Michael Neiiendam

Michael Neiiendam, Michael Nicolai Neiiendam, 30.5.1895-3.2.1962, præst, kirkehistoriker. Født i Frederikssund, død i Kbh., begravet på Egebæksvang kgd. N. blev student, privat dimitteret, 1913. Under indflydelse af O. Ricard og den kristne gymnasiast- og studenterbevægelse, som dengang stod på sin højde, besluttede han sig for præstegerningen, men studiet vakte også hans sans for teologisk og historisk, forskning (jf. hans indlæg 1918 for Moderne Præsteuddannelse). 1919 blev N. cand. teol., boede på Borchs kollegium og drev her kirkehistoriske studier over den på den tid næsten uopdyrkede danske oplysningstid; han supplerede sin faglige uddannelse på rejser i Tyskland og Frankrig (1920-21) og blev allerede 1922 dr. teol. på en afhandling om Christian Bastholm. Studier over Oplysningens Teologi og Kirke. Som privatdocent ved universitetet og religionslærer i Metropolitanskolen viste han sig at have fremragende pædagogiske evner, men han foretrak at blive præst og kom 1923 som res. kapellan til Tikøb med Egebæksvang som særligt distrikt og blev 1928 ved distriktets udskillelse dets sognepræst; 1930 blev han res. kapellan ved Garnisons kirke. Utvivlsomt stilede han mod et kirkehistorisk professorat (efter J. Oskar Andersen) og fortsatte de kirkehistoriske studier med den værdifulde kildepublikation Bastholmske Familiepapirer. 1924. Han var 1926ff som medredaktør med til omsider at afslutte det 1896 grundlagte Kirkeleksikon for Norden, og 1927 udgav han den meget nyttige og flittigt brugte håndbog Frikirker og Sekter (4. udg. 1958). Et tungtvejende bidrag til dansk kirkehistorie var den bredt anlagte analyse af pietismen: Erik Pontoppidan I–II (1930 og 1933); i samme linie kom 1941 Københavns Kirkeskolers Krønike. 1936 kom en populær bog om den danske reformation, og megen historisk viden nedlagde han i sine talrige artikler til 2. udgave af Dansk biografisk Leksikon.

Tanken om en universitetskarriere blev opgivet da N. 1934 blev Holmens provst og kgl. konfessionarius; både ved hoffet og i flåden nød han overordentlig anerkendelse. Han indstillede sig nu på en pastoralteologisk og kirkelig løbebane, men vedligeholdt sin brede teologiske orientering – det sporedes bl.a. i hans arbejde som censor ved teologisk embedseksamen (1933, fra 1947 formand for censorkollegiet). I alle sine gejstlige stillinger samlede han store skarer om en med kunstnerisk sans udformet gudstjeneste og om sine prædikener der i formfuldendt "gejstlig talekunst" kunne minde om Ricard; han var som denne præget af den liberale teologi (jf- Kritik og Tro, 1924), stod F. C. Krarup nær og samarbejdede med ham om en ændret udgave af J. Kapers katekisme og som sagkyndig mht. undervisningsplanerne i skolekommissionen af 1928; selv skrev han 1930 i historisk-kritisk ånd en Bibelhistorie for den højere Skole. I øvrigt var N. en uhyre flittig forfatter. Foruden mange opbyggelige skrifter – bl.a. om Fadervor og bjergprædikenen – skrev han 1933 om Nathan Söderblom, 1945 kom to bøger om Kaj Munk og samme år ydede han bidrag til og redigerede bogen om Johannes Poulsen (teatret var en vigtig impuls i N.s liv, jf. Rampelys og Stjerneskær, 1941). 1934 udgav han sammen med E. Bangert en bog om gudstjenestens tekster og toner, og 1947 udsendte han tre mindetaler over Christian X (Ved Hans Majestæt Kong Chr. Xs Død 20. April 1947). 1952 kom en lille "lommevejviser i folkekirkelige, frikirkelige og sekteriske samfunds lære" (Hvem tror hvad?); den blev meget populær og nåede ti oplag. 1935 knyttedes N. til pastoralseminariet som lærer i kateketik (lektor fra 1943) – han havde et stort ry som konfirmandunderviser – og også her ydede han en livfuld og inspirerende indsats; af denne virksomhed udsprang flere skrifter: Evangeliets Forkyndelse og Ungdommens Undervisning, en homiletik, 1943; Lær os at leve -. Den danske kirkes Konfirmation og Forberedelsen dertil, 1937; Ungdom i udspring. Konfirmations)ronten, 1951. N. fik selvsagt mange hverv (Dansk-islandsk kirkesag, Selskabet for Danmarks kirkehistorie, De forenede kirkeskolers kuratel, Selskabet for kirkelig kunst, flere fondsbestyrelser etc). Han var et betydeligt praktisk talent under hvis hænder alt administrativt ordnedes let og smertefrit. Også som teolog og kirkemand var han praktiker, lagde sig aldrig fast på en veldefineret teologisk anskuelse, men var ud fra sit liberalteologiske udgangspunkt åben og receptiv overfor strømninger og impulser undervejs, i en vis forstand en eklektiker, under alle omstændigheder en fornem repræsentant for 1900-tallets kristeligt-humanistiske og æstetiske tradition.