Michael Baumgarten

Michael Baumgarten, 25.3.1812-21.7.1889, teolog. Født i Haseldorf i Holsten, død i Rostock, begravet sst. B. blev student 1832 fra Kiel, cand.teol. 1834, dr.phil. 1835, lic.teol. 1837. Tidligt viste sig hans lidenskabelige, kamplystne natur der drev ham til yderligheder, om end i skiftende retninger. Som student var han snæver pietist, dog også påvirket af den djærvere kristendom hos Claus Harms og den friere teologi hos professor K. Twesten; da denne forflyttedes til Berlin drog B. med. 1839–43 var han privatdocent i Kiel og udgav bl.a. en kommentar til Mosebøgerne (1843–44) og Liturgie und Predigt hvori han allerede undsiger statskirkevæsenet. I Berlin havde han sluttet sig til professor E. W. Hengstenbergs højortodokse syn på Det gamle Testamente; nu var han blevet friere, påvirket af den mere levende historiske betragtning hos F. Delitzsch og J. C. K. v. Hofmann, og trods al forskel skattede han Fr. Schleiermacher højt. – B. havde før ikke brudt sig om politik; men han var svigersøn af en af det slesvigholstenske partis forkæmpere, og da begivenhederne (Christian VIIIs åbne brev osv.) pressede på blev dettes syn ham en selvfølge som det var ham en samvittighedssag at drive til den yderste konsekvens. 1846 blev han præst ved Skt. Michaelis kirke i Slesvig og gjorde et nidkært arbejde. Som det store flertal af den slesvigske gejstlighed med N. J. E. Nielsen i spidsen sluttede han sig til rejsningen med den begrundelse at kongen var ufri på grund af revolution i Kbh. Den slesvigholstenske sag var ham hellig, Danmark arvefjenden, med ringeagt talte han om de ulykkelige bønder i Nordslesvig som stod under indflydelse af den fanatiske danske propaganda. Sin opfattelse forsvarede han i tre småskrifter fra efteråret 1849. I Die Gewissensfrage der schleswigschen Beamten opfordrede han embedsmændene der i kraft af deres dannelse havde en ledende stilling til at nægte al imødekommenhed over for den bestyrelseskommission hvori F. F. Tillisch havde så stor indflydelse; et klart standpunkt ville give Tyskland i dets kaotiske tilstand et løftende eksempel på sandhed og retfærdighed og modstå ejderdanske overgreb. I et udførligere skrift Die verbotene Furbitte und die schleswigschen Prediger und Gemeinden afviste han kommissionens afskaffelse af en fra slesvigholstensk side anordnet kirkebøn og påbud om bøn for Frederik VII som et indgreb på kirkens helligste område hvortil føjedes et bibelsk forsvar for folkets ret mod fyrstelig absolutisme; han fandt at det var en folkefjendsk dynastisk politik som havde fået Preussen til at svigte den slesvigholstenske sag der af Gud var bestemt til løftestang for tysk kraft og enhed. I Die Ueberreichung der schleswig-holsteinischen Adresse an die Landesversammlung am 5. November beretter B. om sit ordførerskab for en kreds af mænd der over for statholderskabet og landsforsamlingen i Kiel krævede krigen genoptaget hvis man ikke kunne nå en ordning på grundlag af de slesvigholstenske krav. Efter slaget ved Isted flygtede B. fra Slesvig. Han havde allerede da modtaget kaldelse til professor i teologi i Rostock efter F. Delitzsch. Han vedblev her at kæmpe for den slesvigholstenske opstands ret mod den misbilligelse som var gængs i konservative tyske kredse, og som især Hengstenberg gav udtryk for. 1856 udgav B. Notgedrungenes Wort in einer schleswigschen Sache hvori han appellerer til A. G. Rudelbach og til H. Martensen der offentlig bør sige sin mening om sprogreskripterne, og han angriber voldsomt det danske folk som besat af nationalisme, til dels under indflydelse fra Grundtvig – med hvis tanker B.s egne for øvrigt havde adskillige berøringspunkter. Allerede B.s slesvigholstenske holdning gjorde ham mistænkt i højere kredse i Mecklenburg. 1858 blev han afsat. Kampen mod Danmark genoptog han 1863 med klage over at de slesvigholstenske præster havde bøjet sig for meget under det danske åg, og han syntes at begejstringen fra 48 kun delvis vågnede igen. B. var en begavet, modig, retlinet mand, men også selvoptaget og hildet i selvovervurdering; i den ham selv tilføjede uret samlede sig for hans syn hele kirkens brøde; han anede ikke hvor bundet han selv var af partiskhed.