Maturin Castensen, 30.8.1669-7.11.1747, præst, legatstifter. Født på Nybølgård, Gram sg, død i Jerne, begravet i Jerne k. C. blev student fra Ribe 1688, studerede to år i Haderslev under vejledning af dr. med. Herman Grube, tog 1690 baccalaurgraden og, vistnok 1698, teologisk embedseksamen i Kbh. Imidlertid havde han 1691 fået Borchs kollegium blandt de første alumner, og 1693 var han blevet dekan på kommunitetet. På kollegiet boede han i fem år, til sidst som inspektør, og udgav nogle velskrevne disputatser som han forsvarede med ualmindelig færdighed. De tre første behandler psykologiske emner, de to sidste danner en Uranographia. Med forkærlighed havde C. kastet sig over matematikken, han blev vejledet af Ole Rømer, var næsten som medlem af hans familie og blev regnet for professoremne. Han valgte dog en anden vej, idet han 1701 af sin far blev kaldet til sognepræst for Jerne og Skadst menigheder i Ribe stift, tog magistergraden 1701 og 1739 blev provst for Skadst herred. Almuens beundring for hans naturkyndighed slog over i tro på, at han kunne mane og uddrive onde ånder, og endnu lyder der sagn om "Mester Maturins" virksomhed som besværger. Selv på Fyn havde han et stort ry; det hed sig, at han havde drevet en djævel ud af et menneske over i en 1 hund. Skønt C. vistnok var fredsommelig trådte han dog djærvt op mod en bedragerisk amtsforvalter, førte selv sagen imod ham og vandt den ved højesteret. I årenes løb havde han samlet meget strøgods, og (1744?) købte han Hennegård med et betydeligt tilliggende. Tre dage før sin død oprettede han ved testamente af størstedelen af sin formue et legat på henved 20 000 rdl. hvis renter uddeles til fattige enker og andre trængende af gejstlig og civil stand i Ribe stift.

Familie

Forældre: borger i Ribe, senere borgmester sst. og forpagter af Riberhus ladegård Caspar Christoffer C. (ca. 1634-1715) og Kirsten Baggesdatter (1647-1704). Ugift.

Ikonografi

Epitafium (Jerne k.).

Bibliografi

Hans de Hofman: Saml. af fundationer, IV, 1759 586-89. Ribe skoleprogr. 1837 15-17. O. Nielsen: Hist. efterretn. om Skadst herred, 1862 37f. J. Madsen i Fra Ribe amt IV, 1906 51-112.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig