• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Sandbæk

Oprindelige forfattere MeHa og PGLin

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Harald Sandbæk, 6.1.1904-6.11.1986, teolog. Harald Sandbæk kom fra et indremissionsk højskolehjem, blev student (Odense katedralskole) 1924 og cand.teol. 1931. Efter en kortere tid som landbrugsmedhjælper og elev på landbohøjskolen blev han 1932 sognepræst i Hersom-Bjerregrav-Klejtrup. Som student hørte han til i miljøet omkring Tidehverv, men var også tiltrukket af 1930ernes nationale bevægelse; 1936 var han med til at stifte dansk samling (medlem til 1949, hvorefter han tilsluttede sig socialdemokratiet), og han skrev jævnlig i bladet Det tredje Standpunkt.

Under krigen gik Harald Sandbæk aktivt ind i modstandskampen, deltog i den jyske jernbanesabotage og blev i efteråret 1944 arresteret i Hadsten; han kom i pinligt forhør hos Gestapo (op til 39 timer uden pause) og udsattes for grov tortur – disse oplevelser har han skildret i Danmark under Besættelsen III, 1946 (jfr. De fem Aar) – og ved det engelske bombardement af universitetskollegieme i Århus blev han hårdt såret, men undslap på højst dramatisk vis, indlagdes hemmeligt på hospital og kom siden til Sverige. 1940 havde han været præst for den frivillige danske bataljon i den finske vinterkrig, og nu blev han præst for danske flygtninge i Norrköping og præst ved den danske brigade. Efter hjemkomsten var han 1947–49 sekretær for Ecumenical Refugee Commission, med bolig i Geneve, 1949–50 generalsekretær for den danske kirkes flygtningehjælp.

1950 blev Harald Sandbæk residerende kapellan i Vigerslev, 1957 sognepræst ved Citadelskirken og 1962 Holmens provst. Især i de to sidste kirker samlede han en meget stor menighed om en af den dialektiske teologi præget forkyndelse, fremført i en enkel, folkelig og meget personlig form, ofte med polemik mod vækkelses- og oplevelsesreligiøsiteten. Også efter sin afgang 1973 virkede han ofte som præst, fx i længere vakancer.

Annonce

Harald Sandbæk havde en lang række tillidshverv, således i arbejdet for danskheden i Sydslesvig, i det økumeniske fællesråd og derefter i folkekirkens mellemkirkelige råd, i ligaen for tolerance og i folkekirkens nødhjælp, i repræsentantskabet for atlantsammenslutningen, den kirkeministerielle strukturkommission og som lærer i forsvarets civilundervisning. Harald Sandbæk var en flittig foredragsholder og hyppigt også dagbladskronikør; desuden udgav han adskillige bøger: illegalt kom 1944 Den norske Kirkekamp, 1945 udgav han sammen med N. J. Raid den vigtige grundbog Den danske Kirke under Besættelsen, 1946 kom Feltpræsten i Krig og Fred og 1953 Hitler går igen. Sammen med Karen Horsens skrev han 1966 ABZ i kristendomskundskab og sammen med Dorte Bennedsen udgav han 1967ff teksten til Artakons Børnebibel I-IX. Også hymnologien havde hans store interesse. 1934 var han medudgiver af sangbogen Salme og Sang, og fra 1937 et virksomt medlem af det særdeles kompetente midtjyske salmebogsudvalg, af hvis salmebogsforslag han 1946 var medudgiver. Han udgav erindringsværket Præst, sabotør, flygtningearbejder, 1983.

Familie

Harald Sandbæk blev født i Nr. Nissum; begravet på Holmens kirkegård, København.

Forældre: højskoleforstander Peder S. (1868–1940) og lærer Marie Friis (1868–1921). Gift 28.10.1932 i Odense (Skt. Knud) med lærer Esther Katrine Graae Rasmussen, født 25.6.1911 i Ikast, død 26.10.1994, d. af fabrikant Ingvard R. (1874–1959) og Alvilda Frederiksen (1875–1952).

Udnævnelser

R. 1963. R1. 1971.

Ikonografi

Tegn. af H. Lollesgaard, 1963 (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

H. S. i Danm. under besættelsen, red. Vilh. la Cour III, 1946 321–32. Vagner Jensen: Pastor H. S. i krydsforhør, 1959.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, P. G. Lindhardt: Harald Sandbæk i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296871