Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H.N. Clausen

Oprindelige forfattere HLars og MiNeii

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

H.N. Clausen, Henrik Nicolai Clausen, 22.4.1793-28.3.1877, teolog, minister. Født i Maribo, død i København (Frue), begravet samme sted (Assistens). Fra sit fjerde år til sin død levede Clausen i Københavns latinerkvarter hvis universitet, kirke og studenterforening sammen med rigsdagen omspændte hans livsvirksomhed. Hans far var præget af Immanuel Kants moralske og kritiske rationalisme, optimistisk og åben for alle menneskelige værdier i videnskab, musik og kunst og en varm talsmand for folkefrihed. Moderens religiøsitet var en følelsesbetonet stærk fromhed der modnedes under legemlige lidelser. Selv om Clausen i nogen grad følte sin udvikling hæmmet af så længe at være under hjemmets direkte indflydelse modtog han fra hjemmet en arv af frihedssans og fromhed der blev bestemmende for hans liv.

Clausen blev student 1809 fra Metropolitanskolen og 1813 teologisk kandidat. 1815 vandt han universitetets guldmedalje for Fremstilling og Bedømmelse af Apologeternes Beviser for Kristendommen imod hedenske og jødiske Modstandere. 1817 skrev han en filosofisk disputats De fortheodosianske Kirkefædres Betragtning og Bedømmelse af Platon og Platonismen, og 1826 vandt han den teologiske doktorgrad med Augustinus som Skriftfortolker.

1818-20 foretog han en rejse til Göttingen, Berlin, Dresden, Wien og Rom. Opholdet i Berlin under Friedrich Schleiermachers kateder og prædikestol og i hans hjem blev rejsens hovedoplevelse og bestemmende for Clausens liv ved de synspunkter han mødte og de impulser han fik. Schleiermachers idealistiske teologi og dens betoning af det subjektive gemyt som fromhedens kilde forløste uudtalte, men beslægtede tanker hos Clausen, om end det tør siges at han i sin selvbiografi har idealiseret sin udvikling som en "jævn Selvudvikling" og har forbigået de mindre harmoniske sider i sin natur. Under opholdet i Berlin der fik afgørende betydning for hans senere teologiske og politiske virke oplevede han på nærmeste hold den vågnende nationalisme og frihedsbegejstring; han fulgte striden om unionen i Preussen, overværede drøftelser om kirkens selvstyre og blev en afgjort tilhænger af en fælleskirkelig forbindelse mellem den lutherske og den reformerte kirke.

Annonce

Rejsens anden store oplevelse blev opholdet i Rom der åbnede sin rigdom af kunst og kirkeliv for ham. Her fattede han planen om at skrive en fremstilling af den romerske kirkes lære og liv. Under ophold i Napoli fik han breve fra P. E. Müller og L. Engelstoft med opfordring til at søge ansættelse ved universitetet. Han indgav ansøgning og blev 1821 udnævnt til lektor i teologi, 1822 til ekstraordinær og 1830 til ordinær professor. Clausen kom til universitetet med nye synspunkter bestemt af den idealistisk-følelsesbetonede teologi, på én gang med et kritisk mod der virkede forløsende og tillige med respekt for det trosforhold der med Schleiermacher bestemtes som den absolutte afhængighedsfølelse. For de unge kom han livet igennem til at stå som en ædel repræsentant for forbindelsen af videnskabelig åbenhed og religiøs inderlighed, åndelig frihed og afklaret fromhed.

August 1825 udkom Clausens omfangsrige værk Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus. Det var planlagt under opholdet i Rom som en skildring af katolicismen, men under udarbejdelsen udvidet til også at omfatte protestantismen. Clausen fandt at katolicismen byggede på kirken, men ikke sluttede sig til Kristus ved noget åndeligt indre bånd, men blot ved et historisk udvortes. Protestantismen derimod byggede på Skriften, dvs. Ny testamente som norm og trosgrund, men også Skriften er underkastet den videnskabelige forskning, fornuftens metode, da friheden er protestantismens princip. Den evangeliske opgave så Clausen deri at den enkelte optog Jesu sindelag som sit åndelige livs rettesnor. Følelsen og andagten var af væsentlig betydning for troen; dertil kom belæring og overbevisende ræsonnementer. Han imødegik forsøgene på at forny gamle kirkeligt-teologiske formler og ønskede at kirken blev frigjort fra staten, og at gejstligheden skulle være et stående organ for Skriftens lære; teologien skulle retlede kirken. Med de videnskabelige metoder som 1700-tallets teologi havde indvundet i den historiske forskning tog Clausen det nytestamentelige stof op til kritisk behandling og lod den religiøse idé udvikle sig af tænkningens inderste væsen. Clausens skarpt formulerede synspunkter måtte under den nyvågnende stærkere betoning af det konfessionelle føles som rationalisme selv om han 1829 erklærede at "Rationalismen var hans åndelige Personlighed fremmed".

Som svar på Clausens værk udsendte N. F. S. Grundtvig september 1825 sit banebrydende fejdeskrift Kirkens Gjenmæle mod Prof. theol. Dr. H. N. Clausen. Grundtvig havde advent 1823 oplevet en "genoplivelse" som han skildrede i Nyaars-morgen, og han arbejdede derefter med spørgsmålet: Hvad er sand kristendom? Juli 1825 havde han fundet målestokken herfor i den apostolske trosbekendelse. Det var baggrunden for Grundtvigs voldsomme angreb på Clausens bog som han fandt netop var af den ånd han ville bekæmpe. Han udfordrede Clausen som den der havde stillet sig i spidsen for kirkens fjender og Guds ords foragtere, og forlangte at han enten skulle gøre kirken afbigt eller nedlægge sit embede og aflægge sit navn som kristen. Clausen så i Grundtvigs skrift et personligt overfald og valgte en tredje udvej som Grundtvig ikke havde ventet idet han anlagde sag mod ham. For Clausen var spørgsmålet: Er der akademisk lærefrihed eller ej? Han afslog Grundtvigs tilbud om at erklære at han ikke havde tilsigtet at fornærme Clausens borgerlige ære. Fra 88 akademikere modtog Clausen en uforbeholden sympatitilkendegivelse selv om hans værk langtfra blev modtaget med ubetinget anerkendelse. 30.10.1825 faldt der dom. Grundtvigs stærke udtryk blev mortificeret, og han blev idømt en mindre bøde.

I de følgende år holdt J. C. Lindberg der for Clausen stod som "en psykologisk Mærkværdighed" mistilliden til Clausen ved lige i Maanedsskrift for Kristendom og Historie og i småskrifter med pikante titler og nærgående sigtelser. Clausen, der var en indesluttet natur, befriede sig fra disse pinagtige angreb gennem arbejde. Ved siden af sit virke på universitetet udgav han fra 1833 sammen med M. H. Hohlenberg Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur og var 1829-38 en flittig medarbejder ved Maanedsskrift for Litteratur. Væsentligere var dog at han der hidtil havde stået fjernt fra politiske interesser nu med stor energi kastede sig ud i drøftelsen af offentlige anliggender.

Det var anordningen af 28.5.1831 om rådgivende provinsialstænder der kaldte ham frem. Han hilste stænderinstitutionen velkommen som en løftestang for "Almenaandens Oplivelse" og deltog, også som taler, i festerne på anordningens årsdag. Ved nærmere overvejelse og i samtaler med vennen professor J. F. Schouw blev det Clausens overbevisning at folkets virkelige deltagelse i ledelsen af landets anliggender krævede mere end rådgivende beføjelser og at konstitutionelle tilstande måtte indføres. Processen mod C. N. David for overtrædelse af trykkefrihedsbestemmelserne og Schouws meddelelse om påtænkte indskrænkninger i den beskedne trykkefrihed førte til at Clausen og Schouw udformede en skrivelse til kongen imod de påtænkte indskrænkninger. Bønskriftet som var forfattet af Clausen i de forsigtigste og loyaleste vendinger blev underskrevet af 572 kendte og ansete københavnske borgere, men besvaredes af Frederik 6. med det bekendte: Vi alene vide. De frygtede indskrænkninger udeblev dog, og på Clausens og Schouws initiativ stiftedes 1835 Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug af hvis bestyrelse Clausen blev et ledende medlem. Selskabet udgav ugebladet Dansk Folkeblad og en række oplysende skrifter, og dets hele virksomhed blev hvad Clausen kaldte en "Forskole til Deltagelse i det statsborgerlige Liv". Clausen deltog nu jævnlig i drøftelsen af offentlige anliggender, og hans videnskabelige anseelse og hans klare, solidt underbyggede, men lidt akademisk-kølige indlæg bragte ham frem i første række blandt den konstitutionelle oppositions mænd.

