H.P. Kofoed-Hansen

H.P. Kofoed-Hansen, Hans Peter Kofoed-Hansen, 15.5.1813-4.12.1893, præst. Født på Åstrup, Soderup sg, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). K.-H. blev student 1832 (Roskilde), cand. teol. 1837 og s.å. konst. adjunkt ved Odense katedralskole hvor han 1839 fik fast ansættelse. Hans trang til studier førte ham ud på flere rejser, 1842–43 til Tyskland, Belgien og England, 1847–48 til Frankrig og Italien. 1849 blev han residerende kapellan ved Vor Frelsers kirke på Christianshavn, 1850 hovedpræst ved Frue kirke i Haderslev, 1854 provst for Haderslev provsti og 1855 sognepræst ved Gl. Haderslev kirke. 1860 blev han medlem af det teologiske eksamenskollegium i Flensburg; under krigen 1864 blev han afskediget og flyttede til Kbh. hvor han ernærede sig ved undervisning, indtil han 1867 blev sognepræst i Toreby på Lolland; 1879 blev han provst for Musse herred og stiftsprovst for Lolland-Falsters stift. 1883 søgte han afsked og flyttede til Kbh., og 1887 blev han optaget i den romersk-katolske kirke. I dette ualmindelige levnedsløb blev en frugtbar litteratur til, særpræget både i form og indhold af humanisme, mystik, filosofi og politiske indlæg. 1840 udsendte K.-H. under pseudonymet Jean Pierre sin debutbog Dialoger og Skizzer. Af en Physiognoms Papirer, en psykologisk novelle der afspejler hans studiefelter (J. C. Lavaters fysiognomik og den yngre J. G. Fichtes filosofiske spekulation) og hans grublende søgen for at klare sig forholdet mellem ånd og legeme. Større fasthed i den formelle opbygning og i emnets begrænsning viser hans fortælling tra 1842, Liv af Død, et indlæg i tidens litterære debat om udødeligheden, og som skildrer en jysk præst der gennem barndommens religiøse tvivl og i livets hårdhed føres til en fortvivlelsens krise, men som ved sin hustrus død får "mod til at leve evigt".

Af største betydning for K.-H.s udvikling blev Søren Kierkegaards produktion. Ganske vist havde Kierkegaard den dybeste mistillid til "systemet", personificeret i H. Martensens teologi, mens K.-H. ønskede den gammeldags kristendom sat i en ny og fast form gennem et filosofisk bad. Men som åndspersonligheder stod de to mænd ved hinandens side. De havde begge et sensorium for filosofi og æstetik, begges intellekt var udrustet med refleksion, kritisk sans og selvstændig tænkning, om end Kierkegaard var langt den betydeligste analytiske tænker af de to. I For Literatur og Kritik, udgivet af Fyens Stifts literære Selskab 1843, anmeldte K.-H. Enten-Eller med en så indtrængende, om end ikke rammende analyse af K.s problematik og litterære hensigt, at K.-H. senere turde tilregne sig det "som Fortjeneste at have været den første, der gav et virkelig orienterende Vink om den i vor Literatur betydningsfuldeste Forfattervirksomhed lige ved dens Begyndelse". Af særlig interesse er det, at det er æstetikeren i Enten-Eller, K.-H. opfatter klarest. Nogle ytringer af K.-H. om kirkens afmagt over for tidens dannede kaldte endog biskop J. P. Mynster frem til genmæle, og de indlæg der fulgte, var de "første blink" af den store fejde der skulle komme en halv snes år senere. Ved juletid 1845 (tr. 1846) udkom den naturfilosofiske roman som K.-H. kaldte "en Sjælehistorie": Kjød og Aand eller De to Veie, en grublers værk der som åndstype er nærmest beslægtet med romantikkens drømmende sværmeri, men som i skildringen af naturens og personernes liv rummer meget stærke kontrastvirkninger. Det borende i Kierkegaards forfatterskab, ikke mindst Begrebet Angest (1844) og tolkningen af "det dæmoniske" giver en psykologisk nøgle til at forstå det stærkt spændte og det dunkle i K.-H.s roman. Hans senere digteriske ydelser (Livslænker, 1875 og Død i Liv, 1887) havde hverken stilistisk kraft eller fylde af tanke og mystik og vakte, tyngede som de var af en omstændelig form, ikke synderlig opmærksomhed. I Odensetiden kastede K.-H. sig ud i den politiske debat om nationalitet og skandinavisme, men var allerede da ved at svinge fra nationalliberalisme i antiliberal retning, og kendskabet til Kierkegaard har sikkert yderligere styrket en antidemokratisk tendens som vi møder den i skriftet Et Folk-Folket. Bidrag til Demotheismens (Folkeforgudelsens) Karakteristik, 1868 (tr. 1869), en protest mod den herskende nationalisme (humaniteten er højere end nationaliteten) og den liberalisme der gør folkets (i Kierkegaards sprog mængdens) ønsker til despoti og næveret. K.-H. bekendte sit discipelforhold til Kierkegaard: Jeg har lært af ham, hvad kristendom er, og følgelig brød han med "systemet", spekulationen og den Hegel-Martensenske kristendomstolkning. Til Kierkegaards bitre udfald mod Mynster tav K.-H., men 1856 udgav han i tilknytning til Kierkegaards tanker om kristendommen som "den indirekte meddelelse" Tegnet fra Himmelen og som indlæg i kirkekampen de to betydelige skrifter Dr. S. Kierkegaard mod Dr. H. Martensen, 1856 og S. Kierkegaard mod det Bestaaende, 1857. Begge indlæg er formet under forpligtelsen: "Vær redelig", for at "vi maatte tilegne os S. Kierkegaards Virksomhed paa den, saa at sige, lemfældigste Maade, men saa ogsaa erkende, hvorledes vi tilegne os den". En ansøgning om afsked fra den statskirke, Kierkegaard havde angrebet med yderste voldsomhed, tog han dog tilbage og fik et halvt års permission; i Nyt Gammelt. Breve over Tertullian, 1859, har han redegjort for sin beslutning om at forblive som præst. De motiver der længe havde været fremme i den ensomme mands dragelse mod Rom, var både ønsket om det faste skriftemål, for hvis udslettelse han anklagede reformationen (Skriftemaalet, 1881) og længselen efter at se liberalismen overvundet i en for statsmagt frigjort, synlig kirke; hans personlighed kunne ikke tilfredsstilles ved at være den grublende "Ener" i kierkegaardsk forstand, Roms krav på universalisme og autoritet sugede ham til sig. I adskillige skrifter, inspirerede af ultramontanismens ånd, gjorde han bittert op med reformationen som en gudløs revolution hvis følge var åndeligt anarki, og 9.7.1887 blev han optaget i den romerske kirke. Hans forfattervirksomhed var i det store og hele glemt, før han døde. Hans urolige indre rummede så stærke modsætninger, at hans fosterfar, komponisten C. E. F. Weyse, karakteriserede ham som en blanding af en fusentast og en filosof.