Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erling Hammershaimb

Oprindelig forfatter Otzen

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Erling Hammershaimb, 3.3.1904-8.2.1994, teolog, filolog. Efter klassisksproglig studentereksamen fra Ålborg 1922 studerede Erling Hammershaimb teologi i København og blev teologisk kandidat 1928. Gennem arbejdet med Det gamle testamente under studiet var interessen for de semitiske sprog blevet vakt, og efter at være blevet alumne på Borchs kollegium 1931 kunne Erling Hammershaimb koncentrere sig om orientalistikken. Hos professorerne Johs. Pedersen, Johannes Østrup og Otto Ravn læste han de semitiske sprog og blev 1936 magister i semitisk filologi med hebraisk som hovedfag og aramæisk som bifag. Efter konferensen overtog Erling Hammershaimb undervisningen i hebraisk for begyndere under Johs. Pedersen og havde i øvrigt anden undervisning på universitetet og seminarium.

Men først og fremmest blev kræfterne i disse år anvendt på arbejdet med disputatsen. Gennem arkæologiske tekstfund i Ugarit i Syrien var i begyndelsen af 30'erne en hidtil ukendt nordvestsemitisk dialekt, ugaritisk, dukket op. Tre danskere indlagde sig fortjeneste i Ugarit-forskningen i pionerfasen: Johs. Pedersen, Flemming Hvidberg og Erling Hammershaimb med disputatsen Das Verbum im Dialekt von Ras Schamra som forsvaredes for den filosofiske doktorgrad 1941. Arbejdet var den første større behandling af ugaritisk, og det lykkedes Erling Hammershaimb at slå fast at det ugaritiske verbum både morfologisk og syntaktisk står nærmest ved verbet i hebraisk. Afhandlingen er blevet stående som et vigtigt bidrag til den tidligere Ugarit-forskning og rykkede Erling Hammershaimb frem i første række af skandinaviske orientalister.

1942 blev Erling Hammershaimb udnævnt til docent (1945 professor) i gammeltestamentlig eksegese ved det netop da oprettede teologiske fakultet ved Århus universitet, og i de følgende år gik forskning og videnskabelig produktion hånd i hånd med varetagelse af pædagogiske og administrative opgaver. Erling Hammershaimbs forskning og produktionsår tre tyngdepunkter: de gammeltestamentlige profetskrifter, den semitiske epigrafik og den senjødiske, pseudepigrafe litteratur. I den første gruppe hører kommentaren til Amosbogen hjemme (Amos fortolket, 1946; 5. udg. 1979; engelsk oversættelse 1970) som gennem en menneskealder for de teologiske studerende har været en fortrinlig indføring i eksegetisk metode og specielt i profetskrifternes problemer.

Annonce

Ved siden af dette pædagogiske arbejde står en række afhandlinger om profeterne (samlet i Some Aspects of Old Testament Prophecy from Isaiah to Malachi, 1966) af hvilke flere kan fremhæves som eksempler på hvorledes Erling Hammershaimb formåede at frugtbargøre sine ugaritiske studier i arbejdet med gammeltestamentlige tekster idet han viser hvordan centrale ideer i den israelitiske religion har rødder i den kana'anæiske sådan som den fremstår i Ugaritteksterne. Både kommentaren og afhandlingerne aftegner Erling Hammershaimbs profil som gammeltestamentlig forsker: han er placeret i en skandinavisk forskningstradition præget af religionshistorisk orienterede forskere som V. Grønbech, Johs. Pedersen og Sigmund Mowinckel. Men han står selvstændigt inden for den såkaldte "skandinaviske skole" og forholder sig reserveret over for yderliggående tendenser i denne forskningsretning. Arbejdet med semitisk epigrafik ligger i naturlig forlængelse af disputatsen. En række afhandlinger om Lakish-brevene, Elefantine- og Hermopolis-papyrierne, Deir Allaind-skriften og Qumranteksterne er præget af den solide forening af filologisk skoling med religionshistorisk og teologisk indsigt.

Erling Hammershaimb var i øvrigt epigraf ved Carlsbergfondets udgravninger i Sukas i Fønikien (1958) ligesom han flere gange forefog studierejser i Nærøsten (1948 og 1953-54). Erling Hammershaimb blev en af hovedmændene i udgivelsen af den første danske oversættelse af De gammeltestamentlige pseudepigrafer, 1953-77 og stod for oversættelse og kommentering af næsten en tredjedel af teksterne. Ligeledes var han blandt initiativtagerne til et internationalt udgiverarbejde: den kritiske udgave af den syriske tekst til Det gamle testamente. Sammen med Hans Gottlieb har han haft ansvaret for bindet med Kongebøgerne (1976). Samtidig med at Erling Hammershaimb varetog sine pligter som underviser i gammeltestamentlig eksegese tilbød han regelmæssigt undervisning i de semitiske sprog, og det var helt naturligt at han i 1963, da der i Århus oprettedes en lærestol i semitisk filologi, blev kaldet til dette embede som han beklædte til sin afgang 1974.

Gennem årene blev der i stadig højere grad gjort brug af Erling Hammershaimbs administrative evner. Han sad i en række udvalg og bestyrelser, fx Århus universitets stipendiebestyrelse (formand 1951-54); den humanistiske kommission i Videnskabsfonden (1952– 61); planlægningsrådet (1965-68); Hans Tausens fond (1953-64) og H.P. Hjerl Hansen Mindefondet for dansk Palæstinaforskning (1968-72).

I årene 1961-63 var Erling Hammershaimb prorektor og 1963-67 rektor for Århus universitet. Det var afgørende år i universitetets historie, præget af en voldsom vækst, og der krævedes et godt overblik og en sikker hånd af den der skulle lede et universitet i denne periode. Erling Hammershaimb vandt respekt for den måde hvorpå han løste opgaven, og han har en ikke ringe del af æren for at Århus universitet stod velrustet – ikke mindst bygningsmæssigt – til at møde de vanskeligere år i 70'erne. – Korr. medlem af Nathan Söderblom-sällskapet i Uppsala 1950; medlem af Videnskabernes selskab 1966; dr.theol. h.c. Uppsala 1973.

Familie

Erling Hammershaimb blev født i Ålborg (Budolfi); begravet Vestre kirkegård, Århus.

Forældre: overretssagfører, direktør i livsforsikringsselskabet Fremtiden Hjalmar Hammershaimb (1856-1923) og Margrethe Kerstens (1873-1953). Gift 15.2.1946 i Randers (Skt. Mortens kirke) med bibliotekar Ida Gudrun Breum, født 15.11.1917 i Kristrup, Randers amt, datter af grosserer Niels Marinus Breum (1884-1943) og Kirsten Cecilie Mogensen (1887-1950).

Udnævnelser

R. 1954. R.1 1962. K. 1968.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Vetus testamentum XXIV, Leiden 1974 244–49. – Selvbiografi i Festskrift udgivet af Københavns universitet november 1941 156f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benedikt Otzen: Erling Hammershaimb i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290552