1840 fik Clausen af de mindre landejendomsbesiddere i Præstøkredsen tilbudt og modtog et ledigblevet mandat som deputeret til Roskilde stænder og blev med det samme ordfører for det udvalg der behandlede indsendte petitioner om indførelse af en konstitutionel forfatning. Skønt kongen havde advaret mod at beskæftige sig med disse petitioner og kgl. kommissarius A.S. Ørsted havde erklæret dem for uforenelige med kongeloven anbefalede udvalget at indsende dem til kongen, og Clausen erklærede sig enig i deres indhold. I stænderforsamlingerne 1842, 1844 og 1846 valgtes Clausen mod betydelig konservativ opposition til præsident. Det afholdt ham i en vis grad fra deltagelse i forhandlingerne, men hans engagement i spørgsmål om trykkefriheden og i forholdet til Slesvig bød ham dog tage ordet i salen. Én gang overraskede han forsamlingen ved med en næsten lidenskabelig varme der var ukendt for ham at tale for en forbedring af husmændenes kår og protestere mod at godsejerne påberåbte sig ejendomsretten mod de fremsatte reformkrav. Den fortsatte modstand mod de konstitutionelle krav vakte også hans indignation, og han sluttede stændersamlingen 1846 med disse dristige ord fra præsidentpladsen: "Dersom der ingen Udvikling af Stænderinstitutionen finder Sted, da mener jeg at der kan forudses ikke blot en Hensygnen af Institutionen, men at der vil forestaa en mere afgørende Katastrofe der turde være endnu mindre i Regeringens end i Folkets Interesse".

En varm national følelse gik gennem Clausens offentlige virke, og han blev en af de førende talsmænd for de danske slesvigeres nationale ret. Gennem nær forbindelse med professor Chr. Paulsen i Kiel var han tidligt blevet opmærksom på den vanrøgt som dansk sprog og nationalitet i det danske Slesvig var genstand for, og han medvirkede 1836 ivrigt til at Trykkefrihedselskabet udvidede sin virksomhed til "den dansktalende Del af Slesvigs Befolkning".

I de følgende år holdt han gennem en række artikler i Dansk Folkeblad opmærksomheden vedlige om disse forhold, og da P. Hiort Lorenzen trods påbud om at tale tysk talte dansk i Slesvigs stænder 1842 fik Clausen iværksat en indsamling til fremme af dansk undervisning i Slesvig. Dens forholdsvis betydelige midler administreredes af Syvstjernen, en centralkomité på syv medlemmer med Clausen i spidsen. En 1844 stiftet Dansk hjælpeforening støttede dansk presse, danske bogsamlinger m.m. i Nordslesvig. I tale og skrift og i Roskilde stænder virkede Clausen i disse år utrættelig for at samle opmærksomheden om danskhedens stilling i Slesvig og bringe regeringen til at gribe kraftigere ind til dens beskyttelse. Da det historiske grundlag for Christian 8.s åbne brev af 1846 blev anfægtet i et fællesskrift fra Kiels universitet tog Clausen initiativet til en række modskrifter Antislesvigholstenske Fragmenter af danske retslærde og historikere. Nært forbundet med Clausens konstitutionelle og nationale virke var hans arbejde for skandinavismen. Det var hans overbevisning at kun ved at skabe en åndelig og politisk samhørighedsfølelse mellem de nordiske folk kunne hvert enkelt af dem finde styrke til at hævde en sund national selvstændighed. Han anså et nordisk rygstød for nødvendigt for i længden at hævde et dansk styret Slesvig over for det voksende tryk sydfra. Han var 1843 medstifter af Skandinavisk selskab hvis formål var at fremme kendskabet til de øvrige nordiske landes kultur og statsliv og at foranstalte nordiske sammenkomster i Kbh. I studentermøderne var Clausen en af de virksomste deltagere.

