Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Hemmingsen

Oprindelig forfatter JG-M
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Niels Hemmingsen, 8.(22.)5 (el. 4.6.) .1513-23.5.1600, teolog, professor. Født på Lolland (det nøjagtige fødested uvist), død i Roskilde, begravet i domkirken sst. En farbror, som var smed, sørgede for at få H. sendt i skole i Nysted og i de følgende år synes han at have besøgt latinskolerne i Nakskov, Nykøbing F., Slagelse, Roskilde og Lund. I Roskilde var skolens rektor humanisten Niels Black som også var kannik ved domkirken. Så sent som 1560 dedicerede H. et skrift til sin gamle lærer med en tak for at han havde understøttet ham økonomisk. – 1537 drog H. som så mange af reformationstidens danske studenter til Wittenberg. Hans studier blev finansieret af adelsmanden Johan Urne og efter dennes død af hans søster Alhed Urne, men H. måtte dog også tjene til føden ved at undervise andre studerende. H. opholdt sig fem år i Wittenberg og modtog et uudsletteligt indtryk af Philipp Melanchton, "min elskede lærer" som han bestandig kalder ham. Naturligvis omtaler han også siden Luther med ærbødighed, men det gælder for H. som for næsten alle danskere i den første efterreformatoriske generation, at det var Melanchton man lærte af og havde kontakt med. Efter at have taget magistergraden drog H. 1542 tilbage til Danmark. Efter en kort periode som huslærer i Malmø blev han 1542 eller 43 professor i græsk ved Kbh.s universitet. Senere fortæller han selv at han i disse år havde nær kontakt med rektoren ved Vor frue skole, mag. Oluf Offesen, med Jens Skjelderup som siden blev biskop i Bergen og med Laurids Bertelsen, siden biskop i Århus. Disse mænd mødtes dagligt, og H. gennemgik efter Melanchtons forbillede Davids salmer for de andre. 1545 blev H. professor i dialektik (og hebraisk), fra 1547 virkede han et års tid som sognepræst ved Helligåndskirken, og 1553 tog han den teologiske baccalaurgrad og rykkede samme år op i det teologiske fakultet. 1557 blev han kreeret til dr.teol. og overtog posten som "theologus primus". Som teologisk professor, fire gange rektor og 1572 universitetets vicekansler havde H. hænderne fulde. Han skulle deltage i universitetets administration og økonomiske forvaltning, men også varetage de mange opgaver som efter reformationen var blevet lagt hen til det: kongen skulle rådgives i diverse sager, bøger skulle censureres, der skulle afgives udtalelser i sager vedrørende trolddom, ægteskab, gejstlige personers liv og lære m.m. Og naturligvis skulle H. passe sin undervisning -både i form af disputationer og forelæsninger på universitetet og af privatundervisning af de studerende han havde optaget i sit hus. Det er rimeligt at slå fast, at endnu i dag virker H.s skrifter yderst klare og pædagogiske. Det har øjensynlig været ham en fornøjelse at undervise, og disputationerne og navnlig forelæsningerne over nytestamentlige skrifter og over salmerne udgør den største del af hans iøvrigt meget omfattende forfatterskab.

H.s forfatterskab henvender sig naturligt nok især til præsterne, og der er ingen tvivl om at det har vundet stor udbredelse og øvet stor indflydelse. I den latinske ordinans fra 1561 som H. iøvrigt var medforfatter til, nævnes hans Enchiridion theologicum (teologisk håndbog) og hans Postille som bøger, præsterne bør eje. Og 1568 blev præsterne på Odense landemode påmindet om at de skulle lade sig overhøre af bispen i "Hemingii theologi" og i hans bog om præsternes embedsførelse, den berømte Pastor (hyrde).

De mange oplag og udgaver af skrifterne og de mange oversættelser især til tysk og engelsk vidner også om deres popularitet. Gennem skrifter som de her nævnte indskærpede H. præsterne hvad de skulle lære deres menigheder at tro, men i høj grad også hvordan kristne mennesker burde forholde sig og leve i datidens feudale samfund. I alle H.s skrifter fylder de etiske anvisninger godt op. Allerede i Enchiridion kan man finde udførlige drøftelser af moralske og praktiske spørgsmål ved siden af de mere dogmatiske overvejelser. Også skriftet om naturloven, De lege naturce, fra 1562 består mest af moralske anvisninger. Og kommentarerne til de bibelske skrifter afbrydes gang på gang af lange ekskurser om dagens problemer. H. beskæftiger sig fx udførligt og mange gange med renteproblematikken: om en kristen kan tillade sig at kræve rente og i bekræftende fald hvor høj rentesatsen må være. Han skriver om hvordan man skal forholde sig over for trolddom og varsler. Han belærer grundigt om hvordan ægtefæller skal opføre sig over for hinanden. Han giver anvisninger på hvordan man skal opdrage sine børn, eller på hvordan man skal omgås sit jordiske gods – og den røde tråd gennem alle belæringerne er at man skal kunne finde sig til rette i det danske samfund som det nu engang tog sig ud i anden halvdel af 1500-tallet. H. opfattede sig selv som elev af Melanchton og Enchiridion som en introduktion til Melanchtons berømte skrift om de kristne trossandheder, Loci communes. Men i virkeligheden rummer hans forfatterskab træk mange andre steder fra: fra den antikke og middelalderlige litteratur og fra middelalderens katolske teologi, og han er åbenbart tidligt blevet inspireret af den calvinske reformation i Geneve, selv om han ikke i nogen snæver dogmatisk forstand kan kaldes calvinist. Det som optog ham var det calvinske kirkestyre med deltagelse af lægmænd, og det var den calvinske ægteskabslovgivning – som det kan ses i hans forskellige skrifter om ægteskabet. Et af disse skrifter Håndbog om ægteskab, forskydeise og skilsmisse var iøvrigt skrevet til brug for de gejstlige som skulle dømme i ægteskabssager i de såkaldte "tamperretter". Det blev ikke udgivet af H. selv, men af superintendenten i Pirna i Kursachsen, Johannes Stössel, som H. havde ført lange samtaler med i København 1572. Ved siden af den del af forfatterskabet som direkte eller indirekte henvendte sig til præsteskabet skrev H. også en lang række populære, opbyggelige skrifter. Et af de kendteste Liffsens vey fra 1570 blev optrykt mange gange og oversat til latin, tysk, islandsk og engelsk. Til denne gruppe kan man også regne hans ligprædikener. H., selv bondesøn, synes at have stået i nær kontakt med den sjællandske adel og især med Herluf Trolle og hans kreds. To af hans berømteste ligprædikener er holdt netop over Birgitte Gøye og Herluf Trolle. Det har ikke været nogen tilfældighed at H. blev (med)forfatter til ordinansen for Herlufsholms skole, eller at han 1567 sammen med Sjællands biskop fik opsyn med skolen. Imidlertid kom den tidligere nævnte kontakt med de kursachsiske gejstlige og teologer H. dyrt at stå. Kurfyrst August som var gift med Frederik IIs søster Anna opdagede 1574 at hans teologer i Wittenberg og andre steder var gået ham under øjne ved at bekende sig til en calvinsk eller kryptocalvinsk nadverlære, og i raseri herover afsatte og fængslede han en række af dem, bl.a. Johannes Stössel. Under forhørene påberåbte de sachsiske teologer sig at der i Danmark blev lært og skrevet om nadveren på samme måde som de havde gjort. Det meddelte kurfyrsten til Frederik II i et brev engang i sommeren 1575, og han dokumenterede tillige de kryptocalvinske teologers påstand ved at sende kongen et eksemplar af H.s store skrift Syntagma, som mest består af de disputationer han havde holdt gennem årene, men som han nu havde udgivet samlet 1574. Kongen lod Peder Oxe holde en dundertale til alle professorer og Københavns præster den 15.6.1575 kl. fem om morgenen oppe på slottet. De fik at vide at de havde at lære og skrive om nadveren "enfoldigt efter den augsburgske bekendelse" – og af H. blev der forlangt en tilbagekaldelse af de anstødelige passager i Syntagma. Den ville H. i første omgang ikke give, og han hævdede at de kursachsiske teologer påberåbte sig ham med urette. Derved blev det foreløbig. Men kurfyrsteparret vedblev at trænge ind på kongen, og han måtte den 23.2.1576 befale konsistorium at kalde H. for sig og forlange en udtrykkelig tilbagekaldelse. Konsistoriums forhandlinger om sagen strakte sig over flere måneder og var meget vanskelige. Flere af H.s kolleger gav nemlig udtryk for at som han lærte om nadveren havde man faktisk altid lært i Danmark. Resultatet af forhandlingerne var imidlertid givet på forhånd. Kongen ville have sin tilbagekaldelse – og fik den 6.4.1576. Men i Kursachsen var man stadig ikke tilfreds. Og helt galt blev det, da H.s Syntagma 1578 udkom i en ny udgave i Geneve. Nu rykkede også Frederik IIs svigermor, hertuginde Elisabeth af Mecklenburg, ud – og 29.7.1579 bekvemmede kongen sig endelig til at suspendere H. og befale ham at tage bopæl i Roskilde. Kurfyrsteparrets ihærdighed må forstås på baggrund af de politiske forhold i det tyske kejserrige efter religionsfreden i Augsburg 1555 mellem katolikker og lutheranere. Kunne man bevise at Kursachsen ikke havde indrettet sine kirkelige forhold i overensstemmelse med den augsburgske bekendelse, ville man bringe kurfyrsten i en vanskelig situation over for kejseren – og derfor var det egentlig ganske logisk at kurfyrsteparret måtte følge den lokale udrensning op ved at gøre forestillinger over for den danske konge. Og han kunne på sin side ikke tillade sig at sidde dem overhørig, hverken af dynastipolitiske grunde eller af hensyn til sin egen politik over for kejseren. Sandsynligvis agtede kongen at kalde H. tilbage, når stormene havde lagt sig. Men det sachsiske kurfyrstepar som havde foranlediget suspensionen døde først 1585 og 86, og da var H. allerede en gammel mand. Sin lærergerning kom han altså ikke til at genoptage. Men efter kurfyrsteparrets død udsendte han adskillige skrifter som dog mest bestod af gamle forelæsninger.

