Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

D.G. Moldenhawer

Oprindelige forfattere PBir og CSPet

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

D.G. Moldenhawer, (Carl) Daniel Gotthilf Moldenhawer, 11.12.1753-21.11.1823, teolog, bibliotekar. D.G. Moldenhawer voksede op i et hjem hvor lærdom havde til huse og kom tidligt til at holde af bøger. Mellem hans lærere var J.G. v. Herder, men skolegangen afsluttedes i Hamburg i hvilken by faderen 1765 var blevet dompræst. Som student drog han 1773 til universitetet i Göttingen hvor de berømte lærde Orientalisten J.C. Michaelis, filologen C.G. Heyne og kirkehistorikeren Walch fik afgørende betydning for ham; navnlig følte han sig, også senere, i discipelforhold til Heyne, skaberen af det første videnskabelige bibliotek i moderne forstand.

Efter som lærer ved det teologiske fakultet at have lagt pædagogiske evner for dagen blev han 1777 på Heynes anbefaling af A.P. Bernstorff kaldet til Kiel som professor, først i filologi, derefter i teologi og tog 1782 den teologiske doktorgrad. 1780-81 udgav han i Herders ånd en metrisk oversættelse af Job på tysk og udfoldede som docent en i høj grad påskønnet virksomhed, i sine sproglige forelæsninger behandlede han ikke blot hebraisk, men også kaldæisk, syrisk og arabisk. Ove Høegh-Guldbergs opmærksomhed henledtes på ham, og 1782 erholdt han kongelig understøttelse til en udenlandsrejse på betingelse af at han genindtrådte i statens tjeneste og efter svenskeren J.J. Björnstahls måde udgav en skildring af de lande han lærte at kende. Rejsen, der strakte sig over tre år og omfattede Holland, England, Frankrig, Spanien og Øvre-Italien, havde som øjemed bibelkollationer til brug for en udgave af Det ny testamente, men D.G. Moldenhawer havde også andre formål.

Som frimurer interesserede han sig for tempelherrernes historie og i forbindelse hermed for inkvisitionens. Han besøgte ikke blot talrige biblioteker hvor der høstedes rigt videnskabeligt udbytte, men havde i lige så høj grad sans for praktiske forhold, for politiske, økonomiske og sociale tilstande; hans menneskekundskab udvidedes, og så lidt som senere nægtede han sig nogen form for livsnydelse. Også sin bogsamlermani tilfredsstillede han, ved køb og ad illegitim vej, idet han, særlig fra franske og spanske klosterbiblioteker, medtog håndskrifter eller dele deraf når han havde brug for dem til sine studier. D.G. Moldenhawers indholdsrige håndskriftsamling og et større antal trykte bøger skænkede han til Det kongelige bibliotek, mens hans efterladte ca. 12.000 bind store bogsamling solgtes ved auktion 1824.

Annonce

Under rejsen, der 1786-87 efterfulgtes af en ny til Spanien, men denne gang i diplomatisk mission, udnævntes D.G. Moldenhawer 1783 til professor i teologi i København og vandt efter hjemkomsten næste år hurtigt en forgrundsstilling i den akademiske verden; 1790-91 og 1799-1800 var han universitetets rektor. Sine forelæsninger, der omfattede dogmatik, moral og eksegese, holdt han på latin. Ciceros modersmål blev, som Fr. Nielsen har sagt, et levende sprog på hans læber, og til tider havde han op mod 200 tilhørere; særlig højt skattede var bibelfortolkningerne på grund af foredragets friskhed og klarhed. Når J.P. Mynster i ældre alder taler nedsættende om indholdets kvalitet er det til dels udtryk for en senere tids indstilling; ud fra datidens tilegnede Rasmus Møller 1801 D.G. Moldenhawer Livius-oversættelsen i sand højagtelse og taknemmelighed over for sin uforglemmelige lærer.