Januar-marts 1848 var Clausen en af hovedlederne i den bevægelse der førte til enevældens fald. Allerede 21.1., dagen efter Christian 8.s død, udsendte han og Schouw et tidligere forberedt skrift Ved Tronskiftet der krævede en konstitutionel fællesforfatning for kongeriget og Slesvig. Clausen holdt sig væsentligst til den nationale side af sagen medens Schouw fremsatte forslag til en dansk-slesvigsk forfatning, bygget på den bestående stændervalglov. Skriftet modtoges med begejstret hyldest fra så godt som alle sider inden for oppositionen. Clausen deltog i modstanden mod Frederik 7.s forfatningskundgørelse af 28.1. og var med til at arrangere de to store Casinomøder 11.3. og 20.3. Ved den første holdt han selv hovedtalen der handlede om kongerigets og Slesvigs forening i en fri fællesforfatning. Tanken om en væbnet indblanding fra tysk side betegnede han som "Spøgelsesfrygt". Efter det sidste enevældeministeriums afgang 21.3. blev han sammen med de øvrige liberale ledere kaldt til kongen, men kom ikke med i det nydannede martsministerium. I den kortvarige stænderforsamling i Roskilde forsommeren 1848 skrev Clausen betænkning over ministeriets forslag til valglov for den grundlovgivende rigsforsamling. Han fandt at der vel kunne være grund til at frygte følgerne af at forsamlingen så overvejende skulle vælges af "Vælgere af hvilke der ikkun tør tiltros det langt ringere Antal tilstrækkelig Indsigt i Opgavens Betydning og Storhed", men anbefalede dog forslaget da en fjerdedel af forsamlingens medlemmer skulle vælges af kongen.

Ved valgene til den grundlovgivende rigsforsamling 5.10.1848 stillede Clausen sig efter opfordring i Præstøkredsen, men bekæmpedes af bondevennerne fordi han havde stemt for kongevalgene og faldt for væver Hans Hansen fra Mern. Valget vakte harme, navnlig i nationalliberale kredse, og øgede Clausens mistro til den almindelige valgret og hans ringeagt for bondevennerne. Efter martsministeriets fald, væsentligst på spørgsmålet om Slesvigs deling, blev Clausen minister uden portefølje i novemberministeriet 1848. Sammen med J. N. Madvig skulle han stå som garant for at Ejderpolitikken ikke blev opgivet. Hans standpunkt var og blev det ejderdanske, men han var på det rene med at den europæiske reaktions fremmarch gjorde det vanskeligt at fastholde det, og han tog derfor det forbehold at han eventuelt ville gå ind for en deling af Slesvig ved Slien, dog kun ganske subsidiært og hvis det blev foreslået af stormagterne. Så længe som muligt kæmpede han for at fastholde dette principielle synspunkt som basis for forhandlinger. Da det ikke længere lod sig gøre gik han ind for at delingstanken officielt fremførtes fra dansk side, og da det ikke kunne sættes igennem i ministeriet og helstaten syntes uundgåelig udtrådte han af ministeriet 13.7.1851.

I de henved 20 år Clausen havde viet den største del af sin arbejdskraft til kamp for en fri forfatning og for danskheden i Slesvig havde hans teologiske forfatterskab stået i baggrunden. Han havde i Det Nye Testamentes Hermeneutik, 1840 givet den metodiske skriftfortolkning en anerkendt plads i det teologiske studium og havde 1844 i populær form udgivet Udvikling af de christelige Hovedlærdomme. Den efterfulgtes da han i 1850'erne igen optog sit videnskabelige forfatterskab af en metodisk behandling af samme emne Christelig Troeslære, 1853. Endvidere kom Fortolkning til de synoptiske Evangelier I-II. 1850, Johannes-Evangeliet, 1855, Det evangeliske Kirkelivs Nutid og Fremtid, 1859 og Pauli Brev til Romerne, 1863. Kultusminister D.G. Monrad tilbød 1848 C. embedet som biskop over Fyns stift, men Clausen følte sig så stærkt knyttet til København at han afslog tilbudet. Da Sjællands biskop J.P. Mynster døde 1854 søgte Clausen, der længe havde ønsket et egentligt arbejde i kirkens tjeneste, den ledige bispestol, men A.S. Ørsted meddelte ham at ministeriet "ville tabe al Holdning" hvis det kaldte ham, og Ørsted drev "med Staalhandsker" H.L. Martensens udnævnelse igennem. Clausen fandt trøst i den anseelse han nød ved universitetet hvis rektor han var seks gange og i den hengivenhed studenterne viste ham.

I det politiske liv havde Clausen efter 1851 en mere tilbagetrukket stilling. Efter at have repræsenteret Helsingørkredsen i folketinget 1849-53 valgtes han i København til landstinget. Han holdt sig på en vis kølig afstand af agitation og partitilhør, men stod dog som en af hovedmændene i den nationale opposition med skarp front mod ministerierne Bluhmes og Ørsteds helstatspolitik og mod bondevennerne. Han var blandt de oppositionelle embedsmænd der sommeren 1854 trak sig tilbage fra rigsdagen da ministeriet Ørsteds politik skærpedes, men var 1855-63 påny landstingsmand for København Han var desuden landstingvalgt medlem af rigsrådet under helstatsforfatningen af oktober 1855. Han betragtede den konstitutionelle helstat som en overgang til Ejderstaten, var medlem af Dannevirkeforeningen 1861 og søgte sammen med andre nationalliberale at drive C. C. Halls ministerium frem til en kraftigere ejder-dansk og skandinavisk politik.

Novemberforfatningen 1863 modtog han med glæde da den knyttede Slesvig til Danmark. Han repræsenterede København i dens landsting indtil 1866. Under grundlovskampen 1864-66 fulgte han de nationalliberales hovedstyrke i forsvaret for de konstitutionelle rettigheder og i bestræbelserne for at skabe et landsting der kunne danne en kraftig modvægt mod det fremtrængende demokrati. Kirkepolitisk var hans synspunkter bestemt af hans opfattelse af friheden som den protestantiske kirkes dyreste eje. Han fik i stænderforsamlingen 1840 vedtaget en petition om udskillelse af kirkelige sager fra Danske kancelli. Det virkeliggjordes marts 1848 med oprettelse af kultusministeriet. Han ønskede yderligere kirken frigjort fra staten og forfægtede uden resultat dette synspunkt i kirkekommissioner 1853-54 og 1868-70. Derimod var han en bestemt modstander af grundtvigianismens indsats for kirkelig frihed gennem sognebåndsløsning og valgmenigheder.

Som teolog var han formidlende mellem modsætninger, på den ene side den kirkelige ortodoksi, på den anden den opløsende kriticisme. Det samme gjaldt hans indlæg i striden om den religiøse ideologi mellem Grundtvig og Søren Kierkegaard. Selv gjorde han fordring på at regnes som bibelsk ortodoks. Mellem Luther og Calvin søgte han en evangelisk union, og i sin stræben efter klarhed måtte han ofte finde større tilfredsstillelse hos Calvin end hos Luther. Af stor betydning blev den "Livets Ildprøve" hans tro førtes igennem "i vaandefulde Nætter, i de lange Vintersolhvervs-Nætter" under en alvorlig sygdom 1858-59. Både hans teologi og hans tro gennemgik en positiv udvikling ved den stadige syslen med det bibelske stof og ved hans ideale formål: at bringe den teologiske videnskab i forbindelse med det kirkelige liv. - Rang med biskopper 1840, med Sjællands biskop 1856.

Familie

Forældre: res. kapellan, senere stiftsprovst H.G. Clausen (1759-1840) og Sophia M. Schiern (1769-1817). Gift 8.12.1821 i Kbh. (Frue) med Birgitte Francisca Swane, født 13. (efter familiens opgivelse 7.) 1.1797 i Kbh. (Helligg.), død 9.2.1875 sst. (Frue), d. af brygger og tømmerhandler Hans S. (1753-1803) og Johanne Marie Gad (1767-1842). - Far til Johannes Clausen (1830-1905). Bror til Emil Clausen.

