Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Thulstrup

Oprindelige forfattere MeHa og UAn

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Niels Thulstrup, 6.5.1924-31.12.1988, teolog. Niels Thulstrup blev student 1943 fra Skt. Knuds gymnasium, Odense, cand.teol. 1950 fra Kbh.s universitet.

Fra begyndelsen lagde han sit studium meget bredt an. 1948 fik han accessit for sin besvarelse af en teologisk prisopgave om Hegels etiske og retsfilosofiske hovedtanker og disse tankers forhold til kristelig etik, men det var mod et studium af Søren Kierkegaard Niels Thulstrup sigtede.

En artikel, Kierkegaard-studiet i Skandinavien 1945–52 (Edda, 1954) viser bred orientering og udstikker linjer for forskningens videreførelse. Fra 1951 medvirkede han ved kommenterede udgaver af Kierkegaard på dansk, tysk og engelsk. Især autoritative er hans udgaver af Philosophiske Smuler, 1955 og Afsluttende uvidenskabelig efterskrift til samme, 1962. Mønsterværdig er desuden tekstbehandling og kommentering af Breve og Aktstykker vedrørende Søren Kierkegaard I–11, 1953–54. 1957 foretog han den første verificerede udgave af auktionskatalogen over Søren Kierkegaards bibliotek.

Annonce

Overhovedet udviste Niels Thulstrup et enormt initiativ hvor det gjaldt at organisere udforskningen og populariseringen af Kierkegaards tanker. Han var medstifter af Søren Kierkegaard selskabet og dets sekretær 1948–66, næstformand 1968–81.

Han grundlagde selskabets videnskabelige skriftrække, Kierkegaardiana, hvoraf han redigerede bind I-XI, 1955–80. I 1965 blev Niels Thulstrup leder af Søren Kierkegaard biblioteket. For Kierkegaard selskabet og Det danske sprog- og litteraturselskab besørgede han 2. forøgede udgave af Søren Kierkegaards Papirer, 1968–78. Niels Thulstrups og hans hustrus forarbejder til samme udgaves Indeks, 1975–78, kom redaktionen af dette omfattende navne- og sagregister til gavn. 1966 udkastede han planen til en dansk-engelsksproget Kierkegaard-encyklopædi som accepteredes af Søren Kierkegaard selskabets bestyrelse.

Som redaktør og med sin hustru som redaktionssekretær samlede Niels Thulstrup en international ekspertkreds om projektet. Da Statens humanistiske forskningsråd 1975 indstillede sin støtte, der var ydet siden 1967, måtte planen skrinlægges; en stor del af de tilvejebragte engelsksprogede artikler er udkommet i Bibliotheca Kierkegaardiana 1978ff, redigeret af Niels Thulstrup og hustruen.

Ægteparret stiftede 1976 Kierkegaard Akademiet som udgiver Liber Academiæ Kierkegaardiensis annuarius fra 1980. Niels Thulstrup oppebar stipendium som universitetsadjunkt ved Kbh.s universitet 1954–60; han virkede som præst i Tveje-Merløse og Holbæk 1961–68, 1963–68 tillige som lektor i systematisk teologi ved Kbh.s universitet hvor 1968-86 var professor i samme fag.

Han havde da disputeret for den teologiske doktorgrad med Kierkegaards Forhold til Hegel og til den spekulative Idealisme indtil 1846, 1967 (tysk udg. 1972, engelsk og japansk udg. 1980). Den blev i 1970 efterfulgt af Kierkegaards Verhältnis zu Hegel. Forschungsgeschichte (2. udg. 1972).

Som universitetslærer forfattede Niels Thulstrup afsnittet om Kristelig etik i Teologien og dens fag, redigeret af Bent Noack, 1960 samt udgivet Ethisk Antologi (sammen med Søren Holm), 1972 og Fra Platon til Hegel. Religionsfilosofisk Antologi, 1976 (2. udg. 1980), med udførlig historisk indledning.

Blandt hans sidste studier af Kierkegaard kan nævnes bøgerne Kierkegaard og kirken i Danmark, 1983, og Kierkegaards København, 1987.

Niels Thulstrup var præget af den dialektiske teologis strenge etik med nogen tilknytning til den tyske teolog Wolfgang Trillhaas. Niels Thulstrup besad et stærkt temperament der i tvistemål sjældent tillod ham at gå på kompromis.

En række korte, mere populære artikler samlede han i Akcept og Protest I–11, 1981. Disse bind præges af Niels Thulstrups brede humanistiske belæsthed, hans sans for at viderebringe sine kundskaber, samt hans hvasse afvisning af anderledes tænkende inden for teologi, kirkelig praksis og universitetspolitik.

Familie

Niels Thulstrup blev født i Ålborg (Domsg).

F. postassistent, senere postmester Christen Christensen T. (1877–1940) og korrespondent Jenny Margrethe Ester Christiansen (1894–1978). -18.7.1950 i Mäbjerg med præst, cand.teol. Marie Mikulová, født 27.5.1923 i Prag, d. af advokat, dr.jur. Josef Mikula (1898–1947) og advokat, dr.jur. Marie Maternová (1901–81).

Udnævnelser

R. 1976.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1948 187–90. Selvbiografi sst. nov. 1967 224–26. Kbh.s univ.årbog 1967–68, 1969 88–11". – Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj V, 1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Uffe Andreasen: Niels Thulstrup i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298403