Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Hammerich

Oprindelig forfatter PGLin
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frederik Hammerich, Peter Frederik Adolph Hammerich, 9.8.1809-9.2.1877, teolog, historiker. Født i Kbh. (Helligg.), død sst. (Petri), begravet sst. (Ass.). H. blev student fra Borgerdydskolen på Chr.havn 1825 og cand.teol. 1830; hjemmet var præget af herrnhutisk fromhed og danskhed, til dels gennem slægtens sønderjyske del. I skoletiden hørte H. ofte Grundtvig prædike og fik indblik i de religiøse brydninger ved at få J. C. Lindberg til religionslærer. N. F. S. Grundtvig og B. S. Ingemann stod som de "Tvillingstjerner" der åbnede ham vejen til dansk og tysk romantik (J. G. v. Herder, H. Steffens). Julirevolutionen gjorde ham til "frihedsmand", og nationalfølelsen udvikledes ved rejser (sammen med broderen Martin H.) til naturskønne egne for at lære landskaber og folkeliv at kende. – 1834 blev H. magister på en latinsk afhandling om Rimbert – Ansgars discipel; derpå begyndte han en stor udenlandsrejse (delvis skildret i "Brage og Idun" og udgivet 1840 under titlen Skandinaviske Reiseminder. Brudstykker heraf, En Rejse i Jylland for hundrede Aar siden er genudg. 1940), først til Sverige og Norge; han blev ivrig skandinav ved at opleve hvor nær de nordiske folk sprogligt og kulturelt stod hinanden; siden drog han til Tyskland og Italien for at studere katolicisme og til England-Skotland for at sætte sig ind i protestantismens forskellige former; bl.a. kom han i nær kontakt med den begyndende højkirkelige Oxford-bevægelse og søgte at påvirke den med Grundtvigs anskuelser. Efter hjemkomsten virkede han som lærer, men blev 1839 sognepræst i Starup-Nebel (Kolding), i sogne som stort set var ukirkelige, men med enkelte impulser fra Christiansfeld og de fynske vakte. H.s prædikener bidrog ved deres varme og livfuldhed til at vække religiøst liv på egnen, og der dannedes en menighed omkring ham, men helbredet tvang ham til at søge orlov og (1843) afsked. Atter bosat i Kbh. forsøgte han sig med et par digtsamlinger (om Gustav II Adolf og Bertel Thorvaldsen, 1844); modtagelsen var kølig, og i stedet kastede han sig over historiske studier, bl.a. i en smuk, men kildekritisk svag skildring af Danmark i Valdemarernes Tid, 1847-48. Ved krigsudbruddet 1848 tilbød han sig som feltpræst og virkede som sådan under hele krigen, sidst som feltprovst; han foretog på Flensborg kirkegård den store begravelse af de faldne fra Isted-slaget og udgav siden flere, meget læste skildringer af krigen. 1845 var H. blevet kapellan ved Trinitatis kirke; efter krigen genoptog han arbejdet og gjorde bl.a. en betydelig indsats under koleraen hvor han ofte tilbragte hele dagen på kirkegårdene. 1852 stiftede han en luthersk forening som skulle vække og nære kristenlivet ved søndagsmøder med oplysende og opbyggeligt stof, men sektstormen, som religionsfriheden havde åbnet for, og virkningerne af Søren Kierkegaards sidste optræden skabte en sådan konflikt mellem præster og lægfolk, at H. skuffet trak sig tilbage; den første indre mission havde rod i denne forening. H. deltog ivrigt i de skandinaviske kirkemøder som han selv var en af initiativtagerne til; 1857 og 1871 var han også dirigent. Allerede 1846 havde han i Roskilde konvent stillet forslag om en ny salmebog; han kom ind i den komité som påtog sig det arbejde der 1855 førte til autorisation af Psalmebog for Kirke og Huus-Andagt – et typisk kompromis. Også som politiker forsøgte han sig, bekæmpede ministeriet Ørsted og repræsenterede i syv år Vejle amts 3. kreds i folketinget; skiftevis fulgte han de nationalliberale og den grundtvigske fraktion, men med rette betegnede han sig selv som en naiv friskytte i politik; den havde i virkeligheden ikke hans interesse, og han følte sig aldrig hjemme her.

De historiske studier blev fortsat med Danmark under de nordiske Rigers Forening, 1849-54 og Danmark under Adelsvælden, 1854-59. Også kirkehistorie beskæftigede ham; han var medstifter af Selskabet for Danmarks kirkehistorie, 1848, og talte ofte ved dets møder ude i landet. 1856 udgav han Kirkehistoriske Foredrag til Belysning af vore Kirkespørgsmaal, holdt af hensyn til den aktuelle kirkeforfatningspolitik. 1859 fik han tilbudt det kirkehistoriske professorat – som han næppe var kvalificeret til, da han aldrig på disse områder havde arbejdet i dybden – men han holdt livlige og fængslende forelæsninger og viste i Den kristne Kirkes Historie I–III, 1868-71, samme evne til malende at skildre situationer og personer; bogen blev meget skattet og længe brugt som lærebog. Nordisk og engelsk kirkehistorie var især draget i forgrunden. Desuden udgav han Den hellige Birgitta, 1863, ty. udg. 1872 og En Skolastiker og Bibeltheolog fra Norden, 1865 (Anders Sunesen og Mester Mathias), undersøgelser af De episkkristelige Oldkvad hos de gothiske Folk (Univ. progr. 1873, ty. udg. 1874) og Vølvens Spaadom, 1876. H. var udpræget nationalt indstillet; 1864 lod han sig i sin gamle valgkreds vælge til rigsrådet for at stemme mod Wiener-freden ("Jeg kunde for alt i Verden ikke give mit Minde til, at Fjenden satte sin Hæl paa mine Fædres Grave"). I fakultetet repræsenterede han grundtvigianismen; han stod personlig Grundtvig nær, delte hans "kirkelige anskuelse", men kom – fx på vennemødet 1863 – i strid med ham om kirkepolitik. H. ville ikke vide af "præstefrihed" og anså den for kirkeopløsende. Under opgøret efter Grundtvigs død fastholdt H. bestemt – således i et stridsskrift fra 1875 – at venstrefolkene ikke havde ret til at påberåbe sig Grundtvig. Sorgen over tabet af Nordslesvig og harmen over at mange grundtvigske havde venstresympatier i forsvarssagen spillede ind her; endnu 1876 søgte han valg til folketinget for at kæmpe for denne mærkesag – men forgæves. Det smertede ham; samtidig svigtede hans helbred, hans højt begavede hustru var psykisk nedbrudt og tunge skygger faldt over hans sidste år, også på grund af den kulturradikalisme som nu – under H.s energiske protest – var ved at sætte sig fast på universitetet.

Familie

Forældre: grosserer, agent Johannes H. (1777-1852) og Meta Magdalena Adolph (1777-1823). -16.12.1836 i Kbh. (Petri) med Julie Augusta Scheuermann, født 30.11.1806 i Kbh. (Petri), død 28.12.1879 sst. (Vartov), d. af grosserer Georg Frederik Vilhelm S. (1770-1811, gift 1. gang 1798 med Cathrine Magdalene Fiedler, 1775-1800) og Charlotte Louise Zinn (1781-1860). – Far til Asger Hamerik og Angul H. Bror til Martin H. (1811-81).

Annonce

Ikonografi

Mal. af Constantin Hansen, 1834. Afbildet på J. Sonnes mal. af feltgudstjeneste, 1850 (Fr.borg). Litografi 1860 efter foto. Afbildet på Constantin Hansens mal. 1860-64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg). To træsnit 1877 efter foto. Træsnit af G. Pauli, 1877.

Bibliografi

1879 (Fr.borg). Tegning (Kgl. bibl.). Relief (gravstenen).

F. H.: Et levnetslob, udg. Angul Hammerich, 1882.-C. v. Bergen i Framtiden VI, Sth. 1871 369-78. Til minde om prof. P. F. A. H., 1877. Jons. Steenstrup: Historie-skrivn. i Danm. i det 19.årh., 1889 358f. Vilh. Birkedal: Personlige oplevelser I, 1890 88-93. E. Høyer-Møller: Livs- og krigserindr., 1894. j. Oskar Andersen i Kirke-hist. saml. 6.r.I, 1933-35 169-77 180-83. Helge Toldberg sst. 6.r.VI, 1948-50 272-83 (m.brev fra H.). Ellen Jørgensen: Historiens studium i Danm., 1943 (fot.optr. 1964). A. Pontoppidan Thyssen: Den nygrundtvigske bevægelse, 1958. – Papirer i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. G. Lindhardt: Frederik Hammerich i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290551