Gustav Scherz

Gustav Scherz, Gustav Felix Karl Scherz, 17.2.1895-29.3.1971, teolog. Født i Wien, død i Kbh. (Højdevang), begravet Sundby kat. kgd. C. var som ung skoleumoden, men efter gymnasietid 1907–12 på kostskolen i Katzeldorf ved Wiener-Neustadt og 1913–15 i Leoben i Steiermark fik han studentereksamen 1915 fra franciskanergymnasiet i Hall ved Innsbruck med udmærkeise. I Mautern, Steiermark, studerede S. filosofi og teologi på Redemptoristernes teologiske højskole – og blev præsteviet 31.7.1919. 1920/21 virkede han som kapellan på lungekurstedet Enzenbach ved Graz efter at en krigsernæringsbetinget tuberkulose var blusset op; marts 1922 kom han på rekreation hos redemptoristerne i Danmark hvor han gennem 49 år skulle få sin tilknytning til Skt. Annæ kirke på Amager; dens skole ledede han 1939–54 og var 1929–50 leder af unge pigers Maria kongregation på Amager og fra 1932–39 redaktør af Nord. Ugeblad for katholske Kristne. Han virkede ihærdigt for tyske katolikker i Danmark, indtil Hitlertiden og anden verdenskrig hvor han viste sit danske sindelag; trods tysk protest søgte og fik S. 1938 dansk indfødsret. Afgørende for hans fremtidige virke som naturvidenskabshistoriker blev de 35 artikler han 1936 og 1938 publicerede i ugebladet i anledning af Niels Stensens 250-års dødsdag og 300-års fødselsdag. Trods hans journalistisk dygtige ledelse af ugebladet overflyttede biskop J. Suhr 1939 S. til stillingen som leder af Skt. Annæ skole hvor han allerede ti år havde undervist; S. anså det som en tilskikkelse af Guds forsyn der ville give ham mere tid til forskning. Gennem 16 år skaffede han skolen anerkendelse i vide kredse ved sin energiske og målbevidste ledelse hvor han sikrede katolske børn skolegang sammen med protestanters i håb om at "samlivet ville nedbryde gamle protestantiske fordomme". Hans krav til undervisningen synes at have været ret strenge, og efter krav fra St. Elisabethsøstrene i Østrig så ordenens foresatte sig 1955 foranlediget til at fjerne ham fra ledelsen; dog beholdt han 15 ugentlige timer i engelsk. S. følte sig forurettet, men så også i denne hændelse udslag af Guds forsyn, så han nu end mere kunne tage sig af det emne der skulle gøre ham til vor tids største Niels Stensen-forsker. Det flg. år rehabiliteredes han ved udnævnelse til leder af den danske vice-provins under Redemptoristernes østrigske ordensprovins, en stilling han dog ikke fik fornyet efter tre års virke hvor man fra nogle sider bebrejdede den som Stensen idealistisk krævende S. hans mangel på "faderlighed". Hans følgende år helligedes nu helt forfatterskabet inden for Stensen-forskningen.

1910 havde Danmarks mest lærde medicinhistoriker V. Maar udgivet Stensens naturvidenskabelige arbejder i to særdeles udførligt annoterede bind, Nicolai Stenonis Opera philosophica; inden da havde A. D. Jørgensen 1884 publiceret en grundig biografi om Stensen der ikke blot var en stor videnskabsmand, men også for sit teologiske virke påtænktes helgenkåret 1943. Biskop Suhr oprettede derfor s.å. en Niels Stensen-komité. Under rejser i Tyskland og Italien i 1930erne havde S. samlet materiale, og sammen med Knud Larsen udgav han 1941 første bind af Nicolai Stenonis Opera theologica, 1947 andet bind – indeholdende de teologiske og pastorale optegnelser. Ved arbejdet med disse bind stødte S. på en række ubekendte og lidet påagtede dokumenter; i Firenze fandt han blandt nationalbibliotekets Galileimanuskripter trykmanuskriptet til Stensens De solido og hans egenhændige Chaosmanuskript, hvor Stensen 1659 skildrede sine studier og eksperimenter i studentertiden. 1952 indføjedes dette med meget andet ny fundet materiale i Nicolai Stenonis epistolae et epistolae ad eum datae I-II der kaster nyt lys over dennes liv og forskning. Carlsbergfondet og Rask Ørsted fondet skaffede S. støtte, og ved den udførlige personalhistoriske indledning og de mange møjsommeligt indsamlede noter yder værket rigt materiale til naturvidenskabsforskningen og de religiøse diskussioner i 1600-tallet. For at fremme begrundelsen for Stensens helgenkåring udgav S. 1955–61 tidsskriftet Stenoniana Catholica og deltog 1953 i saligkåringsprocessen i Osnabrück hvor han som et af hovedvidnerne publicerede Im Rufe der Heiligkeit. Det førte til ophold i Rom 1964 og 1969 med henblik på sammensætningen af det til saligkåringen nødvendige dokumentbind (Positio).

1956 forsvarede S. sin disputats Vom Wege Niels Stensens for den filosofiske doktorgrad ved Kbh.s univ., og hans mange rejser Europa rundt skaffede ham effektive videnskabshistoriske tilknytninger der 1959 resulterede i støtte fra Carlsberg og Rask Ørsted fondet til rejse til USA og i et etårigt gæsteprofessorat 1960 ved California University i Los Angeles. Her tilsmilede skæbnen S. ved fundet i Philadelphias Loganian library af det eneste kendte eksemplar af Stensens første trykte videnskabelige arbejde Disputatio physica de thermis, ligesom det lykkedes ham at formidle erhvervelsen af Stensens trykmanuskript til Elementorum myologiae (1667) fra Californien til Kbh.s kgl. bibliotek med støtte fra Nordisk insulinfond. Allerede 1958 havde S. på engelsk udgivet en kommenteret udgave af Stensens Indica hvor man kan følge naturvidenskabsmandens indsamlinger og forskningsbaggrund for de betydelige geologiske og krystallografiske arbejder 1665–72. Foruden Hirtenpflicht, 1962, en oversættelse af Stensens vigtigste pastoralteologiske værk (Parochorum hoc age, trykt 1684) udgav S. i disse år en række populære, illustrerede bøger om Stensen og under S.s forsæde afholdtes 1965 i Kbh. et beåndet symposium om Steno and brain research in the 17th Century (Analecta medico-historica, London 1968), hvortil S. fik Stensens Pariserforedrag om hjernens anatomi (1665) udgivet på fransk, engelsk og tysk. De følgende år gik med yderligere belysninger af naturvidenskabshistoriske emner, om Galilei og Stensen i Saggi su Galileo Galilei, 1967, ved 400-års festen for dennes fødsel og 1969 Steno: Geological Papers ved 300-året for udgivelsen af Stensens Prodomus; andet bind Dissertations on Steno as Geologist, 1971, kom efter S.s død. 1967 udgav S. en oversættelse og udførlig kommentar af Stensens brev om sin konversion (1672). Ganske naturligt blev S. for sin inspirerende forskning æresdoktor ved flere universiteter (Münster, Fribourg) og hans hjertevarme, idealistiske forfatterskab har betydet umådeligt for forståelsen af Stensens både videnskabelige og humanitære indsats. S. arbejdede i sine sidste år med ved det officielle dokument for salig- og helgenkåringen af Stensen, men en ulykkelig trafikdød medførte, at han ikke skulle komme til at opleve det mål han blandt mange så ihærdigt havde kæmpet for. Skæbnens ofte bitre tilskikkelser – da man bl.a. nægtede ham to år før hans død at prædike ved Skt. Annæ kirkes sognegudstjenester – tog han som sit forbillede som udtryk for Guds forsyn.