C.E. Scharling

C.E. Scharling, Carl Emil Scharling, 28.7.1803-17.6.1877, teolog. C.E. Scharling gik først i skole hos sin far, blev student fra borgerdydskolen 1820 og cand.teol. 1825. I studietiden kom han under stærk indflydelse af H.N. Clausen og sluttede på Borchs kollegium nært venskab med de senere biskopper G.P. Brammer og J.H. Lautrup. Hans studier havde en alsidig karakter og bar stedse vidnesbyrd om et personligt engagement, således allerede i en latinsk (trykt) disputats fra 1825: Utrum recordatio hujus vitæ post mortern servanda sit, necne. Især syslede han med historiske studier og udgav 1826 Udsigt over Historiens vigtigste Begivenheder hvor han især beskæftigede sig med kulturhistorien og enkeltpersonerne. De Stedingis, 1828 behandler en frisisk folkestammes bevægede historie. På et stipendium studerede han 1829 nyere fransk filologi i Paris, men befandt sig langt bedre i Tübingen hvor han knyttede mange personlige kontakter og fik et stærkt indtryk af F.C. Baurs banebrydende arbejder i den nytestamentlige forskning; han beundrede den konsekvens som præger alle Baurs skrifter men bevarede en kritisk holdning overfor de skematiske konstruktioner som her gennemførtes med den hegelske filosofi som medium. I Basel modtog han påvirkning fra den fremragende ekseget de Wette.

1830 blev C.E. Scharling lektor ved Sorø akademi og skrev her sit første større teologiske arbejde (Hvad er Hensigten, Betydningen og Resultaterne af Theologemes videnskabelige Undersøgelser, 1833). Beskedenhed fik ham 1832 til at afslå et teologisk professorat, men 1834 tog han mod et nyt tilbud og var til 1876 medlem af det teologiske fakultet først forelæste han også over etikken, men da H. Martensen 1838 overtog den koncentrerede C.E. Scharling sig om nytestamentlig eksegese og isagogik; det sidste fag tiltrak ham især på grund af dets historiske karakter. Ved universitetsjubilæet 1836 fik han den teologiske doktorgrad på afhandlingen De Paulo Apostolo ejusque adversariis, et tema Baurs forskning havde gjort aktuelt, og C.E. Scharling tog afstand fra Baurs overdrevne betoning af distancen mellem Paulus og de andre apostle.

I sammenligning med H.N. Clausen og Martensen stod C.E. Scharling noget i baggrunden, og hans indflydelse på studenterne var næppe stor, men han nød almindelig anseelse for sin lærdom, grundighed og frygtløse holdning til historisk kritik. Med rette har man sagt at han indtog en principielt langt friere holdning end bibelkritikkens forsvarere sidst i århundredet, og selvom han – som hele fakultetet – blev drevet i konservativ retning af den danske venstrehegelianisme, forsvarede han altid den historiske kritiks nødvendighed og anså al angst for den for at udspringe af vantro; som historisk fænomen måtte kristendommen, også i sin oprindelse, være underkastet historisk analyse og vurdering. Den langt radikalere tyske kritik (fx D.F. Strauss' Leben Jesu) tog han afstand fra og advarede imod, samtidig med at han altid betonede forskningens frihed, C.E. Scharling offentliggjorde kun få nytestamentlige kommentarer (på latin foreligger en fortolkning til 2. Korinthierbrev – 1840 – og til Jakobs- og Judasbrevet – 1841), derimod udgav han en lang række af isagogiske og patristiske detailundersøgelser, og særlig betydning fik han gennem det af ham og C.T. Engelstoft 1837–61 udgivne teologiske tidsskrift som fik stor udbredelse i præstestanden, og som fx i forhold til Jens Møllers tidsskrifter var et betydeligt videnskabeligt frém skridt.

C.E. Scharling var to gange (1842–43, 1861–62) universitetets rektor og blev 1845 indvalgt i Videnskabernes selskab. Posthumt udkom 1880 – ved sønnen P.J. Chr. Scharling – Theologiske Afhandlinger af C. E. Scharling med et Omrids af Forfatterens Levnet. 1845 udgav C.E. Scharling Prædikener og Leilighedstaler, men europæisk berømmelse vandt han især for et kirkehistorisk arbejde, Mystikeren Michael Molinos' Lære og Skjæbne (Vidensk. Selsk. Skr. V, I, 1852); hans hustrus død og egen sygdom førte ham til fordybelse i kristelig mystik, og med intens indlevelse tolkede han tankerne i Molinos' Guida spirituale; dette arbejde – som videreførtes i studier over 1600-tallets franske mystik – blev oversat til tysk og førte til at C.E. Scharling blev æresmedlem af det historisk-teologiske selskab i Leipzig.

Sønnen Peter Jørgen Christian Scharling, født 5.2.1832, død 10.10.1922, blev student 1849, cand.teol. 1854 og blev efter sin hjemkomst fra en studierejse 1856 adjunkt i Horsens, 1862 i Roskilde. 1869 blev han sognepræst i Ærøskøbing, 1871 i Hørsholm og 1879 ved Skt. Mortens kirke i Randers. Afsked 1907. Sine rejseindtryk fra Italien udgav han 1857, Christelige Erindringer fra Rom. R. 1880. DM. 1894. K². 1907.