Paul v. Eitzen

Paul v. Eitzen, 25.1.1521-25.2.1598, slesvigsk superintendent. Født i Hamburg, begravet i Slesvig domk. v.E. studerede fra 1539 i Wittenberg, især under Philip Melanchton, derefter i Rostock og blev 1549 præst ved domkirken i Hamburg og allerede 1555 superintendent og lector primarius der. 1556 fik han den teologiske doktorgrad i Wittenberg. v.E. var en god latiner, vel udrustet med både klassisk og teologisk lærdom, flittig, men ikke original, noget tør og docerende, bred i udtryksform. Heftige stridigheder rystede da den lutherske kirke. Melanchton havde på adskillige punkter fjernet sig fra Luther og i Nadverlæren nærmet sig Calvin; nu ville "Gnesiolutheranerne" udrydde "Filippismen"s kætteri. v.E. var personlig rettroende, ja ængstelig bundet til de overleverede autoriteter; men han frygtede skarpe kontroverser og nægtede hårdnakket at se at hans "kære Lærer" Melanchton ikke var den sande fortolker af "den hellige" Luther. Mod den calvinske nadverlære udvirkede han to hamburgske bekendelser 1557 og gendrev den i Defensio verae doetrinae de coena Domini, 1558. Ved et møde i Lüneburg 1561 underskrev han en skarp luthersk bekendelse, men blev så bange for at den kun ville øge striden og søgte forgæves at hindre dens offentliggørelse hvorimod han selv 1562 udgav Rechte und ware meinung und verstand Göttlicher Schrift und der Augspurgischen Bekendtnus, bestående af lutter citater af skriften, kirkefædrene og reformatorerne. Skønt han ikke havde ændret anskuelse, kun taktik blev han mistænkt hos de strengest ortodokse og forlod da sin fødeby.

Allerede 1557 havde v.E. været i Kbh. til en kirkelig drøftelse med Christian III. Hertug Adolf af Gottorp der tillige sad inde med Slesvigs bispedømme havde s.å. overdraget ham sammen med hofpræsten Volkert Jensen (Jonae) og sognepræsten i Husum Peter Bokelmann at foretage en visitation; i Tønning lod v.E. præsterne aflægge ed på en ortodoks bekendelse. Nu 1562 gav han efter for Adolfs anmodning til ham om at blive hans hofpræst og superintendent til udførelse af de gejstlige funktioner som fyrsten jo ikke selv kunne foretage; med visse forbehold anerkendtes han også i hertugdømmets øvrige dele, så han kan regnes med i Slesvigs bisperække som sin tids betydeligste kirkelige personlighed. Om v.E.s administration ved vi kun lidt. To store sager optog ham især.

Den ene var oprettelsen af et pædagogium i Slesvig, som overbygning på skolen der, så vordende præster, jurister og læger billigt kunne få den første akademiske uddannelse i landet selv. v.E. sendte (1563?) et udførligt forslag til de tre landsherrer; men Frederik II og Hans den Ældre ville ikke støtte en sådan anstalt lige ved Gottorp. Adolf oprettede den da alene 1567 efter at domherrernes modstand mod at overtage undervisningspligt var slået ned. v.E. underviste selv i Dialektik, filosofisk etik og historie foruden teologi. 1571 og 73 udgav han Ethicae doetrinae libri IX, en af de første selvstændige behandlinger af moralen inden for luthersk teologi, væsentlig disponeret efter de ti bud, med stærk tilknytning til Melanchton og en mængde citater. 1583 udarbejdede han en kort ledetråd i dogmatik Catechismi examen. Men akademiet sygnede hen og lukkedes i hvert fald ved Adolfs død 1586. Da tog Frederik II stiftet i besiddelse, men anerkendte v.E. som superintendent. Endvidere optog lærestridighederne fortsat v.E. Situationen var nu forandret. Mens de ældre Gnesiolutheranere dog aldrig kunne frigøre sig for en vis grundindstilling de havde fået fra Melanchton havde Joh. Brenz i Württemberg grundlagt en ny skole som gav en selvstændig tolkning af Luthers lære, især om hvordan Kristi menneskenatur var blevet helt gennemtrængt af den guddommelige. Og fra Württemberg udgik under den energiske Jakob Andreæ's ledelse forsøg på at samle lutheranerne i en fælles lære. Først søgte man at få filippisterne med. Da kunne v.E. samvirke med Andreæ på et konvent i Zerbst 1570, og de forfærdedes begge da de ved et besøg i Wittenberg mødte den filippistiske lære i udfordrende form. Men snart fik filippismen onde dage. Kurfyrst August af Sachsen slog hånden af den og forfulgte den, klagede fx også til Frederik II over Niels Hemmingsen. I det gottorpske Slesvig pålagdes 1574 en af v.E. forfattet præsteed som i virkeligheden er et skarpt ortodokst bekendelsesskrift. Men når Andreæ ville udarbejde et nyt omfattende symbol, og nu med udelukkelse af filippisterne, stillede man sig i Norden afvisende. Frederik II frabad sig slige nye påfund, og i hertugdømmerne udvirkede især v.E. samme holdning. Han anså et sådant symbol for overflødigt og farligt for kirkens fred; tillige var han imod den nye württembergske læreform og mente endelig at Andreæ hos lamlgrev Vilhelm af Hessen-Kassel havde sværtet ham som "Sakramenterer" (ɔ: Calvinist). Andreæ's første udkast ("das Torgische Buch") blev afvist på præstemøder i Slesvig og Haderslev 1576, det næste ("das Bergische Buch") 1577 af hertugerne. Konkordieformlen som blev det endelige resultat fik aldrig indpas i kongeriget og foreløbig heller ikke i hertugdømmerne. Men skønt faren for hans eget stift var drevet over vedblev v.E. at modvirke konkordieværket i Tyskland, især gennem brevveksling med landgrev Vilhelm og dennes hofpræst B. Meier. En noget ubetænksom erklæring 1579 gjorde ham afskyet i de strengeste ortodokse kredse. I to tyske skrifter, om Guds udvælgelse og om Nadveren (1588 sammenfattede til ét), fremlagde v.E. hvad han anså for den sunde lære. Allerede 1572 havde han udgivet en latinsk postille, 1591 fulgte en tysk. I de sidste år var han svækket og fik 1593 Jacob Fabricius til medhjælper. Af hans døtre blev Gertrud gift med Paul Cypræus, Margrethe med amtsskriver Wolfgang Kalund og sammen med denne henrettet 1610 for mordet på svigersønnen borgmester Claus Esmarch i Åbenrå.