Johannes Sløk

Johannes Sløk, Johannes Friis Sløk, 27.4.1916-30.6.2001, teolog. Johannes Sløk fortæller i sin selvbiografi at han dumpede til optagelsesprøven for postelever. Han meldte sig derefter til Akademisk kursus, hvorfra han blev student 1936. Efter teologisk embedseksamen 1943 fra Københavns universitet var han højskolelærer et år, knyttedes så til Århus universitet hvor han siden virkede. 1944–47 var han tillige hjælpepræst, og efter disputatsen, Forsynstanken,1947 var han på studieophold i bl.a. Frankrig og Italien. Fra 1952 var han både lektor i systematisk teologi og lærer ved det nyoprettede Marselisborg seminarium. 1959–67 var Johannes Sløk professor i teologi med kristen idehistorie som speciale, og 1967–77 var han professor i faget idehistorie under det humanistiske fakultet hvorefter han atter blev teologisk lærer som professor i etik og religionsfilosofi 1977-86.

Ikke kun pædagogisk fastholdt Johannes Sløk sammenhængen mellem teologi og humanisme; også i sin forskning befandt han sig bestandig i spændingsfeltet mellem en humanistisk tolket idehistorie og teologien. Hans anliggende var primært en undersøgelse af forholdet mellem individ og verden/samfund. En undersøgelse af betingelserne for at kunne forstå et menneske som andet end et produkt af omstændighederne. Johannes Sløk ville forstå individet som skæbne. Han samlede derfor sin forskning om tre hovedepoker i europæisk tænkning. For det første Platons filosofi hvor idealisme og sokratisk tvivl bestandig brydes med hinanden, og hvor forholdet mellem moral og skæbne er afgørende. Johannes Sløk skrev flere introduktioner til Platon og gennemført en dybtgående analyse af Platons dialog Protagoras, 1963. For det andet beskæftigede Sløk sig omfattende med renæssancen hvor middelalderens enhedstænkning opløses. Det skete i studier over Pico della Mirandola og Nicolaus Cusanus.

Ikke mindst interesserede Johannes Sløk sig dog for Shakespeare som renæssancedigter. Han foretog bl.a. 13 kommenterede nyoversættelser af Shakespeareskuespil. Hertil kommer hans vægtige bidrag til "De europæiske ideers historie", 1962 hvor just menneskets frigørelse i renæssancen ses som det afgørende vendepunkt i europæisk tænkning. I den periode ændres opfattelsen af forholdet menneske/verden fundamentalt. Individet bliver på en vis måde hele universet. "Det er mennesket, der ved sin placering og sin funktion bærer universet; uden mennesket ville det falde sammen i kaos". Nutidstænkningens forudsætning er da, ifølge Johannes Sløk, at ideen om at verden, Gud og mennesket er sammenhængende i et velordnet system, definitivt er brudt sammen.

Det tredje hovedtema i Johannes Sløks forskning var logisk nok derfor analyser af de tænkere og kunstnere der radikalt har formået af fastholde denne forudsætning. Vigtigst har i den henseende været beskæftigelsen med Søren Kierkegaard, fra Die Anthropologie Kierkegaards, 1954 til det også i kunstnerisk henseende spændende filmmanuskript, Lidenskab og Krise, 1981. I hovedværket fra 1978, Humanismens tænker tolker Johannes Sløk Kierkegaards menneskeforståelse som "Mennesket er lidenskab", dvs. det er henvist til selv at søge en mening etableret i en uoverskuelig og usammenhængende og meningsstum verden. Lidenskabeligt, dvs. med grund i sin egen vilje til eksistens, må individet etablere en bærende kvalitet i tilværelsen der kun er at finde i selvansvarligheden, i at samtykke i den personlige skæbne. I bøgerne om Eksistentialisme, 1964, og Det absurde teater og Jesu forkyndelse, 1968, fremhæves den moderne bevidsthed som et rationalitetens sammenbrud, "verden har vendt mennesket ryggen". Der gives principielt intet svar på menneskets lidenskabelige villen eksisterer, dvs. ikke rationelt, men måske religiøst.

Johannes Sløks teologiske tænkning er derfor en skarp kritik af den teologi der mener at kunne argumentere for religiøse sandheder. Kritikken udfoldedes mod enhver form for skabelsesteologi i Teologiens elendighed, 1979. Forudsætningen for denne kritik udarbejdedes religionspsykologisk i Det religiøse instinkt, 1960, hvor eksistensviljen anskues som et behov for en religiøs tilværelsestolkning. Og i den fortættede religionsfilosofiske analyse af Det religiøse sprog, 1981, var hans originale tanke at enhver rationalitet grunder i et mytisk eller religiøst sprog. Det religiøse sprog grunder en verden som individet kan leve meningsfuldt i og lidenskabeligt stå inde for hvilket dybest set er at "tilintetgøre alle problemer". Også i hans senere værker mødes interessen for Kierkegaard, bl.a. i Kierkegaards univers, 1983, Kierkegaard - humanismens tænker, 1993, og Livets elendighed. Kierkegaard og Schopenhauer, 1997, samt sproget og det narrative, fx i Da Gud fortalte en historie, 1985

Ud over den egentlige forskning deltog Johannes Sløk veloplagt i dagens debat ud fra sin eksistentialistiske grundposition, skarpt polemisk mod enhver form for ideologi der vil fratage individet dets frihed og ansvar. Johannes Sløk karakteriseres som en af de største intellektuelle i sin generation med et omfattende forfatterskab på over 60 bøger. Han har endvidere haft stor betydning for efterfølgende teologer og kirkefolk. Johannes Sløk modtog Carl Holst-Knudsens videnskabspris 1958, Rosenkjærprisen 1967.