Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

P.G. Lindhardt

Oprindelig forfatter JIJ

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

P.G. Lindhardt, Poul Georg Lindhardt, 12.12.1910-30.9.1988, teolog. P.G. Lindhardts teologiske arbejde er kommet til udtryk dels i en afgørende indsats inden for udforskningen af Danmarks kirkehistorie (særlig det 19. og 20. århundrede), dels i en uhyre omfattende virksomhed som prædikant, foredragsholder og skribent. P.G. Lindhardt blev student 1928 fra Odense katedralskole og teologisk kandidat i København 1934. Allerede i studietiden havde han arbejdet med kirkehistorie, og i de følgende år fortsatte han sine studier, bl.a. ved flere ophold i udlandet (Norge, Tyskland, England). 1939-42 var han undervisningsassistent ved universiteterne i København og Århus. Han blev ordineret 1934 og var hjælpepræst, dels i Gislev og Ellested (1934-36), dels ved Århus domkirke (1940-42). Hans teologiske disputats beskæftiger sig med et emne fra pietismens tid (Peder Hersleb I, 1939). I 1942 blev han den første professor i kirkehistorie ved Århus universitet, et embede han beklædte til 1980. Fra 1945 til 1980 har P.G. Lindhardt været hjælpepræst ved Vor Frue kirke i Århus. Han har siden 1949 været medlem af bestyrelsen for Selskabet for Danmarks kirkehistorie hvor han 1976 blev formand.

I begyndelsen af 1950'erne udgav P.G. Lindhardt de arbejder som for alvor slog hans navn fast, og som åbnede nye problemstillinger for forskningen. I bogen Vækkelser og kirkelige retninger i Danmark fra 1951 om perioden fra år 1800 og frem til nutiden (3. udg. 1978) er det Lindhardts bestræbelse at skildre sammenhængen mellem bondefrigørelse, almuerejsning og religiøs vækkelse. "Vækkende forkyndelse har man forsåvidt til alle tider, men vækkelsesbevægelser kun når – i forbindelse med ændringer i samfundsstrukturen – nye sociale lag dannes, og befolkningsgrupper som hidtil har levet upåagtet eller uden at kunne gøre sig gældende, begynder at kæmpe for en plads i solen". Med denne betragtning placerede Lindhardt meget markeret – og med den skarphed i synspunkter og formuleringer som karakteriserer store dele af hans forfatterskab, og som har fået hans kritikere til at betegne ham som ensidig – det religiøse liv i den almindelige, af sociale, økonomiske og psykologiske faktorer betingede historiske udvikling. Med sin stærke sans for de religiøse personligheders menneskelige, ofte alt for menneskelige motiver og med sit skarpe kildekritiske blik kom Lindhardts fremstilling til at stå i et stærkt modsætningsforhold til de fremstillinger, særlig biografier, der forelå fra de kirkelige retningers egne rækker. Bogen blev en af de væsentlige impulser til den meget omfattende udforskning af det religiøse liv og de kirkelige miljøer i 1800-tallet som senere er fremkommet.

P.G. Lindhardts metode er blevet opfattet som marxistisk, men det er ikke holdbart. Lindhardt arbejder som historiker ikke ud fra en forudgiven teori og mener ikke at årsagsloven kan anvendes i historisk arbejde; han ser derimod den historiske udvikling som et samspil af en række faktorer hvor også den enkelte personligheds udvikling har sin plads. Om det sidste vidner den store del af produktionen som er af personalhistorisk karakter: udgivelser af breve (bl. a. Breve fra F.C. Krarup til Lyder Brun, 1960), flere biografier (bl. a. to bøger om Grundtvig, 1951 (på engelsk) og 1964, Holmens provst Thomas Skat Rørdam, 1969) hvortil kommer en række portrætter i essay- og artikelform, samt to meget væsentlige udgivelser af Grundtvig-prædikener fra årene omkring Kierkegaards angreb på den danske kirke (Konfrontation, 1974, Regeneration, 1977).

Annonce

Af samlede kirkehistoriske fremstillinger fra P.G. Lindhardts hånd må nævnes Den nordiske Kirkes Historie, 1945 (4. udg. 1979 s.m. J.L. Balling), Kirken igår og idag, 1955 der særlig behandler Danmarks kirkehistorie i 1900-tallet, Stat og kirke hvor Lindhardt i tæt og provokerende form fortæller hele kirkens historie ud fra et bestemt tema, samt bogen Dansk kirkekundskab, 1979. I Den danske kirkes historie har Lindhardt skrevet bind VII (1849-1901), bind VIII (1901-1965) samt i bind III (det religiøse liv i senmiddelalderen og den danske reformations historie 1513-1536). Inden for dette sidste felt ligger også de to arbejder Danmark og reformkoncilierne, 1942, og Nederlagets mænd. Det katolske bispevældes sidste dage i Danmark, 1968. Lindhardt har således også leveret bemærkelsesværdige bidrag til forståelsen af senmiddelalder og reformation, særlig af senmiddelalderens fromhedsliv.