Udnævnelser

R. 1836. K. 1850. DM. 1869. SK. 1871.

Ikonografi

Mal. af C. A. Jensen, ca. 1820, mal. af samme 1827 (Fr.borg) og 1836 (Vedbygård), sidstnævnte litograferet af Lehmann, 1837, atter litograferet 1839 og af N. C. Kierkegaard. Efter Lehmanns litografi en malet kopi (Fr.borg). Tegn. af Gertner (Fr.borg) og afbildet på billeder af kroningen 1840 af Gertner (Rosenborg) og Sophus Schack (St.mus.). Flere silhouetter af N. Chr. Fausing (Kgl.bibl.). Mal. af Marstrand, 1842 (Fr.borg), mal. af samme (Lolland-Falsters stiftsmus., Maribo). Efter Marstrand to litografier af C. Henckel, det ene 1842, samt to andre litografier. Litografi af Em. Bærentzen meget nær Marstrands type, gengivet i mindst fire litografier, et kobberstik, 1844, og et træsnit 1849. Tegn. af Bærentzen (Thorvaldsens mus.). Afbildet på Sonnes frise 1847-48 (Thorvaldsens mus.). Mal. af E. Jerichau Baumann, 1848. Tegn. sign. J. Kayser, 1852 (Fr.borg). Litografi af I. W. Tegner, 1853, efter daguerreotypi, gengivet i et par træsnit og et litografi. Buste af H. V. Bissen, 1858 (St.mus.), flere afstøbninger m.v. (Studenterforen., St.mus., Fr.borg), og i forstørret gengivelse af V. Bissen, 1878 (foran Kbh.s univ.). Mal. af Constantin Hansen, 1861 (Fr.borg), kopieret af E. Henningsen (Kbh.s univ.) og maleri 1861-62 (folketinget), forarbejder til mal. af den grundlovgivende rigsforsamling (Fr.borg). Mal. af J. P. Bless, 1862. Buste af Th. Stein, 1865. Klippede silhouetter (Fr.borg). En række træsnit, bl.a. 1861, af H. P. Hansen, 1866, af E. Skill, 1867 og af H. P. Hansen, 1877. Afbildet på Thorsøes litografi af grundlovens underskrivelse og på andre lign. mindeblade. En tegn. af J. Th. Lundbye 1846 har været omtalt som værende C. Foto.

Bibliografi

Kilder. Selvbiografi i Acta solennia, 1817 37-40 og i Univ. progr. 1826 31-34. H. N. C: Optegnelser om mit levneds og min tids hist., 1877. Samme; Af min reisedagbog 1818, udg. Carl S. Petersen, 1918. Udvalg af breve til P. Hjort I, 1867 442-44, II, 1869 385-86. Breve fra og til H. C. Ørsted II, 1870 122-27. Biskop Otto Laubs levnet. En livsskildr. i breve. udg. F. L. Mynster og G. Schepelern, II, 2, 1887 117-32. Laurids Skaus brevveksl. med politiske venner i Kbh., udg. H. V. Gregersen, 1966.

Lit. (Leo Swane): Blade af en familie-krønike (slægten Swane), 1913 (fot. optr. 1972) = Memoirer og breve XXXIX. C. C. Clausen: Om prof., dr. H. N. C. som broder betragtet, 1846. J. P. Mynster: Medd. om mit levnet, 1854 (2. opl. 1884). Orla Lehmann: Efterl. skr. IV, 1874 147-54. Nogle blade af J. P. Mynsters liv og tid, udg. C. L. N. Mynster, 1875 416f. C. J. Brandt i Dansk kirketid., 1877, nr. 44 45f 48 51. V. Topsøe: Politiske portrætstudier, 1878. Otto Borchsenius: Lit. feuilletoner, 1880 127-41. Fr. Nielsen: Karakteristiker og kritiker, 1884 1-12. H. Wieselgren: Bilder och minnen, Sth. 1889. N. Neergaard: Under junigrundloven I-11,1892-1916. H. Schwanenflügel: J. P. Mynster II, 1901 11-19. N. M. Plum: H. N. C. i forhold til protestantismens principper, 1908. Erik Henrichsen: Mændene fra 48, 1911. A. F. Krieger: Dagbøger 1848-1880 I 1920, II 1921, III 1921, IV 1921, VI 1925. J. Oskar Andersen i Dansk kirkeliv, 1925 115-217. Samme i Teol. t. 4.r. VII, 1926 177-209 (ufuldendt). Fr. Torm: Hermeneutik des neuen Testaments, Göttingen 1930. Hans Jensen: De da. stænderforsaml.s hist. 1830-1848 I-II, 1931-34. Søren Holm: H. N. C, 1945. Jørgen Larsen: H. N. C. I, 1945.

Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen, Michael Neiiendam: H.N. Clausen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288444