Ælnoth, levede ca. 1100, præst, historieskriver. Født i England. Æ. kendes kun som forfatter af værket Gesta Swenomagni Regis et Filiorum eius et Passio Glorissimi Canuti Regis et Martyris (Svend den Stores og hans sønners bedrifter og den berømmelige konge og martyr Knuds lidelseshistorie). I fortalen, der er formet som et brev til kong Niels melder Æ. at han, den rigeste blandt kirkens folk, stammer fra Canterbury og kom til Danmark for 24 år siden. Det angiver en tidstermin for hans bog fra Niels' tronbestigelse til Roskildebispen Arnolds død i 1124 idet denne kaldes nulevende. Æ.s ankomst til Danmark kan således ligge mellem årene 1080 og 1100. Han overværede selv overførelsen af Knud den Helliges relikvier til Skt. Knud kirken i Odense i 1101 hvorimod deltagelse i martyrens skrinlæggelse i 1095 ikke omtales. Heraf kan man dog ikke slutte at Æ. først kom til Danmark i slutningen af 1090erne. I en gennemgang af Danmarkshistorien fra Sven Estridsen til Niels med hovedvægten lagt på Knud den Helliges martyrium appellerer Æ. til kong Niels om at støtte og forsvare helgenkulten af broderen og ikke mindst hjælpe de gejstlige i Odense med arbejdet. Hovedkilden til martyrhistorien er et lille skrift der formentlig er blevet til som ledsagende begrundelse for kanoniseringen af Knud: Passio Sancti Kanuti Regis et Martiris. Både ligheder og forskelle mellem de to arbejder er værd at iagttage. Fra Passio har Æ. hentet handlingsforløbet i Knuds liv fra han efter faderens død blev jaget i landflygtighed af brødrene, hans hjemkomst og tronbestigelse, hans regering og det oprør der førte til hans død. Han styrede med retfærdighed og holdt gejstligheden højt i ære, men da han i sin nidkærhed for kirken krævede tiendebetaling og derefter sammenkaldte folket til et togt mod England, ophidsede nogle stormænd med kongens bror, Oluf, i spidsen befolkningen til oprør. Knud sendte Oluf i lænker til sin svoger i Flandern, men undgik ikke en folkelig rejsning der forfulgte ham fra Vendsyssel ned over Jylland til Fyn: her fandt han med få følgesvende døden i Skt. Albani-kirken. Han blev dræbt af et spydstik i siden liggende med armene udbredt som et kors ved alteret. Derefter fulgte reaktionen: Olufs hjemkomst og kongevalg, år med misvækst og hungersnød indtil det danske folk under præsternes vejledning gik i sig selv og angrede udåden. Oluf døde samtidig med at Knuds lig blev skrinlagt.

Med udgangspunkt i denne fremstilling opbygger Æ. et prægtigt værk der strækker sig over en længere periode end Passios, nemlig fra Sven Estridsen til Knuds kanonisation i 1101; mange enkeltheder kommer til, fx bliver Kristusimitationen i Knuds død forøget med en Judas-skikkelse, Piper. Til de bibelske citater og billeder føjes en mængde klassiske; stilen er kunstlet, med prosarim og indbyggede digte. Herved ligner Æ.s bog det anonyme skrift om Knud den Store, kaldet Encomion Emmæ. Også kompositionen i de to værker om danske konger ved navn Knud opviser ligheder. Da det ældste kendte manuskript af Encomion Emmæ hører til den store middelalderlige bogsamling i Canterbury kan Æ. have læst det dér. Også et andet karakteristisk træk i Æ.s bog er engelsk: etymologierne, forklaringen af stednavne der kan udvides til hele sagn, såsom Ethebi (Hedeby) efter en dansk dronning Etha (Hede). (Lukman). Værket røber en klar opfattelse af kongemagten. Allerede i fortalen til kong Niels fremhæves hans mildhed og barmhjertighed, til gode for svage og hjælpeløse. Det er den ene side af Kristi natur, den anden, styrken og retfærdigheden, repræsenteres af Knud den Hellige. Det lykkes således Æ. at motivere begge kongetyper som værdige stedfortrædere for Kristus (Breengaard). Endnu mere: de øvrige konger får i forskellig grad tildelt de samme egenskaber, måske med undtagelse af Oluf. Det er ikke blot en elegant diplomatisk manøvre hvor alle de nævnte konger kan passes ind i idealet, men en klar stillingtagen til fordel for monarkiet i den standende strid mellem regnum og sacerdotium der brød ud med investiturstriden i 1070erne. Også i denne henseende står Æ. på linje med den herskende opfattelse i England som den bl.a. kendes i et skrift af Hugo af Fleury dediceret den engelske konge i 1103 (Aksel E. Christensen). Niels indtog den samme holdning når han som den første af danske konger kaldte sig Konge af Guds Nåde i sine breve.

Det aktuelle formål med Æ.s værk er ikke alene at videreføre Knudskulten, men i en tid da kongens ombudsmænd fik større og større indflydelse at flytte ansvaret for drabet fra det danske folk, hvor Passio lægger det, til de kongelige fogeders hårdhændede bøde- og skatteindkræven. Kirken havde brug for kongens beskyttelse mod selvrådige stormænd, men intet var vundet hvis kongens hjælpere ødelagde den fred kongen først og fremmest skulle stå for. Den forskel der kan iagttages mellem Passios og Æ.s fremstilling af oprøret mod Knud er en følge af at de to skrifter er blevet til i forskellige situationer: Passio er skrevet under Erik Ejegod hvor konge og kirke havde fælles interesse i at kalde danskerne tilbage fra deres afveje, Æ. virkede da Knuds kanonisation var sikret – dog ikke uden murren -men andre farer og vanskeligheder tårnede sig op, og kongens støtte til gejstligheden, især i Odense, måtte påkaldes. Den konkrete situation kan kun svagt skimtes i Æ.s bog, men værkets betydning rækker ud over denne: den kunstfærdige stil, den fyldige historiske fortælleform og de grundliggende politiske ideer kom til at præge meget af dansk historieskrivning i middelalderen. Der kendes to forskellige redaktioner af Æ.s værk, den ene kendes i to håndskrifter i Flandern, den anden gik tabt ved universitetsbranden 1728, men kendes i flere trykte udgaver, den ældste besørget af Arild Huitfeldt i 1602. Sidstnævnte, danske, redaktion menes at stamme fra cistercienserklosteret Herrisvad i Skåne.

Familie

Forældre ukendte.

Bibliografi

Vitae sanctorum Danorum, udg. M. Cl. Gertz, 1908-12 (overs, i Danske helgeners levned, ved Hans Olrik, 1893-94 (optr. 1968) 3-105). Ælnoths krønike, udg. Erling Albrectsen, 1984. – Hans Olrik i Hist. t. 6.r.IV, 1892-94 205-91 og 7.r.III, 1900-02 55-80. Niels Lukman sst. ll.r.II, 1947-49 493-505. Curt Weibull: Saxo, Lund 1915 (særtryk af Hist. t. för Skåneland VI, Lund s.å. 129-204). Aksel E. Christensen i Danm.s hist. I, 1977 271f. Carsten Breengaard: Muren om Israels hus, 1982 108-203.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig