K.L. Aastrup

K.L. Aastrup, Karl Laurids Aastrup, 26.11.1899-14.5.1980, teolog, salmedigter. Født i Ulfborg, død på Roskilde sygehus, begravet Husby kgd.

K.L. Aastrup voksede op i et åndeligt levende hjem præget af vestjysk kultur og livsholdning. Han blev student fra Ribe katedralskole 1917 og gik med stor dygtighed op i det teologiske studium som han afsluttede 1923. I studietiden dyrkede han også litterære interesser, især sammen med Johannes Weltzer og R. Broby-Johansen omkring tidsskriftet Klinte (1920-21) og udgav to digtsamlinger og to romaner (Treveje, 1932 og Ellen Linde, 1933). Allerede som 24-årig blev han sognepræst i Husby-Sønder Nissum, fra 1940 tillige provst for Ulfborg-Hind herreders provsti. 1946-67 var han domprovst over Fyns stift og sognepræst ved Odense domkirke.

Teologisk knyttede han sig sidst i 1920'erne til Tidehvervsbevægelsen, omend han aldrig blev regelret kirkelig partimand. I begyndelsen af 1930'erne startede han med mindre forsøg på at skrive salmer i et tydeligt opgør med sin egen lyriske fortid: "Skal man skrive salmer, må man tvinge sproget til at tjene, må kunne tøjle det, så det ikke laver kunster, der tager magten fra indholdet, fra det, der skal siges om Guds store gerninger. Det er i virkeligheden sig selv, man må kunne tøjle". Om indholdet hedder det i en anmeldelse af den første samling (1939): "Han nævner det Sted, hvor Evangeliet maa høres, og han forlader det ikke" (Gustav Brøndsted). Herudfra og inspireret af det bedste i den danske salmetradition udgav K.L. Aastrup seks salmesamlinger og fire særlige udvalg i perioden 1939-69. I alt skrev han 3-400 salmer og oversættelser (især fra svensk under sit ophold i Sverige 1944–45).

Både på grund af sin teologiske holdning og den karakteristiske vestjyske strenghed og underdrivelse der præger salmerne blev K.L. Aastrup i mange år holdt ude og direkte negligeret. Efter mange stridigheder og en del pression blev fire originale salmer og en oversættelse optaget i Den danske Salmebog, 1953 (nr. 307, 314, 416, 552 og 675), men omtrent fra samme tidspunkt blev Aastrup stadig mere anerkendt som tidens mest markante salmedigter, og i de tillæg til salmebogen der fremkom i 1970'erne blev han stærkt repræsenteret. Vigtigt blev hans samarbejde med Samfundet dansk kirkesang: "Min måde at gøre salmer svarer til Laubs måde at gøre melodier". Sine omfattende hymnologiske kundskaber gjorde han kendte i Breve til Salmebogskommissionen (Tidehverv, 1946-47).