Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

F.W. Steinthal

Oprindelig forfatter PGLin

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

F.W. Steinthal, Frederik Wilhelm Steinthal, ved dåben Vilhelm, 12.11.1862-18.8.1951, teolog. F.W. Steinthal blev student fra Borgerdydskolen på Christianshavn (1880) og cand.teol. 1886. Som student blev han stærkt grebet af Søren Kierkegaards Indøvelse i Christendom og af den norske santalmissionær L. Skrefsrud. 1886–91 var han sømandspræst i London og modtog inspiration fra anglikanismen og den engelske verdensmission. Derefter blev han sekretær for Københavns Indre mission og virkede med nye og friske initiativer på et tidspunkt, hvor en stor del af hovedstadspressen agiterede stærkt mod "ånden fra Bethesda".

F.W. Steinthal arrangerede debatmøder for arbejdere, redigerede ugebladet Kirkeklokken, og blev den første formand og husfader, da Studenterhjemmet 1892 stiftedes som kristelig studenterforening der uden ensidighed også ville varetage kulturelle interesser. Han gjorde et stærkt indtryk på mange unge ved sin skarptskårne personlighed og sin store slagfærdighed. Hans hustru gjorde samtidig et stort arbejde for de kvindelige studenter, for hvem der nu oprettedes en kristelig studenterforening.

1897 rejste ægteparret F.W. Steinthal til Indien hvor han 1898–1913 arbejdede blandt engelsktalende studenter i Calcutta, og 1913–28 i Santalistan; 1916 blev han forstander for en bibelskole i Benagaria der skulle uddanne præster og evangelister; eleverne var voksne mænd som med deres familier boede på missionsstationen. F.W. Steinthal søgte at bedre forholdet mellem den nordiske santalmission og andre (skotske, engelske og amerikanske) missioner for dermed at forberede en forenet santalkirke. Skønt han allerede 1901 mistede synet ved en operation virkede F.W. Steinthal, støttet af sin højtbegavede og energiske hustru, med megen iver og dygtighed, til de 1928 vendte tilbage til Danmark. I tidens løb skrev han en mængde artikler i Havnen, Kirkeklokken, Kristeligt Dagblad, Santalposten og Nordisk Missions-Tidsskrift.

Annonce

Familie

F.W. Steinthal blev født i København (Frue), død i Hellerup, begravet samme sted. Forældre: cand.jur., senere overretsprokurator Thomas Frederik Westenholz Steinthal (1831–1914) og Petrine Cecilie Weinschenck (1829–1913). Gift 10.8.1897 i Randers med cand.mag., senere missionær Thyra Cæcilie Sophie Møller, født 9.5.1861 i Thyregod, død 18.11.1952 i Hellerup, datter af sognepræst Jens Leth Møller (1823–64) og Nathalie Elisabeth Nødschou (1835–68). – Bror til Martha Steinthal.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Johs. Steen og H. Hoffmeyer: Kirkelig forening for indre mission i København 1865–1915, 1915 89–113. L. Tolderlund-Hansen m.fl. i Studenternes julebog, 1917 20–39. P. Holt: Nød dem –, 1940 54–58 90–97. Harald F. Jørgensen: Evangeliet blandt santalerne, 2. udg. 1940 126 169f 199. Poul Hartling og Johs. Müller: Sursum Corda, 1942.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. G. Lindhardt: F.W. Steinthal i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297807