Christian Nold, 22.6.1626-22.8.1683, teolog. Christian Nold blev student 1644 fra Lund, rektor i Landskrona 1650 og tog 1651 magistergraden. 1654 nedlagde han sit embede og drog ud på en langvarig studierejse. 1655 var han i Rostock, og 1656 blev han immatrikuleret i Franeker. 1657 var han hjemme igen og drog så påny ud, var 1659 atter i Franeker, og studerede filosofi og østerlandske sprog i Nederlandene og England. Han blev 1660 lærer for rigshofmester Joachim Gersdorffs sønner. Efter at have sendt en underdanig ansøgning til kongen blev han 1664 kaldet til nederste teologiske professor, men samtidig kongeligt udnævnt til rektor magnificus.

To år senere var han nået op i det næstfineste professorat, men nu begyndte han at komme i vanskeligheder. Han udgav 1666 en Logica recognita som skulle afløse Caspar Bartholins (1585-1629) lærebøger til brug for kommunitetsalumnerne, og nogle af hans eksempler i denne logik kunne med passende ond vilje tolkes som om Christian Nold var modstander af arvekongedømmet og gik ind for at kongerne burde vælges. Christian Nold blev navnlig angrebet af sin kollega, Hans Wandal der i forelæsninger og på tryk med stor energi hævdede enevældens og arvekongedømmets guddommelige oprindelse. Christian Nold blev suspenderet og kort efter afsat.

I ni år boede han nu på et kammer i Studiestræde i stor fattigdom. Han trøstede sig med at "smage tobak" og brugte i øvrigt tiden til at udarbejde et mægtigt værk, Concordantiæ particularum Ebræo-Chaldaicarum som er en slags leksikon eller konkordans over alle partikler i Det gamle testamente. Selv om værket bygger på det ortodokse skriftsyn er det udelukkende filologisk. Det udkom første gang 1679 og opnåede et optryk i Tyskland endnu 1734. Efter Wandals død blev det ifølge kongebrev af 18.5.1676 igen tilladt Christian Nold at undervise på universitetet – dog uden løn, indtil et teologisk professorat blev ledigt. Heldigvis for Christian Nold døde Georg Witzleben samme år, og nu gik det hastigt opad for Christian Nold igen. Han blev doctor theologiæ 1678, da han forsvarede en disputats vendt mod Niels Stensen. 1680 og 1682 blev han igen universitetets rektor, og han havde sæde i flere vigtige kommissioner – bl.a. deltog han i revisionskommissionen som forberedte danske lovs anden bog.

Han købte 1681 herregården Vibygård ved Roskilde og testamenterede 600 rigsdaler til fattige studerende. Christian Nold var en typisk ortodoks teolog. Det er svært at afgøre om han faktisk opponerede mod enevælden eller bare kom til at vælge nogle uheldige eksempler i sin logik. I sine senere forelæsninger sørgede han i hvert fald for ikke at støde an. Det mest bemærkelsesværdige ved hans virksomhed som universitetslærer synes at være at han begyndte at holde selvstændige forelæsninger over moralteologien. Den havde hidtil været behandlet som en del af enten dogmatikken eller eksegesen.

Familie

Christian Nold blev født i Højby i Skåne, død i København, begravet samem sted (Nic. kirke). Forældre: sognepræst Jacob Nold (død 1629) og Sofie Haagensdatter. Gift 25.3.(el.5.)1682 på Vibygård med Marie Elligers (gift 1. gang med hofjuveler Poul Kurtz, død 1676), begravet 27.7.1695 i København (Nic. kirke).

Ikonografi

Stik af I.A. Boener, 1678, efter maleri af H. Sauerland; stik af J.B. Brühl efter samme.

Bibliografi

E. Pontoppidan: Marmora Danica I, 1739 96f. Samme: Annales ecclesiæ Danicæ IV, 1752 515-36 619-21. Uddrag af Jens Bircherods dagbøger, udg. Chr. Molbech, 1846 98 113f 225. Wilh. Plenkers: Der Däne Niels Stensen, Freiburg i. Br. 1884 143-47. H.F. Rørdam i Pers. hist. t. 2.r.I, 1886 31-42. Københavns universitet 1479-1979, red. Sv. Ellehøj V, 1980 174-77 182.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig