Isac Noa Mannheimer

Isac Noa Mannheimer, 17.10.1793-19.3.1865, rabbiner. Født i Kbh. (Mos.), død i Wien, begravet sst. M. var kun fire år gammel da han begyndte at få undervisning i bibel og talmud. Hans udmærkede evner viste sig allerede i en ung alder. Han lærte foruden dansk også tysk og fransk hvad der var ganske imod den almindelige skik blandt de fleste jøder på den tid. Da Mosaisk drengeskole blev oprettet 1805 måtte han gennemgå den, og 1808 blev han indmeldt i Frueskolen (Metropolitanskolen) hvorfra han blev student 1814. Han hørte forelæsninger over filosofi, filologi og særlig orientalske sprog. M. L. Nathanson støttede ham økonomisk da han allerede dengang havde udset M. til at muliggøre hans reformatoriske planer angående menighedens åndelige ledelse. 1814 blev det pålagt menigheden at ansætte en kateket der skulle undervise ungdommen i religion og derefter afholde en højtidelig konfirmation. M. blev ansat i embedet og afholdt 1817 den første konfirmation. Den ortodokse del af menigheden gjorde ingen indsigelse imod den i jødedommen ukendte gudstjeneste med danske salmer under orgelledsagelse i hvilken mændene deltog uden hovedbeklædning. Det var først da man begyndte at gå videre og i et lejet lokale indrettede en lignende andagtstime hver onsdag efter børstiden at der rejste sig en heftig protest. Striden hørte ikke op før disse andagtsøvelser blev afskaffet (1821).

M. havde en meget vanskelig stilling. I hjemmet hos forældrene fandt han ingen tilslutning til sine moderne ideer, menighedens ledelse var ikke i stand til at beskytte ham mod den kulde der omgav ham i den store menighed, og hans elever, som forgudede ham, havde ingen indflydelse. Han søgte derfor (1821) en passende stilling i udlandet og besøgte Hamburg, Altona, Berlin og Leipzig. I Berlin fik han tilbud om en stilling, men var ikke tilfreds med forholdene og tog til Wien. Her havde jøderne endnu ikke ret til at danne menighed men forhandlede nu derom med myndighederne. Han talte tre gange i den gamle synagoge og hjalp ved udarbejdelsen af synagogeordningen, men til trods for gensidig tilfredshed tog han bort da afgørelse ikke kunne ventes i nær fremtid. Han ledede den reformerede gudstjeneste i efterårshelligdagene i Leipzig og rejste tilbage til Kbh. Næppe var han kommet hjem før en ny strid brød løs. Man ønskede nu også formen for konfirmationen forandret så at den ikke stødte an imod traditionerne, bl.a. at orgelspillet blev afskaffet. Ritualkommissionen gav oppositionen ret, og kancelliet sluttede sig dertil 1823. M. led nederlag og indsendte to måneder senere afskedsansøgning til kancelliet. I sommerens løb tog han til Berlin hvor han fik stilling som prædikant ved en reformeret privatsynagoge som han efter kort tids forløb måtte forlade da synagogen blev lukket af myndighederne. Han drog til Hamburg hvor han virkede som lærer og vikar ved reformtemplet indtil han i slutningen af 1824 nåede sine ønskers mål at blive kaldet til Wien som præst for den nyorganiserede menighed. Han virkede der i 40 år og indlagde sig stor fortjeneste. Han brød delvis med sin fortid og nøjedes med at give den traditionelle jødedom nye former således at den blev tilpasset det moderne livs krav hvorved han forstod at samle hele menigheden omkring sig. Han tog også del i det politiske liv som rigsdagsmand og nød høj anseelse blandt partifæller og modstandere; han gjorde sig særlig bemærket ved sin ordførertale 1849 ved behandling af forslaget om dødsstraffens afskaffelse. Som den første jødiske præst der indførte dansk ved jødisk gudstjeneste var han også den første der udgav danske prædikener holdt ved jødisk gudstjeneste (1819). Flere samlinger af hans prædikener på tysk blev udgivet efter hans død. O Litografi af J. Friedländer, 1837. Mal. af D. C. Blunck udst. 1848. Mal. af Fischel og af Edouard Kaiser, litografi af Kaiser, 1858. Medalje 1868.