Jørgen Falk Rønne, Jørgen Christian Falk Rønne, 2.4.1865-23.5.1939, præst, forfatter. Rønne blev student 1883 fra Viborg, teologisk kandidat 1888, sognepræst i Sandoy (Færøerne) 1889, i Hee og No 1895, i Vålse 1900, i Højerup (samtidig residerende kapellan i Store Heddinge) 1905, ved Kristkirken i København 1910, tog sin afsked 1927.

Som forfatter debuterede Rønne 1900 med Færøerne, en skildring af land og folk; senere er fulgt en lang række romaner og fortællinger ofte med motiver fra Færøerne: En modig Pige og andre Fortællinger, 1906, Fra de smaa Stuer, 1914, De vog dem -. Fortællinger derovrefra, s.å., Hjem til Jul, 1915, Klokke ring Fred, 1916, Lykkens Land, 1917, Naar Kvinder styrer –, 1918, Lykkens Roser røde –, 1919, Mens Nordhavet bruser, 1920, Omkring Gadekæret, 1921, Præstens Julegilde, 1922, Jabal, Jubal og Tubalkain, 1923, Konsulinden, 1924, Under Præstegaardens Tag, 1925, Guldnøglen og andre Fortællinger, s.å., Den stille Magt, 1927, Taagernes Ø, 1928, Pigen fra Hellnæs, 1930, Indian Summer, 1931, Sig det med Blomster og andre Fortællinger, s.å., Den naadige Frue, 1932, Dusinet fuldt og 11 andre Fortællinger, 1935 og erindringerne I Sol og Blæst. Endvidere Prædikener fra Slotskirken, 1928 og Det første Blad af Indre Missions Historie i Danmark, 1929.

Ved deres underholdende egenskaber og gode humør vandt Rønnes skønlitterære bøger bred popularitet; de blev næsten alle optrykt i talrige oplag. Broderen Svend Ejnar Bjørn Rønne, født 18.9.1868, død 30.10.1938, blev efter at have stået to år i malerlære elev på kunstakademiet, 1886–94. Samtidig var han, fra 1887, elev hos konservatoren ved Statens museum for kunst og overtog 1904 embedet her. 1930–31 restaurerede han billedbestanden i kunstmuseet i Helsinki.

Familie

Født i Ræhr ved Hanstholm, død i København, begravet i Tårbæk. Forældre: sognepræst, sidst i Vejrum Peter Falch Rønne (1825–87) og Jørgensigne (Signe) Christine Stephensen (1841–1907). Gift 2.1.1889 i Kbh. (Helligg.) med Marie Petrine Bolette Therchilsen, født 4.12.1866 i Langå, Viborg amt, død 12.3.1944 på Frederiksberg, d. af præstegårdsforpagter Peter Andreas Therchilsen (1839–70) og Hertha Emilie Bøggild (1842–1924, gift 2. gang 1876 med gårdejer, senere hestehandler Johan Peter Nørgaard, 1851–1939).

Udnævnelser

R. 1925. DM. 1938. R. 1920.

Ikonografi

Mal. af Sophie Pedersen, 1916. Foto.

Bibliografi

J. F. R. i Søndagsbl. 16.1.1909. Samme i Hjemliv og trosliv, red. E. Steenvinkel I, 1932 51–66. Samme: I sol og blæst, 1936. – Chr. Ottesen: Studenterne fra 1883, 1908 52. Berl. aften 23.5.1939. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig