Nicolaus Nielsen

Nicolaus Nielsen, Nicolaus Johann Ernst Nielsen, 19.4.1806-26.1.1883, superintendent. Født i Rendsborg, død i Oldenburg, begravet sst. N.s forældre kom fra Nordslesvig; de var herrnhutere og han fik en dertil svarende, omhyggelig opdragelse først hjemme og siden hos rektor Cramer i Rendsborg. N. studerede teologi i Kiel og Berlin, tog 1830 teologisk eksamen i Glückstadt og var så halvandet år huslærer hos Claus Harms; her fik han sin påvirkning for livet, samtidig med at han var blevet F. E. D. Schleiermachers discipel. På denne baggrund blev N. en hovedskikkelse i den tyske "kirkelige bevægelse" som i Slesvig-Holstens gejstlighed var et opgør med rationalismen og selv udtryk for en mild, pietistisk farvet ortodoksi der let lod sig forene med den vågnende nationale bevægelse og – ikke mindst i kraft af N.s indsats – gav den politiske slesvig-holstenisme en religiøs argumentation der øgede dens slagkraft. For danskhedens ret, eller overhovedet for at Slesvig ikke var et rent tysk land, havde N. ikke sans, og han var helt uforstående over for tilsvarende dansk-kirkelige bevægelser (den grundtvigske fx). 1832 blev N. præst i Sarau, 1840 i Frederiksberg (ved Slesvig), provst for Hütten provsti og gejstligt medlem af regeringen på Gottorp. Som prædikant nød han megen anseelse og udgav flere prædikensamlinger. 1842 stiftede han den slesvigske afdeling af den luthersk-ortodokse Gustav Adolph-forening som et redskab til kirkeligt at forene Slesvig og Holsten; denne virksomhed førte til sammenstød med Christian VIII. Helt i forgrunden kom N. 1848; med den velkendte motivering at hertugen (Frederik VII) var "ufri" fandt han den slesvig-holstenske rejsning (N. afviste altid at der var tale om "oprør") fuldt berettiget; han blev reelt Slesvigs kirkelige leder, organiserede de slesvig-holstenske præsters modstand mod det danske styre og formulerede en ny kirkebøn som ikke nævnede kongen (hertugen), men kun "vor fyrste", hvilket lod sig forstå om den provisoriske, slesvig-holstenske regering. Han forklarede også de slesvig-holstenske soldater at deres ed til kongen i virkeligheden gjaldt det slesvig-holstenske fædreland. I juli 1848 blev N. superintendent for Slesvigs tysksprogede menigheder, og kort efter talte han deres præsters sag hos kongen og regeringen i Berlin, ligesom han arbejdede for en slesvig-holstensk kirkeforfatning efter tysk mønster og for hertugdømmernes fælles tilslutning til en tysk nationalkirke. Han søgte at vinde sin slægtning, H. L. Martensen, for sine synspunkter, men blev skarpt afvist. 1849 blev N. dr.teol.h.c. i Kiel. I april 1850 afskedigedes han af bestyrelseskommissionen, men fortsatte sit arbejde syd for den da bestående demarkationslinie; efter Isted-slaget forsvarede han på kirkedagen i Stuttgart den kirkelige bevægelse og mødte stor sympati; han arbejdede også energisk for at skaffe afsatte eller flygtede tysksindede præster ny ansættelse i Tyskland. Selv blev han – der 1851 udelukkedes fra den danske amnesti – af storhertugen i Oldenburg kaldet til superintendent i Eutin og 1853 til hofprædikant i Oldenburg; fra dette embede tog han afsked 1879.