Jean la Placette

Jean la Placette, 19.1.1639-25.4.1718, præst. Født i Pontac i Béarn, død i Utrecht. Efter at have studeret i Montauban blev P. 1660 reformert præst i Orthez (Béarn) og 1664 i Nay. I årenes løb vandt han sig navn som en nidkær præst og begavet taler, men allerede kort før ophævelsen af det nantiske edikt 1685 var han i færd med at forlade Frankrig. Han drog til Brandenburg hvor han just var ved at finde ansættelse da han af dronning Charlotte Amalie 1686 blev kaldet til Kbh. for at være præst for de reformerte flygtninge der havde slået sig ned her og som 1689 fik deres egen kirke. Han indlagde sig ikke ringe fortjeneste af sin menighed i den vanskelige begyndelsestid og betød især meget ved sine fortrinlige prædikener. 1710 nedlagde han sit embede men var dog som en slags hofprædikant knyttet til enkedronningen hvem han ledsagede på en rejse til Jylland og Oldenburg hvorfra han drog videre til Holland. – P. var en meget frugtbar forfatter, og de fleste af hans skrifter blev oversat både til tysk, engelsk og hollandsk. Hans teologiske hovedværk De insanabili Romance ecclesiæ sceplicismo, 1696 er et grundigt kontroversskrift. Nok så berømte er hans mange opbyggelige eller moralske skrifter hvoriblandt La morale chrétienne fra 1695. Han skriver klart og ikke uden pædagogisk sans – som når han fx foreslår, som middel i kampen mod synden, at man hver morgen skal lave sig en nøjagtig plan over hvordan man vil tilbringe dagen. I sine senere år polemiserede han mod Pierre Bayle. Betegnende for den almindelige anseelse P. nød er det at ikke blot Erik Pontoppidan (1698–1764) satte ham meget højt og foranstaltede en oversættelse af hans moraludtog udgivet på dansk (1748), men at også Holberg flere steder omtaler ham med stor berømmelse.