L. Koch

L. Koch, Hans Ludvig Schielderup Parelius Koch, 29.7.1837-19.10.1917, præst, kirkehistoriker. Født i Vodder, død på Frbg., begravet sst. K. der seks år gammel flyttede med sin far fra Vodder i Sønderjylland til Sønder Kirkeby på Falster, blev student 1856 fra Nykøbing F., cand. teol. 1861, deltog i krigen 1864, var derefter huslærer på Sjølundgård ved Kolding, havde fra 1866 en privatskole i Vejstruprød tæt ved grænsen, var højskoleforstander i Brøns syd for grænsen 1868–70, indtil skolen blev lukket af preusserne, blev 1871 kaldskapellan i Nykøbing F., 1876 sognepræst i Skelby og Gedesby på Falster, 1880 i Brønshøj og Rødovre, 1892 i Glostrup. Fra 1883 til sin afsked som præst 1908 var han provst for Smørum og Sokkelund herreder. K. var en præst af fast, ortodoks tro med evne til at forkynde ordet jævnt og klart; i forholdet til sine menigheder var og ville han være den gammeldags sognepræst uden ensidig tilknytning til nogen vækkelsesretning; ikke teologisk, men som praktisk kirkemand havde han tilknytning til idealer fra den oplysningstid hans studeringer førte ham ind på at skildre. Han begyndte tidligt at skrive, udgav 1867 et polemisk skrift mod Rasmus Nielsen (1809–84) Theologien er dog en Videnskab, 1877 et skrift mod brandesianismen, Kristendommen og "den frie Tanke". Sin betydelige virksomhed som historisk forfatter indledte han 1876 ved et skrift om biskop N. E. Balle der dog endnu ikke bærer vidne om meget dybtgående studier. Herefter fulgte Den danske Kirkes Historie 1801–1817, 1879–80, et skrift om den danske landsbyskole indtil 1848 (1882) og Den danske Kirkes Historie 1817–1854. 1883; 1914 kom Oplysningstiden i den danske Kirke 1770–1800, hvori K. selv ville se sit egentlige hovedværk. Det er ved de nævnte kirkehistoriske skrifter, hvortil slutter sig mange bidrag i Kirkehistoriske Samlinger, et hovedformål for K. mod gængse forestillinger at skildre rationalismen ikke blot som et kirkeligt forfald, men også som en bevægelse der sætter gavnlige frugter for eftertiden ved at øve tolerance, samvittighedsfrihed, praktisk social kristendom.

En trang til at yde retfærdighed og give oprejsning præger i det hele K.s forfatterskab. I Kong Christian VI.s Historie, 1886, bortrydder han forud for Edvard Holm gamle vrangforestillinger om pietismens konge og tilkender ham en historisk plads som repræsentant for "Enevælden i sin agtværdigste Skikkelse". Også en Frederik Vs historie fik han skrevet, men aldrig udgivet, hvorimod han i Historisk Tidsskrift har offentliggjort en række afhandlinger vedrørende dansk historie i 1700-tallet, således 1889 om censuren under Frederik V, 1891 om Frederik VIs barndom og ungdom, 1892 om Schack-Rathlou, 1894 om Struensees parti. 1896 udgav han en levnedsskildring af Anders Sandøe Ørsted, trods den noget flygtige form måske hans betydeligste skrift hvor han i bevidst modsætning til den nationalliberale agitations vrængbillede har fremhævet den fasthed i anskuelser, det mod og det frisind som i virkeligheden prægede enevældens store jurist. K.s litterære produktion omfattede bl.a. også talrige bidrag til Dansk biografisk Lexikon, et kirkehistorisk skrift om grundtvigianismen og Indre mission (1898) og en smukt fortalt selvbiografi En gammel Præsts Erindringer, 1912. K. blev 1908 medlem af Danske selskab og umiddelbart for sin død æresdoktor i teologi ved Kbh.s univ. K.s styrke var ikke nøjagtighed i alle enkeltheder, men han forstod, hvad enten det drejede sig om kirke- eller profanhistorie, at få noget væsentligt og interessant ud af de emner, han behandlede.