Hector Gottfried Masius

Hector Gottfried Masius, 13.4.1653-20.9.1709, teolog. Født i Schlagsdorf i Mecklenburg, død på Ravnstrup, begravet i Gunderslev k. M. gik i skole i Lübeck og kom ca. 1668 som student til Giessen hvor han tog magistergraden 1675. Senere studerede han i Strasbourg, Tübingen og Basel, hvor han bl.a. gav sig af med hebraisk under den berømte Johs. Buxtorph. Derpå drog han til Holland og studerede i Leiden og Utrecht. Han fortsatte til Kbh. som han havde besøgt en gang tidligere og blev her protegeret af storkansler Frederik Ahlefeldt som skaffede ham adgang til at holde private forelæsninger på universitetet. 1682 fik han kgl. ekspektancebrev på det første ledige professorat i teologi og ses faktisk at være blevet udnævnt til ekstraordinær professor 1683. Imidlertid var han taget til Frankrig 1682 som legationspræst hos geheimeråd Henning Meyercrone og forblev i Paris i fem år. Han lærte sig at skrive udmærket fransk, som det bl.a kan ses i det lille skrift Defense de la religion luthérienne fra 1685 (også på tysk). løvrigt lagde han sig efter franske moder og bar som den første danske præst paryk. Efter et kortere besøg i Oxford blev han kaldet til at være kgl. hofprædikant og trådte samtidig ind i det nederste teologiske professorat. Som prædikant var han anset pga. sin veltalenhed, og som professor disputerede han ofte og ordrigt. Skønt han efter eget sigende havde støttet de reformerte i Frankrig i deres vanskelige situation omkring ophævelsen af Nantes-ediktet havde han i sit omfangsrige polemiske forfatterskab især travlt med at bekrige den reformerte konfession. Hans årelange polemik med de reformerte var i høj grad af politisk art: i skriftet Interesse principum circa religionem evangelicam fra 1687 hævdede han at ingen konfession gavner den politiske øvrighed så meget som den lutherske, mens den reformerte er tilsvarende farlig. Dette blev naturligvis bestridt af de reformerte deltagere i debatten. Ved siden af den politisk prægede polemik førte M. også en rent dogmatisk som det fx kan ses i Kurtzer Bericht von dem Vnterscheid der wahren Evangelischen Lutherischen und der Reformirten Lehre fra 1690. Dette ingenlunde originale skrift blev oversat til både dansk og hollandsk og så sent som 1874 til norsk.

En del af striden blev ført med den berømte tyske jurist og oplysningsfilosof Christian Thomasius i Leipzig som i en anmeldelse af Interesse principum havde gjort nar af den yderst royalistiske M.s tese om at "majestæten stammer direkte fra Gud". M. der havde slægtninge på studieophold i Leipzig, blev yderst forbitret. Han gjorde selv forestillinger ved det kursachsiske hof i Dresden og skal have fået den danske konge til at lade Thomasius' anmeldelse (udkommet i dennes månedsskrift Lustige und ernsthafte Gedanken december 1688) brænde offentligt af bøddelen. M.s intriger var medvirkende til at Thomasius måtte forlade Leipzig og flytte til Halle i det reformerte Brandenburg hvis kurfyrste til gengæld klagede til den danske konge over M. Men hans stjerne hos kongehuset var usvækket til det sidste.

M. var utvivlsomt en meget lærd mand og fuldt på højde med sin tids teologiske dannelse. Og de unge som han som professor havde i huset, heriblandt Frederik Rostgaard, har sikkert kunnet lære meget af ham. Interessant er det også at hans polemiske forfatterskab affødte spirer til kirkehistorisk forskning.

M. måtte jo rense Danmark for beskyldninger om at man her nogen sinde skulle have haft reformerte tilbøjeligheder. Men selv om han optog P. J. Speners tese om at kun den genfødte kan drive teologi, i en venlig mening, og selv om han ikke stillede sig afvisende over for hedningemissionen som kom på dagsordenen i slutningen af 1600-tallet var han alligevel en udpræget epigon, en af den ældre enevældes typiske teologer. - M. blev ved begge sine ægteskaber en meget velstående mand. Bl.a. ejede han herregårdene Ravnstrup, Gunderslevholm, Førslev og Fuglebjerg. Hans børn blev optaget i adelstanden i 1712 under navnet von der Maase.