Hans Steenbuch

Hans Steenbuch, 7.7.1664-21.6.1740, teolog. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet sst. (Frue k.). S. blev student 1683 fra Vor Frue skole i Kbh. Allerede n.å. udgav han en disputats om det i Mark. 13,35 omtalte hanegal, et lovende ungdomsarbejde der ved sit hele filologiske anlæg blev typisk for store dele af hans senere forfatterskab. 1685–93 færdedes S. på lange studierejser i størstedelen af Europa. Betydningsfuldt var især hans ophold 1690 i Giessen hvor han for livet sluttede venskab med F. Rostgaard, og i Nederlandene hvor han navnlig samlede kundskaber i orientalsk filologi og rabbinsk teologi. Allerede 1689 var S. blevet udnævnt til professor i filosofi, 1693 blev han professor i hebraisk og 1709 i teologi. 1714–16 og 1733 var han rector magnificus. S. var en meget flittig universitetslærer, og hans i omfang store forfattervirksomhed der gav sig udtryk i en lang række disputatser var nøje knyttet til hans lærergerning. Sin styrke havde han i grundig skrifteksegese, og også i hans talrige dogmatiske disputatser over kristologien er det særlig skriftbeviset han interesserer sig for. Hans hovedværk er Examen versionis vernaculæ ad stateram Ebræi codicis I-VI, 1699–1704 der indeholder en minutiøs gennemgang af den danske bibeloversættelse af 1647 sammenlignet med den hebraiske grundtekst. S.s lærestandpunkt er det ortodokse, men han stillede sig velvilligt til den frembrydende pietisme. Han var således en ven af Tranquebarmissionen, og ikke få pietister som Erik Pontoppidan, H. Langhorn, N. L. Zinzendorf o.fl. har udtalt sig rosende om ham. Efterhånden blev han også inddraget i tidens større kirkelige foretagender: 1714 fik han sæde i missionskollegiet og senere (1720) i direktionen for vajsenhuset, 1733 blev han medlem af kommissionen til undersøgelser af klagerne over de pietistiske præster, 1737 af kommissionen for indrettelse af skoler på landet og 1739 af kommissionen til en revision af bibeloversættelsen. S., der havde lidt store tab ved Kbh.s brand 1728 og bl.a. mistet hele sit bibliotek, var en meget godgørende mand der betænkte universitetet, vajsenhuset og Vartov med betydelige testamentariske gaver. Som menneske synes S. at have været en sjældent tiltalende personlighed. Jacob Langebek har i nogle linjer tegnet et smukt portræt af denne "gode gamle Guds Mand", udmærket ved fromhed, oprigtighed, sagtmodighed og gavmildhed. – Rang med virkelige etatsråder 1734.