Jeremias Friedrich Reuss

Jeremias Friedrich Reuss, 8.12.1700-6.3.1777, præst. Jeremias Friedrich Reuss gik først i skole i Denkendorf, siden i klosterskolen i Maulbrünn hvorfra han blev student 1721. Under et studieophold i Tübingen påvirkedes han stærkt af J.A. Bengel der især indplantede ham dyb respekt for skriftens autoritet. 1723 blev Jeremias Friedrich Reuss mag. og 1729 repetent i Tübingen, men da han 1731 på en rejse i Nordtyskland havde stiftet bekendtskab med N.L. v. Zinzendorf foranledigede denne at han 1732 af Christian 6. blev kaldet til Kbh. som professor i teologi og hofpræst. Her sluttede han sig nær til de pietistiske præster og deltog, også i forsamlingslivet hos Marie Wulf, f. Martens. Han blev genstand for angreb fra flere sider. Ikke blot betragtede de ortodokse præster ham med mistillid, men hans sympati for herrnhutismen, ja til dels de separatistiske retninger, rokkede i høj grad hans stilling hos kongen. Vel blev han 1733 medlem af kommissionen til undersøgelse af klagerne over pietisterne, men netop derfor virkede det særlig pinligt at der blev rettet anker for vranglære mod ham selv. Heller ikke var det heldigt at han stillede sig bag præsten P.N. Holsts ønske om at fritages for at tage folk til skrifte og selv 1734 opnåede en lignende fritagelse, eller at han s.å. blev skarpt angrebet for socinianisme af biskop Chr. Worm. Man forstår derfor at han herefter tabte i kirkelig indflydelse hos Christian 6. der fra nu foretrak J.B. Bluhme, ja, at kongen udtalte ønsket om at blive ham kvit på en skikkelig måde.

Senere genvandt han dog for en del hoffets gunst, og 1749 blev Jeremias Friedrich Reuss, der 1742 var blevet dr.teol., overkonsistorialråd og generalsuperintendent i Slesvig og Holsten hvorfra han 1757 flyttede tilbage til Tübingen som første professor i teologi og kansler ved universitetet. Reuss var en meget flittig og samvittighedsfuld universitetslærer som det bl.a. kan ses af en lang række disputatser der udmærker sig ved lysende klarhed, god naturlig latinitet og besindig argumentation. I forhandlinger med anderledes tænkende var Reuss rimelig og sagtmodig, kirkeligt set en økumenisk natur. Hermed stod dog også hans svagheder i forbindelse. Som Christian Ernst Stolberg engang fremhævede havde den blide og humane mand hang til menneskefrygt og var i det hele for stille af sig. Blandt hans talrige skrifter kan fra Kbh.-tiden nævnes Theses de Scylla qvadam philosophiae recentioris, 1737 hvori han over for den Leibniz-Wolfske filosofi som han i sin ungdom selv havde været påvirket af bestemt fastholder supranaturalismen; endvidere Doctrinæ de mundo optimo brevis dilucidalio I–IV, 1741–45 med forkastelse af den Leibniz'ske theodicé samt De lucta poenitentium, 1738 hvori han indskærper bodskampens og helliggøreisens nødvendighed. Desuden har han udgivet en række prædikener (deriblandt Etliche Predigien über einige Grund-Stücke des Chrislenthums, 1737 og Sammlung heiliger Reden, 1743), også disse præget af stor formel klarhed og indholdsmæssigt pietistisk farvede. Hans mundtlige foredrag skal have været vel hurtigt, i øvrigt behageligt og ledsaget af smukke gestus. – Udvalgte afhandlinger i Opuscula I–II, 1768.