Det store tobindsværk Morten Pontoppidan, 1950, 1953 (i alt 641 s.) er dog Lindhardts hovedværk og et hovedværk i dansk kirkehistorisk forskning. Tilblivelsen af Morten Pontoppidans folkekirkelige syn i kamp mod de kirkelige retningers dominans er her udfoldet med detailrigdom og bredde og set i tæt sammenhæng med de teologiske, kirkelige og politiske forhold. Det utroligt omfattende arkivarbejde som Lindhardt kastede sig over fra slutningen af 1940'erne hvor mange private og offentlige arkiver blev tilgængelige finder her sit mest omfattende og værdifulde udtryk. Man har særlig diskuteret Lindhardts brug af breve og de afsløringer de rummede. Selv skriver han i indledningen til Morten Pontoppidan-bogen: "... Ganske vist er brevet en problematisk kilde – det ved vel enhver, som selv skriver breve men det er dog den bedste der kan fås".

Af lige så stor betydning og af endnu større breddevirkning er P.G. Lindhardts virksomhed som prædikant, foredragsholder og skribent (særlig som anmelder og kronikør i Jyllands-posten). Lindhardts navn kom for alvor frem da han i 1952 holdt et foredrag på Askov højskole om det evige liv (trykt i bogen af samme navn 1953, 5. opl. 1962) som gav anledning til en debat om hvilken det – skønt den endnu ikke er kortlagt – næppe er for meget at sige at den er den diskussion om kristendommens indhold som har givet stærkest genlyd i den danske befolkning i dette århundrede. I korthed gik Lindhardts synspunkt ud på at den kristne forkyndelse af det evige liv og opstandelse er det modsatte af tro på fremtiden. Det evige liv er den guddommelige kærligheds liv her og nu. "Opstandelsestroen er eet med selve gudstroen, ikke et forsøg på at redde os en ny tilværelse ud over den, vi så grundigt har kludret med, men just vor bekendelse af, at vi ingen anden fremtid har end den, som Gud vil unde os" hedder det i en samtidig påskeprædiken. Set i forhold til den dialektiske teologi tilbage fra 1920'erne var disse synspunkter ikke nye, men de blev fremført i en uhyre intens form der ikke blot var religiøst provokerende, men som også vakte opmærksomhed fordi de optrådte i en kulturel situation hvor den almene mentalitet var fremtidsvendt.

P.G. Lindhardts prædikener, der foreligger i en række trykte samlinger (foruden Det evige liv, bl. a. Repliker, 1958, Brudstykker af en postil, 1968, Gentagelse, 1975, Eftertryk. 1980) er bl.a. på grund af deres stærke polemik, særlig i de tidlige samlinger, mod enhver etableret kirkelighed, blevet betegnet som eksistensteologiske. Betegnelsen dækker kun én side af Lindhardts forkyndelse. Dens særpræg består først og fremmest i en bestemt kunstnerisk – til det ekspressionistiske grænsende – sproglig form der giver prædikenerne et helt personligt præg; i Lindhardts prædikener frigøres de bibelske tekster og de overleverede kristne udtryk fra traditionens tyngde således at de kommer til at fremstå med den friskhed og pågåenhed som er den væsentligste baggrund for at Lindhardt, i hvert fald fra striden om det evige liv og frem mod slutningen af 1960'erne, har været den mest omtalte teolog i den offentlige debat herhjemme. Hertil har også de hyppige radiotransmissioner af hans gudstjenester medvirket, foruden de mange avisartikler og -interviews.

P.G. Lindhardt – der iøvrigt aldrig har opfattet sig selv som teolog (fordi han mener begrebet teologi ikke længere har noget indhold), men som historiker og prædikant – er påvirket af Kierkegaard og – særlig i de senere prædikener – af Grundtvig.

Først og fremmest er dog Morten Pontoppidan hans væsentligste forudsætning: bag hele P.G. Lindhardts virksomhed som en offentlig kirkelig person der ofte har vakt protest og indignation ligger et folkekirkeligt syn der er præget af solidaritet med dem der ikke er specielt religiøse eller føler sig hjemme i specielle kirkelige miljøer, organisationer eller partier.

Familie

P.G. Lindhardt blev født i Nakskov; begravet på Skødstrup kirkegård, Århus.

Forældre: fabrikant Georg William Lindhardt (1871-1960) og Caroline Christensen (1872-1951). Gift 6.4.1937 i Søllerød med Gerda Winding, født 15.8.1917 i Holbæk, død 6.7.2007, datter af tandlæge Ove Winding (1887-1967) og Charlotte Marie Haslund (1886-1967).

Udnævnelser

R. 1955. R1. 1962.

Ikonografi

-Foto.

Bibliografi

Ketil Boesen m.fl.: Bibliografi over P.G. Lindhardts forfatterskab, 1980. - Erindringer, i Weekend-avisen 12.3.1976. Selvbiografi i P.G. Lindhardt: Vækkelse og kirkelige retninger, 3. udg. 1978 7-19. Interview i Dansk kirkeliv 1980-81, 1980 158-73. - Niels Knud Andersen i Teologien og dens fag, red. B. Noack, 1970 131-34. N.H. Søe: Dansk teologi siden 1900, 1965 223-27. Den danske kirkes historie VIII, 1966 317-19. Jørgen I. Jensen i Kirkehistorisk samling 1976, 256-76; samme sted 1980 211-23. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen I. Jensen: P.G. Lindhardt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293629