Et større forfatterskab faldt derimod ikke i hans lod. 1792 udgav han i tysk oversættelse et udførligt udtog af procesakterne mod tempelherrerne, der indledede den moderne bedømmelse, og som først 1841 overflødiggjordes med Michelets udgave. Men af samlingerne til inkvisitionens historie fik han kun lidet bearbejdet, og rejsebeskrivelsen så aldrig lyset fra hans hånd, ej heller det i forening med T.C. Tychsen affattede katalog over Escorialbibliotekets græske håndskrifter. Når det gik således skyldtes det til en vis grad selvkritik over for den litterære form, men mest deltagelse i administrativ virksomhed der i udstrakt grad lagde beslag på hans arbejdskraft. 1790 blev han medlem af kommissionen til en reform af det højere undervisningsvæsen, 1800 direktør for det pædagogiske seminarium og 1805, efter at have taget sin afsked som professor, medlem af direktionen for universitetet og de lærde skoler; i disse stillinger gjorde han sit til at få mænd som H.C. Ørsted, P.E. Müller, L. Engelstoft og P.O. Brøndsted knyttet til universitetet, og forordningen af 9.11.1809, der i det meste af århundredet blev grundlaget for det lærde skolevæsen, var hans arbejde.

1817 fratrådte han som medlem af universitetsdirektionen med bibeholdelse af alle indkomster og emolumenter; i sine senere år var han legemlig svækket og i det hele kun en afglans af sig selv. Efter John Erichsens død blev D.G. Moldenhawer 1788 overbibliotekar ved Det kongelige bibliotek og viste sig at være en biblioteksmand i stort format. Bibliofil var han ikke, smukke bind, palæotyper og pragtværker brød han sig mindre om; det var hans agt i sit nye fædreland at skabe et videnskabeligt brugsbibliotek som Göttingens. Med dette for øje traf han arrangementer med boghandlerne, også udenlandske, men mest søgte han at nå sit mål gennem auktionskøb. På den store auktion over Otto Thotts bibliotek, hvis håndskrifter og palæotyper tilfaldt biblioteket som testamentarisk gave, erhvervedes ca. 60.000 bind, og i den følgende tid købtes, delvis eller helt, den ene bogsamling efter den anden: B.W. Luxdorphs, J.L. Holsteins, J.H.E. Bernstorffs og mangfoldige andres. Mod livrente blev P.F. Suhms bibliotek på 100.000 bind og F.A. Müllers enestående samling af kobberstik til dansk historie, ca. 4500 blade, statens ejendom; A. Kalls håndskriftsamling købtes, medens P. Uldalls, ligesom H. Hielmstiernes samling af dansk litteratur ca. 10 000 bind, indkom som gave. De mægtige bogindkøb, der øgede bogbestanden til det tredobbelte, krævede store pengemidler, og D.G. Moldenhawer havde en sjælden evne til at skaffe dem; lykkedes det ikke købte han dristigt på forskud med de talrige dubletter som pant over for myndighederne. Gælden var 1804 over 20.000 rdl.; summen likvideredes mod afståelse af dubletterne til regeringen der overlod dem til det nygrundede universitet i Kristiania.

Samtidig forøgedes annuet som D.G. Moldenhawer forstod at værge mod nedskæring i de kommende pengeknappe tider. Gennem suppleringskøb svejsedes de ofte heterogene bogmasser sammen til en fastbygget helhed uden at en enkelt videnskabsgren favoriseredes på de andres bekostning. Bøgerne opstilledes efter fag, og 1816 påbegyndtes udarbejdelsen af et systematisk katalog over den udenlandske afdeling af hvilket halvdelen var færdig ved D.G. Moldenhawers død. 1793 gjordes biblioteket offentligt tilgængeligt, og der vistes stor liberalitet over for udlån såvel til ind- som udland ligesom han fik indrettet en særlig læsesal. Et efter fransk mønster planlagt udgiverforetagende, et "museum", til publikation af håndskrifterne i uddrag og bearbejdelse blev aldrig virkeliggjort; som egnede herfor pegede D.G. Moldenhawer bl.a. på Christian IV's egenhændige breve.

Ved arv og giftermål blev D.G. Moldenhawer en formuende mand; på sit landsted på Strandvejen, til hvilket C.F. Hansen havde givet tegning, førte han, der tilhørte den Bernstorffske kreds, et selskabeligt hus og var efter Mynsters udsagn i sin velmagts dage meget underholdende. Som menneske var han i øvrigt stærkt omstridt. Uvilje vakte hans tyskhed, han lærte aldrig at udtrykke sig blot nogenlunde på dansk; dertil kom selvherskertemperament, storagtighed i optræden, utålmodighed over for andres meninger, og endelig indgød hans væsen ikke umiddelbart tillid. A.S. Ørsted mente dog at der i nogen måde gjordes ham uret, og det var Mynster kært at hans personlige forhold til D.G. Moldenhawer altid havde været det venskabeligste. At han var en fremragende dygtighed var datiden derimod ikke i tvivl om og vi ej heller. Når Det kongelige bibliotek den dag i dag for sin ældre bogbestands vedkommende i alle dets fag og videnskaber er et af Europas ypperste biblioteker da er dette D.G. Moldenhawers værk.

Familie

D.G. Moldenhawer blev født i Königsberg, død i København (Frue), begravet samme sted (Assistens Kirkegård).

Forældre: professor i Königsberg, senere dompræst i Hamburg Johan Heinrich Daniel Moldenhawer (1709-90, gift 1. gang med Lucia Dorothea Crüger, gift 3. gang 1757 med Maria Margrethe Trummer, født 1730) og Lydia Charlotte Trummer (1728-56). Gift 7.9.1787 i Itzehoe med Margaretha Christine Eitzen, født 18.2.1767 i Itzehoe, død 22.3.1823 i København (Frue), datter af rådmand Friederich Johann Eitzen og Ida Christina Burgwardt (ca. 1746-1814).

Farfar til Johannes Moldenhawer, Julius Moldenhawer og Wilhelm Moldenhawer.

Udnævnelser

Medlem af Videnskabernes selskab 1789, af Selskabet for fædrelandets historie og sprog 1806.

Etatsråd 1805. Konferensråd 1811.

R. 1809.

Ikonografi

Gravmæle af G.F. Hetsch, tegnet 1828.

Bibliografi

Th. Hauch-Fausbøll: Slægthåndbogen, 1900 617-20. Rasmus Rask: Vejledning til det islandske sprog, 1811 XLVII. Jacobsen a: G.L. Baden: Bidrag til Rahbeks characteristik, 1821. Samme i N.C. Østs Minerva I, 1837 199. P.E. Müller i Dansk litteratur-tid. 1823 762-72. K.L. Rahbek: Erindringer af mit liv III, 1825 374-77. Henrich Steffens: Was ich erlebte V, Breslau 1842 (da. udg. s.å.) 17. E.C. Werlauff: Efterretn. om det store kongelige bibliotek, 2.udg. 1844 245-337. Samme: Erindringer af mit liv, 1910 (fot. optr. 1968) = Memoirer og breve XIII 72. Chr. Molbech: Blandede skr. 2.saml. I, 1853 112-43. A. S. Ørsted: Af mit livs og min tids hist. III, 1855 168. L. Engelstoft: Skr. i udvalg III, 1862 350f 388. Samme i Danske saml. III, 1867-68 174. Fr. Schmidt: Dagbøger, 1868 (ny udg. I 1966 228) 112. Breve fra og til H.C. Ørsted I, 1870 4. N.F.S. Grundtvig: Kirkespejl, 1871 363f. H.N. Clausen: Optegnelser om mit levneds og min tids historie, 1877 35. J.P. Mynster: Meddelelser om mit levnet, 2.opl. 1884 68 205f. Jens Møller i Kirkehistoriske samlinger 4.r.IV, 1895-97 255. E. Gigas: Spanien omkring 1789. Efter D.G. Moldenhawers rejsedagbøger, 1904. Samme i Hist. t. 8.r.I, 1907-08 185-253; II, 1909-10 264-72. [Lucie Elise Fich:] Domprovsten i Roskilde, 1909 (fot. optr. 1967) = Memoirer og breve X 186f. J.M. Thiele: Af mit livs årbøger I, 1917 124-27. Ada Adler: D.G. Moldenhawer og hans håndskriftsaml., 1917. Michael Neiiendam: Bastholmske familiepapirer, 1924 126. Frederik Münter. Et mindeskrift I-VII, 1925-44. Breve fra P.O. Brøndsted, 1926 (fot. optr. 1968) = Memoirer og breve XLVII. Sv. Dahl og Alb. Fabritius i Bogvennen 1943 149-63. Povl Jons. Jensen i Fund og forskning VII, 1960 7-23 (engelsk oversættelse: Catalogue and scholarship. D.G. Moldenhawers catalogue in the Royal library of Copenhagen, 1973). M. Weitemeyer samme sted XIV, 1967 59-90. Gustav Henningsen samme sted XXII, 1975-76 121-76. Samme i Revista de archivos, bibliotecas y museos LXXX, Madrid 1977 209-70. Curt Hahn Kristensen: Seminarium Pædagogicum, 1962 = Kirkehist. studier 2.r.XV. - Papirer i Det kongelige bibliotek.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Palle Birkelund, Carl S. Petersen: D.G. Moldenhawer i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294394