J.C. Jacobsen (teolog)

J.C. Jacobsen, Johannes Christian Jacobsen, 6.3.1862-10.9.1948, teolog. Født i Hvornum ved Hobro, død i Kbh. (Rigshospitalet), begravet sst. (Vestre). J. blev student (Ålborg) 1880 og cand. teol. 1885; derpå underviste han ved forskellige skoler og var teologisk manuduktør. 1888–89 var han på studierejse især til Göttingen og Erlangen, men også til Rom og Palæstina, og 1891 blev han -efter en konkurrence om det ved Frants Buhls kaldelse til Leipzig ledige professorat – professor i teologi. Som sine lærere nævnte han selv Th. Skat Rørdam, Peder Madsen, Buhl og F. C. Krarup; hans egentlige videnskabelige grundlag var dog lagt af A. Ritschl og J. Wellhausen. J. videreførte undervisningen i Det gamle testamente på det af Buhl skabte fundament og kom derved i sine første professorår ind i 1890ernes debat om gammeltestamentlig kritik; han skrev en del artikler i forskellige kirkelige blade og på Bethesdamødet 1896 forsvarede han, sammen med P. Madsen, på højst personlig måde det historiske bibelsyn over for fx Vilhelm Becks voldsomme angreb. I sammenhæng med diskussionen om Det gamle testamente står også hans skrift Daniels Bog og de nyere Sprogundersøgelser. 1900. 1899 blev J. medlem af kommissionen til revision af den autoriserede Ny testamente-oversættelse; flere af dens medlemmer var døde, og han gjorde arbejdet færdigt 1906 sammen med biskop G. Koch, og efter nogle ændringer blev det 1907 på det teologiske fakultets anbefaling autoriseret. Også Buhls oversættelse af Det gamle testamente (sluttet 1910) havde J. del i (Josua, de 12 profeter, Prædikeren, Daniel), og han har – foruden tidsskrift- og leksikonartikler – skrevet Om Døden og Dødsriget i det gamle Testamente, 1911 og Om "Den gammeltestamentlige Theologi" som theologisk Disciplin, 1912. I debatten om skolens religionsundervisning deltog han 1934 bl.a. med Gammeltestamentlig Kritik i Religionsundervisningen. Under den store strid om den liberale teologi greb J. aktivt ind (Om Symboler og Symbolforpligtelse, 1906; Retssagen mod Pastor Arboe Rasmussen, 1913). Han var rådgiver for N. P. Arboe Rasmussens defensor for højesteret og indsamlede en mængde teologiske erklæringer fra hele Norden til støtte for ham; ligeså var han en slags konsulent for den radikale kirkeminister Thv. Povlsen. 1925 redigerede han festskriftet til Buhls 75-årige fødselsdag til hvilket han som sit eget bidrag skrev en afhandling om Ordspr. 8, 22–31 som grundlag for forståelsen af en figur på Michelangelos billede Adams skabelse i det sixtinske kapel, og 1936 udgav han Buhls Det israelitiske Folks Historie i 7. oplag. I det teologiske fakultet bidrog han ved en nøgtern og alsidigt dokumenterende fremstilling af den gammeltestamentlige kritiks argumenter på afgørende måde til at bringe dennes synspunkter ind i præstestanden. Særlig betydning fik han ved efter Kr. Erslevs forbillede at indføre laboratorieprøver ved fakultetets undervisning. – I universitetets administration deltog han med stor energi. Han var 1903–13 forstander for teologisk laboratorium; 1907–28 med en kort afbrydelse i 1920 efor for Valkendorfs kollegium; fra 1910 medlem af konsistorium, fra 1912 af stipendiebestyrelsen. Universitetets rektor var han 1913–14. – Ved hans 25 års jubilæum 1916 tildelte fakultetet ham den teologiske doktorgrad. 1928 søgte han sin afsked (fra 1.2.1929). Han fungerede i de følgende år oftere som stedfortrædende censor ved teologisk embedseksamen (indtil 1932). På sine ældre dage indvikledes J. i en strid om den gammeltestamentlige kildekritik hvis principper Paul V. Rubow (bl.a. i bladartikler og småskrifter: Gejstlige og verdslige Breve, 1937, En theologisk Dunciade, 1939) havde angrebet i en over for J. udpræget drilsk og udfordrende form. J. forsvarede (Professor, Dr. phil. P. Rubow og den gammeltestamentlige Kritik, 1939, Professor, Dr. phil. P. Rubow som Polemiker, 1943) de Buhl-Wellhausenske synspunkter på kilderne i mosebøgerne, men kæmpede tydeligt nok på en allerede faldet skanse.