P.N. Holst, Peter Nicolai Holst, 21.1.1699-11.9.1774, præst. Født i Kbh. (Holmens), død i Ribe, begravet sst. H. blev student 1717 fra Fr.borg, fik attestats 1723 og levede i sin stedfar Hans Grams hus, sysselsat med studeringer, prædikede jævnlig og blev 1730 1. kapellan ved Trinitatis kirke i Kbh. Han var en skrupuløs natur, prøvet i "Fristelsers og Anfægningers Mørke". Han havde deltaget i de gudelige forsamlinger, der bl.a. blev afholdt hos madam Marie Wulf, vajsenhuspræsten Enevold Ewalds kraftige svigermor, og fra sin stedfars bibliotek var han kendt med de separatistiske menigheders lære. Den åndelige atmosfære der prægede de gudelige forsamlinger med de vaktes krav til den enkeltes personlige hellighed havde givet ham ængstelse for præstegerningens ansvar. Vækkelsens folk angreb med broddede udtryk statskirken og dens præster og anklagede dem for frafald fra den bibelske ånd og lære, og i særlig grad rettede de deres anklage mod skriftestolen og den gældende praksis at præsterne uden betingelse tilsagde samtlige skriftebørn absolution uden i forvejen at være forvisset om vedkommendes anger og øvrige personlige forudsætninger. Disse angreb forekom H. så berettigede at han i en aftensangsprædiken i sept.

1733 sagde sig løs fra det Sodoma som "Skriftestolens Fordærvelse" var hvorefter han blev suspenderet fra sit embede. Takket være kongens fætter, grev C. E. Stolberg, som i efteråret 1733 opholdt sig i Kbh., og som forstod præstens samvittighedsnød fik H. tilladelse til at bruge en betinget formular ved tilsigelse af absolutionen og til at bortvise sådanne om hvilke man var vis på "at de ikke havde gjort sand og hjertelig Pønitense". Men H.s kritiske individualisme drev ham under indflydelse af de svenske separatisters besøg i efteråret 1734 længere til venstre. Han anså kirken for at være frafalden, men såvel præsterne som menighedens medlemmer måtte være rene og hellige for at sakramenterne ikke skulle miste deres kraft. Selv om H. endog fik fritagelse for at uddele nadveren blev hans offentlige kritik af den gejstlige og verdslige øvrighed så yderliggående at han i efteråret 1734 blev stillet for en provsteret der afsatte ham fra hans embede. Han blev udvist af landet og slog sig ned i Budingen ved Frankfürt a.M., et eldorado for datidens separatister. Da han kom på afstand af det stærke røre så han at vækkelsen var kommet ud i et vrangt spor. Da Gram døde 1748 var pietismens magtperiode forbi, og H. fik i henhold til en ansøgning lov til at vende tilbage til Danmark. Han tog ophold i Ribe og levede der som skoleholder samtidig med og under samme kår som Ambrosius Stub.

Familie

Forældre: grynmåler på den kgl. proviantgård Hans Pedersen H. (1668–1715) og Anne Cathrine Sylvers (ca. 1675–1719, gift 2. gang 1718 med H. Gram, 1685–1748). Ugift.

Bibliografi

Jens Møller: Mnemosyne IV, 1833 353–58. Ed. O. Schwartzkopf i Danske saml. IV, 1868–69 102f. Kirkehist. saml. 3.r.IV, 1882–84 81–84. L. Koch sst. 4.r.I, 1889–91 302f. Peter Chr. Piper sst. II, 1891–93 318–21. Kn. Heiberg sst. 5.r.IV, 1907–09 322–41; sst. 500; sst. V, 1909–11 535–15 684–86 740. Theodorus [A. C. Larsen]: P. N. H., 1884. L. Koch: Kong Chr. den sjettes hist., 1886. Jørgen Lundbye: Herrnhutismen i Danm., 1903 49. Michael Neiiendam: Erik Pontoppidan II, 1933 43f. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig