Richard Petersen, 28.4.1838-3.8.1905, præst, litteraturhistorisk forfatter. Født i Glostrup, død i Grevinge, begravet sst. P. gik først i realskole i Kbh., siden i katedralskolen i Roskilde hvor han efter faderens død optoges i huset hos overlærer S. B. Thrige. Da denne 1850 blev rektor i Haderslev fulgte P. med, og herfra blev han 1855 student. Trange kår i forening med svageligt helbred nødte ham til at søge ophold på landet, for det meste som huslærer; 1863 tog han teologisk embedseksamen og fik n.å. præstekald, først i Jylland, 1878 i Snostrup på Sjælland, 1886-1904 i Grevinge i Ods hrd. Som præst hørte han til den grundtvigske retning; også som litteraturhistorisk forfatter stod han grundtvigske kredse nær ved sin gode, fortællende stil og sin interesse for levnedsskildringer. Sine emner valgte han med en vis forkærlighed hvor dansk og tysk åndsliv mødes, og helst bevægede han sig på overgangen mellem 17- og 1800-tallet, men også skildringer fra de nordiske lande og biografier af danske og svenske personligheder har han givet. Af hans bøger, der alle har fundet en stor og taknemmelig læserkreds, er de betydeligste: Henrik Steffens, 1881, Matthias Claudius og hans Vennekreds, 1884, Georg Forster. Et blad fra Oplysnings- og Revolutionstiden, 1885, Thomas Kingo og hans Samtid, 1887, Mindeskrift om Bernhard Severin Ingemann, 1889, Jung-Stilling. Et kristeligt Levnetsløb, 1890, Minder fra Øresundskysten. Historiske Skildringer, 1891, Fredrika Bremer. En nordisk Kvindes Liv og Gerning, 1892, Fra det svenske Kirkeliv i de sidste hundrede Aar, 1895, Frederik Barfod. Et Levnedsløb, 1897, Mme. de Staël Holstein. En historisk Skildring fra Revolutions- og Napoleonstiden, 1898, Jens Baggesen og Sofie v. Haller. En Kærligheds Historie, 1902 og Johan Kaspar Lavaters Liv, 1903. Sine egne Erindringer fra Barndom og Ungdom udgav han 1904, og ved sin død var han sysselsat med en levnedsskildring af Carl Ploug. Som skribent indtager han en smuk plads blandt dem der har evne og vilje til at formidle litteraturforskning for et større publikum.

Familie

Forældre: godsforvalter, senere amtsfuldmægtig Ferdinand Edvard P. (1798-1849) og Karen Marie Toftegaard (1805-46). Gift 11.12.1864 i Hagested med Johanne Margrethe Petri, født 15.1.1835 i Melby, død 9.10.1916 i Grevinge, d. af sognepræst, sidst i Hagested og Gislinge, Andreas P. (1795-1876) og Johanne Margrethe Smith (1805-75).

Udnævnelser

R. 1904.

Ikonografi

Træsnit 1904. – Mindesten på Grevinge kgd.

Bibliografi

R. P.: Erindringer fra barndom og ungdom, 1904. -Jørgen Nielsen i Højskolebl. XXXI, 1906 109-14 159-64 177-88 245-54. Asta Christiansen i Minder fra gamle grundtvigske hjem, ved H. P. B. Barfod III, 1923 146-69. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig