N.P. Arboe Rasmussen

N.P. Arboe Rasmussen, Niels Peter Arboe Rasmussen, 1.4.1866-11.2.1944, præst. Født i Holbæk, død i Kbh., urne på Solbjerg kgd. A.R. blev student fra Roskilde 1884, cand.teol. 1890, sognepræst på Gøl s.å. og i Skibsted-Lyngby 1897. Han stod oprindelig grundtvigianismen nær, men fortsatte studier gjorde ham snart til en tro discipel af den liberale teologi, i tilslutning til Ad. v. Harnacks skole. 1902–03 offentliggjorde han en afhandling om begrebet Guds søn og hævdede bl.a. at jomfrufødslen hidrørte fra en anden religiøs sfære end kristendommens. I det kirkelige udvalg af 1904 rejstes der tvivl om han kunne fortsætte som præst, men biskop A. S. Poulsen (Viborg) erklærede at det drejede sig om et "sygdomstilfælde" som man kunne håbe ville fortage sig. A.R. blev medlem af det liberal-teologiske Skt. Hans konvent (og nær ven af Morten Pontoppidan), udgav flere radikale skrifter om nytestamentlige problemer og om trosbekendelsen og holdt 1910 i Studenterforeningen et foredrag Dogmekirken – og Vejen frem som nærmest var unitarisk. Da han samtidig ville danne en ny kirkelig retning med arbejdere og husmænd som socialt substrat blev han støttet politisk af radikale og socialister, men modarbejdet af venstre og konservative; tilsvarende gik Indre mission og Kirkeligt Centrum hårdt imod ham, og grundtvigianerne -der ville bruge ham til at realisere en "tålsom", dvs. bekendelsesfri, folkekirke – tog vel "åndeligt" afstand, men hævdede at han kunne fortsætte som folkekirkepræst. Biskop Poulsen vaklede længe, men endte med at foreslå sagen stillet i bero; hertil sluttede den grundtvigske kirkeminister, J. Appel, sig (1911). 1913 søgte A. R. sognekaldet i Vålse hvor menighedsrådsflertallet ønskede ham som en demonstration mod øvrigheden; biskop Wegener nægtede at give kollats, og for under forhandlingerne om 1915-grundloven at skabe kirkelig og politisk ro inspirerede den radikale kirkeminister S. Kejser Nielsen (der ville gennemføre udnævnelsen i Vålse) bisperne til at anlægge sag; den anlagdes som en straffesag, og A.R. frikendtes ved provsteretten men dømtes ved landemodet til embedsfortabelse; højesteret udtalte sig (1916) ikke om det dogmatiske spørgsmål, men fritog ham for straf da han måtte antages at have været i god tro. Den radikale regering ville derefter udnævne ham, men da biskop Wegener fortsat nægtede kollats måtte rigsdagen 1917 ved en speciel "Vålse-lov" overdrage det biskoppelige tilsyn til kirkeministeriet. I Vålse blev A.R. i øvrigt totalt isoleret, og mismodig gav han op, fik afsked (1920) og overtog en stilling på Det kgl. bibliotek. Under hele sagen – der havde vidtgående politiske og især kirkepolitiske virkninger blev A.R. støttet af Morten Pontoppidan, sammen med hvem han 1913–15 udgav Frit Vidnesbyrd.