning over for Christian II på tærskelen til oprøret imod ham er nærliggende fordi H. bevisligt har haft en funktion inden for oprørsbevægelsen, idet han i det mindste har oversat (og sandsynligvis reelt har konciperet) oprørsskrifterne imod Christian II der over for en dansk og udenlandsk opinion skulle levere det politiske og forfatningsretlige forsvar for de tagne skridt. Også i det anonyme skrift Skibykrøniken, der med sikkerhed kan tillægges H., spores dette, selv om det nøjagtige tekstlige slægtskabsforhold mellem oprørsskrifterne endnu ikke kan siges at være bestemt. Hvordan H.s vilkår har været under Frederik I.s regeringstid er ikke ganske klart, men han har fortsat haft sin teologiske undervisning og skribentvirksomhed i KM. Her koncentrerede han sig om specifik gendrivelse af nogle af de mest fremtrædende prædikanters skrifter -vel bekendt med dem alle som han var (flere af dem havde studeret hos ham), og vel udrustet som han var til at møde dem dér hvor de ønskede striden stridt. Særlig bør givetvis fremhæves hans skrift 1531 om messen (rettet mod Hans Tausen) og hans polemik 1530 imod "Malmøbogen".

H.s bibelhumanisme og reformkatolske holdning hænger også nøje sammen med hans historieskrivning. Han var eller blev – uden at vi præcis ved hvorledes – knyttet til det lærdomscenter ved Roskilde domkirke på tærskelen til reformationen som måske især havde trivedes under Lauge Urnes episkopat (initiativet til den trykte udgave af Saxo), og hvortil var knyttet franciskaneren Peder Olsen o.a. hvormed H.s historiske arbejder kan sammenholdes. Han har skrevet en kortfattet dansk kongekrønike (Historia compendiosaj, formentlig i Frederik Is første regeringsår, desuden har det vist sig (Sten Engstrom) at H. er forfatteren til den såkaldte Chronologia anonymitil 1415 der er et vigtigt forbindelsesled mellem senmiddelalderens danske og svenske historieskrivning. Men H.s vigtigste historiske arbejde er den ufuldendte Skibykrøniken (kaldet således alene fordi det eneste bevarede manuskript fandtes indemuret bag alteret i Skibby kirke i Hornsherred, herfra fremdroges det 1650 ved en tilfældighed og, uvist hvordan, kom til Arni Magnussons bibliotek). Efter C. T. Engelstofts, Caspar Paludan-Müllers og H. F. Rørdams undersøgelser råder der ikke længere tvivl om H.s forfatterskab til Skibykrøniken, men dens kildeforhold og affattelsestid (der senest har været studeret af J. Oskar Andersen og C. O. Bøggild-Andersen) er endnu langtfra klarlagt. Det gælder ikke mindst dens forhold til den såkaldte Hans Henriksens årbog, men også dens kendskab til den sene unionstids nordiske, især svenske historie og, som nævnt, forfatterens forhold til oprørslitteraturen imod Christian II. Krønikens billede af tyrannen Christian II er berømt, men også hele dens stillingtagen til de fire første oldenborgske konger er interessant, stærkt farvet som den er af det kristelighumanistiske fyrsteideal som kendes fra Erasmus af Rotterdams skrift om fyrstens undervisning. Og Skibykrønikens fint nuancerede skildring af kong Hans rummer utvivlsomt autentiske træk der ikke er overleveret på anden måde. Med sin teologiske og kirkepolitiske position kunne H. ikke undgå at blive benyttet af den gamle kirke i forsvaret mod lutheranismen. Således overdrog rigets biskopper ham at forelægge på herredagen i Odense 1526 en gendrivelse af Hans Mikkelsens fortale til det af Christian II udgivne Ny Testamente på dansk – men praktisk politik hverken var eller blev lektor Povls sag. Det lå i tiden at en mand af hans særlige støbning og med et så forfinet, på én gang katolsk og reformatorisk standpunkt, ved enhver lejlighed måtte risikere at blive opfattet som en hemmelig tilhænger af lutherdommen (til trods for, at intet ret beset kunne være mere uretfærdigt – når han forsvarer Luthers kritik af kirken, som han i sandhedens interesse ofte gør, ledsages forsvaret altid af et velargumenteret men). Hans skrifter, også historiografien, antager imidlertid efterhånden en så anspændt, næsten hysterisk fastholden ved katolske hovedspørgsmål – i ønsket om for enhver pris at være hævet over mistanke – at de fremsatte synspunkter på forhånd taber i værdi eller troværdighed, og selv om han muligvis har ønsket og haft mulighed for at virke i konservativ kirkepolitisk retning efter Frederik Is død – den konge som han ganske vist ikke udtrykkelig lader være lutheraner, men dog betegner som sacrilegus ("kirkerøverisk" i A. Heises oversættelse) – så blev der intet ud af denne chance.

Annonce

Ganske vist er Skibykrønikens ophavssituation ikke udredet, og selv om den udgør en ufærdig forfatterredaktion af værket kan der for så vidt være mange naturlige forklaringer på dens besynderligt ufærdige præg (den slutter midt i en sætning i året 1534). Men også bortset fra dens præg af øjeblikkets omskifteligheder er det vanskeligt at se hvorledes dens standpunkt skulle kunne omsættes i en praktisk kirke- eller rigspolitik der skulle kunne afværge hvad der for forfatteren står som katastrofen – selv om standpunktets præcision er uovertruffen i forhold til noget andet skrift fra dansk reformationslitteratur. Med indsigt og skarphed lykkes det at fremstille Frederik Is regering i hele dens holdningsløse jagt efter funktionsduelige kompromiser, ikke blot i religionen, men også i politikken (der naturligvis efter forfatterens mening ikke kan skilles ad). Krønikens affattelse er måske afbrudt af selve de krigshandlinger der fulgte med grevefejden hvor grev Christoffer af Oldenburg ved invasion i Danmark søgte at bringe Christian II tilbage på tronen – men H. er måske den af alle Frederik Is gamle fjender for hvem dette var den mindst brugelige løsning af alle. Skibykrønikens forfatter må være død som en dybt skuffet mand, men ingen kender hans endeligt. Han gik ud af denne verden lige så ubemærket som han kom ind deri. Hvem der murede hans krønikemanuskript inde i Skibby kirkes mur, og af hvad årsag, kan vi kun gisne om.

Bibliografi

Udg. Scriptores rerum Danicarum, udg. J. Langebek II, 1773 554–602 (Skibykrøniken). Povel Eliesens Danske skrifter, udg. C. E. Secher I, 1855. Monumenta hist. Danica, udg. H. F. Rørdam I, 1873 1–132 (Skibykrøniken; heri også breve fra H.). Lektor P.H.s hist. optegnelsesbog, sædvanligvis kaldet Skibykrøniken, overs, og indl. A. Heise, 1890–91 (fot. optr. 1967). Skrifter, udg. P. Severinsen, Marius Kristensen, H. Ræder og Niels Knud Andersen I-VII, 1932–48.

Kilder. Annales Suecici medii ævi. Svensk medeltidsannalistik, udg. Göte Paulsson, Lund 1974 = Bibi. hist. Lundensis XXXII.

Lit. Chr. Olivarius: De vita et scriptis Pauli Eliæ, 1741. C. T. Engelstoft i Hist. t. 2.r. II, 1948 1–174 415–554. C. Paludan-Müller sst. 3.r. I, 1858–59 1–54. C. T. Engelstoft sst. VI, 1867–69 1–66. C. Paludan-Müller sst. 299–407. A. Heise sst. 4.r. III, 1872–73 436–66. A. D. Jørgensen sst. 5.r. VI, 1886–87 323–38. J. Oskar Andersen sst. ll.r. I, 1944–46 1–149 334–447. C. O. Bøggild-Andersen sst. V, 1957–59 1–109. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 2.r. III, 1864–66 8–21 359–67. A. Heise sst. V, 1869–71 273–300. Hist. saml. og studier, udg. H. F. Rørdam I, 1891 320–36. Ludw. Schmitt: Der Karmeliter P.H., Freiburg i.B. 1893. Ellen Jørgensen: Historieforsk. og historieskrivn. i Danm., 1931 75–81. Paul-Erik Hansen: P.H.s hist. forfatterskab, 1943. Henry Bruun: Poul Laxmand og Birger Gunnersen, 1959 (fot. optr. 1975). Sten Engstrom i Kungl. hum. vetenskapssamf. i Uppsala. Årbok 1963–64, 1966 1–80 (om Chronologia anonymi). Kai Hørby: Reformationens indførelse i Danm., 1968. Samme i Festskr. til Povl Bagge, 1972. J. Oskar Andersen: P. H. I, 1936 3-138. Kristen Valkner: P. H. og Chr. II, Oslo 1963.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby: Paulus Helie i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291051