K.E. Skydsgaard

K.E. Skydsgaard, Kristen Ejner Buhl Skydsgaard, 15.11.1902-9.2.1990, teolog. Født i Sønder Nærå. S. blev student fra Odense 1920, fik universitetets guldmedalje 1927, blev cand.teol. 1928, klokker ved Gentofte kirke 1928–35, 1935 sognepræst i Nr. Vedby på Falster, 1937 dr.teol., 1940 docent, 1942–72 professor i dogmatik og nytestamentlig eksegese ved Kbh.s univ., tillige hjælpepræst ved Trinitatis kirke, 1960–62 leder af Det lutherske verdensforbunds kommission for interkonfessionel forskning. – Allerede i studietiden vaktes S.s interesse for katolicismen, og 1924–25 opholdt han sig et år som stipendiat ved det frie protestantiske fakultet i Paris hvor han navnlig studerede katolsk modernisme. 1927 vandt S. univ.s guldmedalje for afhandlingen En kritisk Behandling af det Problem, der ligger i Lessings Ord: Zufällige Geschichts-Wahrheiten können der Beweis von notwendigen Vernunftswahrheiten nie werden, under hensyntagen til Schleiermacher, Hegel, A. Ritschl og M. Kähler. 1931 og 1933–34 foretog S. flere længere udenlandsrejser bl.a. til Clervaux. 1937 blev han dr.teol. på afhandlingen Metafysik og Tro. En dogmatisk Studie i nyere Thomisme. Efter nogle år som præst blev han 1940 docent i systematisk teologi og 1942 kaldet til professor i dogmatik efter N. M. Plum.

Disputatsen var en dybtborende analyse af navnlig fransk nythomisme ud fra den forudsætning at den evangeliske teologi som vil forstå sig selv før eller senere nødvendigt støder på katolicismen, og at "den evangeliske teolog, der ikke erkender katolicismen som en mulighed, står i alvorlig fare for at glemme, hvad reformatorisk kristendom er". S. afviser såvel den konfessionelle fred som den kontroversteologiske polemik og ønsker i stedet et teologisk opgør om selve "det teologiske grundspørgsmål" om forholdet mellem Gud og menneske. Afhandlingen skildrer med stor indlevelse det thomistiske syn på forholdet mellem det erkendende menneske og den kristne tro som en applikation af forholdet mellem natur og nåde på erkendelsesplanet, stillet over for et (ikke tilsvarende udarbejdet) "reformatorisk" syn, repræsenteret af K. Barth. – S.s eget teologiske standpunkt kan nærmest karakteriseres som en kirkelig dansk barthianisme, med tiden uddybet bl.a. gennem mødet med den lundensiske lutherforskning. Det er præget af en luthersk "theologia crucis" (også overført på kirkebegrebet) og en fra N. F. S. Grundtvig stammende understregning af kristendommens karakter af historie og af indsigten at "før der var skrift var der kirke". S. gav aldrig en sammenfattende fremstilling af sin teologi. Fragmenter foreligger i afhandlingen Dogmatik med symbolik i Teologien og dens fag (udg. Bent Noack,1960) og Regin Prenters dogmatiske prolegomena i Nordisk teologi. Til Ragnar Bring, 1955. I sin undervisning og i foredrag vendte S. gang på gang tilbage til en fornyet udlægning af Den apostolske trosbekendelse og dens enkelte led. S. var medudgiver af Dansk Kirkesangs højmesseforslag 1943 og har skrevet om gudstjenestens teologi i Haandbog i Kristendomskundskab VI, s.å. Ved siden af sin undervisning var han i alle årene en højt skattet prædikant i Trinitatis kirke og i mange år en flittig foredragsholder på Niels Daels "Liselund" (artikelsamlingen Kristendom og Menneskelighed, 1949). Sammen med N. H. Søe og Hal Koch prægede han på afgørende måde en hel generation af præster udgået fra det teologiske fakultet i Kbh.

Ved siden heraf lå S.s væsentligste indsats på det internationale økumeniske område hvor han med rette er anset for en af de fineste kendere af moderne katolicisme. S. fulgte ikke blot litterært, men stod også i personlig kontakt med hele den generation af betydelige, navnlig franske katolske teologer der fra slutningen af 30'erne fuldbyrdede overgangen fra nyskolastikken og forberedte fornyelsen med det andet Vatikanerkoncil. 1953 udsendtes Ja og nej. Til Forstaaelse af Forholdet mellem Katolicisme og Protestantisme. 1956 oprettedes på grundlag af en testamentarisk arv fra professor Jens Nørregaard (sammen med et institut for dansk kirkehistorie) et økumenisk institut ved det teologiske fakultet i Kbh. med S. som forstander. 1960–62 var S. som studieprofessor under Det lutherske verdensforbund leder af dettes kommission for interkonfessionel forskning og den drivende kraft bag oprettelsen af det lutherske institut for økumenisk forskning i Strasbourg 1965. 1962–65 deltog S. som officiel observatør i Det andet Vatikanerkoncil og gav her bl.a. i en audienstale til pave Paul VI på observatørernes vegne stødet til oprettelsen af et internationalt økumenisk forskningsinstitut i Jerusalem (Tantur 72). Fra 1952–68 var han tillige medlem af Kirkernes verdensråds Committee on Faith and Order og (1952–63) formand for den europæiske kommission om Tradition and traditions (Udg. Schrift und Tradition. 1963, sammen med L. Vischer). 1966 udkom den lille bog Omkring det andet Vatikanerkoncil og 1972 i anledning af 70 årsdagen en samling udvalge artikler på forskellige sprog Traditio et traditiones.

S. var en udpræget "mundtlig teolog" hvis betydelige indflydelse væsentlig beroede på den personlige formidling. Foruden de anførte titler kan nævnes: Lucien Labretonnière, en rom. kat. Religionsfilosof (DTT 1932) og La connaissance humaine d'après S. Thomas d'Aquin (Classica et medievalia, 1939). Udg. Konzil und Evangelium. Lutherische Stimmen zum kommenden röm.-kath. Konzil, 1962, medarbejder ved "Dialog unterwegs" og "Wir sind gefragt. Antworten evangelischer Konzilsbeobachter" (udg. G. Lindbeck), 1966, samt Écriture et Tradition (Chevetogne), 1970. Desuden red. af Kristenhedens kirkesamfund, 1964 (ny udg. 1974). – Festskrift: Evangelium og sakramente. Studier i Luthers De captivitate Babylonica, 1962. – Æresdoktor: 1954 Paris, 1962 Lund, 1963 Helsinki, 1967 Halle og s.å. Strasbourg, 1968 Aberdeen. S. modtog Augustinus-prisen 1954 og hædersgave fra G. E. C. Gads fond 1972.