Annonce

I Roskilde levede H. sine sidste 20 år og på mange måder bevarede han sin hidtidige position. Økonomisk havde han ingen problemer. Han oppebar nu som før indtægterne fra et kanonikat ved domkirken og fik endda ved flere lejligheder tillagt kongetiender. Han blev stadig benyttet af statsmagten og var således med til at koncipere Frederik IIs ægteskabsordinans fra 1582 som gjorde det lovformeligt både at blive skilt og gift igen, hvad det jo ikke havde været i katolsk tid. Hans tidligere kolleger ved universitetet sendte ham i mange år til jul en halv eller hel ame vin (80 el. 160 liter). Også i udlandet nød han stadig stor agtelse. Da den skotske konge, Jakob VI, besøgte Danmark 1590, var han i Roskilde hvor han disputerede med H. på latin og forærede ham et gyldent bæger. Emnet var den calvinske prædestinationslære som H. til det sidste vendte sig imod. Som kannik ved domkirken måtte H. deltage i kapitlets forhandlinger og fik forskellige opgaver pålagt. Bl.a. var han i en årrække værge for domkirken og førte tilsyn med domskolen. Måske har han også haft sæde i tamperretten og der gjort brug af sin "håndbog". – I sit private liv havde H. bekymringer nok. Skilsmissen fra den første kone var begrundet i hendes utroskab. Sønnen af dette ægteskab, Hans Hemmingsen, blev professor ved universitetet, men måtte pga. druk og udsvævelser afsættes. H.s eneste datter døde under en epidemi 1577, og den ene af hendes to sønner skejede lige så meget ud som sin morbror og blev afsat som rektor for latinskolen i Odense. Selv blev H. med årene svækket og næsten blind. Utvivlsomt er døden kommet som en befrielse for den gamle mand. Den 27.5.1600 blev han fulgt til sin grav i domkirken af en stor del af Sjællands præster og de fleste af de københavnske professorer. Sjællands biskop, dr. Peder Jensen Winstrup, holdt her en mindetale over ham.

Familie

Forældre: bonde Hemming Nielsen og Karine N. N. (død 1564). Gift 1. gang 14.8.1547 med N. N. Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 14.8.1552 med Marine Madsdatter, født ca. 1510 i Landskrona, død 7.12.1580 i Roskilde, d. af Mads Sørensen. Gift 3. gang 1583 med Birgitte Lauridsdatter, født ca. 1551 i Assens, død 21.3.1622 (gift 2. gang 1606 med kannik i Roskilde, mag. Christen Jensen Guldager, ca. 1550–1622).

Ikonografi

Træsnit, sig. LHF., 1566. Mal. 1595 (Fr.borg), efter dette stik af Magnus Petersen, 1874, samt et par træsnit. Afbildet på relief på ligsten (Roskilde domk.). Stik af H. Hondius, efter dette et par stik, bl.a. 1688, og træsnit 1871. Træsnit af H. P. Hansen, 1879. Fremstillet på udkast til mal. af H.s møde med de tre rigsråder af Constantin Hansen, 1862.

Bibliografi

Udg. Opuscula theologica, 1586.

Lit. J. H. Paulli: Dr. N. H.s pastoralteologi, 1851. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 2.r.IV, 1867–68 252–326. Johan Grundtvig sst. 742–53. C. C. Jessen sst. 7.r.VI, 1966–68 532–52. H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist. II, 1869–72 425–55 (m. bibliografi). J. O. Arhnung i Årbøger udg. af Hist. samf. for Kbh.s amt, 1925 84–106. Samme i Fra Kbh.s amt, 1927 137–72. Kjell Barnekow: N. H.s teologiska åskådning, Lund 1940. Erik Munch Madsen: N. H.s etik, 1946. P. G. Lindhardt i Festskr. til Jens Nørregaard, 1947 131–45. Hanne Ruus i Festskr. til Kr. Hald, 1974 523–39. Sv. E. Stybe: Fra folkevækkelse til enevælde, 1975 98–112. Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Glebe-Møller: Niels Hemmingsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291107