Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H. Martensen-Larsen

Oprindelige forfattere CISch og PGLin
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

H. Martensen-Larsen, Hans Martensen-Larsen, 2.9.1867-13.7.1929, teolog. Født i Kbh. (Trin.), død i Roskilde, begravet sst. M.-L. blev student 1884 fra Borgerdydskolen i Kbh. og cand.teol. 1890. Han vakte tidligt opmærksomhed ved sin mangesidige begavelse og sin åndslivlighed, parret med kritisk sans. Fra morfaderen, biskop H. Martensen havde han arvet trang til ved fantasiens hjælp at søge ud mod tilværelsens yderste grænseegne. Hans studentertid faldt i en periode hvor den moderne videnskab både på det naturvidenskabelige og det religionshistoriske område kom i et spændingsforhold til den traditionelle dogmatiske opfattelse af kristendommen som var den rådende ved det teologiske fakultet; M.-L. førtes derved ind i megen kamp med disse problemer hvorved grunden blev lagt til en åndelig krise som dog først senere kom til udbrud. 1891-93 foretog han en studierejse til udlandet. Han dyrkede først gammeltestamentlige og religionshistoriske studier; allerede 1891 deltog han i en konkurrence om professoratet i Gamle testamente og skrev senere Om den gammeltestamentlige Aabenbaring, 1897 og Historiske Oplysninger om den hellige Skrift, 1898. Hans religionshistoriske studier satte frugt dels i en afhandling Krishna. Et Stykke sammenlignende Religionshistorie, 1894, dels i hans disputats for den teologiske licentiatgrad Den bibelske Monotheismes Særstilling i Religionshistorien I, 1896 som mødte kraftig opposition, især fra klassiske filologers side; en slags fortsættelse af disputatsen er det lille skrift Jesus i Religionshistorien, 1911. Samtidig var han optaget af forholdet mellem naturvidenskab og kristendom og udgav 1896 Naturvidenskabens Gæld til Kristendommen hvori han hævdede at den monoteistiske gudstro fik afgørende betydning for den videnskabelige forståelse af naturen. 1895 blev M.-L. sognepræst i Vejlby ved Århus, og her begyndte den åndelige krise som især brød frem efter at han 1904 var flyttet til Skt. Pauls sognekald i Kbh., og som han udførligt og åbenhjertigt har gjort rede for i Tvivl og Tro, 1909; en følelse af åndelig goldhed fik ham til at tage hele sit personlige forhold til præstegerningen og kristendommen op til revision, og han måtte på ny gennemkæmpe alle sin ungdoms tvivl. De følgende års studier satte frugt i en række større skrifter i hvilke han med apologetisk sigte behandler problemer fra kristentroens grænseegne: Stjerneuniverset og vor Tro, 1913 og Stjernehimlens store Problemer, 1915, Spiritismens Blændværk og Sjæledybets Gaader I-II, 1922, Om Døden og de Døde I-III, 1925-27. Disse skrifter blev stærkt læst og udkom for en dels vedkommende i flere oplag. De præges af en stærk personlig grebethed af problemerne, men M.-L. har nu og da vovet sig ind på områder hvor han mødte modsigelse hos den videnskabelige sagkundskab. Af stærkt personlig art er de to små skrifter Broder og Søster og Jairi Datter, 1920, skrevet da han havde mistet to voksne børn. I to skrifter om digteren Paludan-Müller, Paludan-Müller og Martensen, 1923 og Breve fra Fr. Paludan-Müller, 1928 søgte han at påvise dennes positive forhold til den kirkelige kristendom. Kirkepolitisk var M.-L. folkekirkens talsmand; han var 1904-07 medlem af det kirkelige udvalg og i en årrække redaktør af Kirkeligt centrums tidsskrift (Kirken og Hjemmet) som gennem ham fik et højt niveau, men da Kirkeligt centrum og Indre mission 1911 mødtes i kamporganisationen Kirkeligt landsforbund (rettet mod den liberale teologi) blev han afsat som redaktør; 1919 skrev han et lille skrift (Folkekirken - Folkets Kirke) til forsvar for kirkens bevarelse som statstilknyttet folkekirke. 1915 blev han domprovst i Roskilde; som prædikant vandt han, navnlig i senere år, megen påskønnelse for sine tankerige, ofte af poetiske syner bårne prædikener; trykte prædikener har han ikke efterladt.

Familie

Forældre: højesteretsassessor Florian Larsen (1838-1916) og Anne Maria Martensen (1841-88). Navneforandring 18.10.1900. Gift 21.12.1892 i Kbh. (Holmens) med Astrid Mundt, født 16.2.1872 på Frbg., død 26.3.1962 på Frbg., d. af overretsprokurator Jodochus Henrik M. (1834-1926) og Anne Augusta Paulsen (1840-1905). - Far til H. M.-L. (1896-1962).

Udnævnelser

R. 1917. DM. 1926.

Annonce

Ikonografi

Afbildet på gruppebillede af G. Seligmann, 1888 (Studenterforen., Kbh.). Tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1922. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1896 158-61. Juul Bondo: Biskop Bruun Juul Fogs levnet, 1897 192-201 (breve). - C. Skovgaard-Petersen i Dansk kirkeliv, 1929 129-37. P. G. Lindhardt: Morten Pontoppidan II, 1953. F. C. Krarups breve til Lyder Brun, udg. samme, 1960. - Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
C. I. Scharling, P. G. Lindhardt: H. Martensen-Larsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294155