Fr. Jungersen, Frederik Olfert Jungersen, 2.4.1836-4.2.1912, valgmenighedspræst. Født i Harridslev, Støvring hrd, død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). J. blev student 1853 fra Roskilde, cand.teol. 1861 og bestyrede derefter en privatskole i Troense, indtil krigen kaldte ham. Han var med ved Dannevirke, Dybbøl og Als og avancerede i april 1864 til løjtnant. 1865 åbnede han i forening med Chr. Bredsdorff i Kbh. Nørrebros latin- og realskole af hvilken han var medbestyrer, indtil han 1870 af G. Rode blev opfordret til at tage del i ledelsen af højskolen på Skovgård i Ordrup. 1877 blev han sognepræst i Blære-Ejdrup, 1881 i Vig-Asminderup. 1873 holdt han på Borchs kollegium nogle foredrag (udg. s.å. som Dansk Protestantisme) hvori han ved hjælp af Rasmus Nielsens (1809–84) dualistiske filosofi ville lade Grundtvig og Kierkegaard gå op i en højere enhed; han mødte voldsom kritik fra de ældre grundtvigianere og indlod sig på en ydmygende "tilbagekaldelse" med det resultat at han herefter lagde sig fast på en næsten fanatisk grundtvigsk ortodoksi og optrådte lidenskabeligt mod den brandesianske kulturradikalisme (Hvad er Sandhed?. 1885, Den frie Tanke, Teologien og den levende Gud, 1889, Til Forsvar for Kristentroens Sandhed, 1895 – og adskillige andre indlæg, bl.a. i Danskeren), som han opfattede som en folkeforførelse, et "boleri" med fremmede guder. Tilsvarende vendte han sig efter 1900 mod den liberale teologi og kom bl.a. i heftig konflikt med professor V. Ammundsen. Trods sin teologiske konservatisme var J. ikke politisk højremand, og da den liberalt orienterede del af Vartov-menigheden brød ud (1890) og dannede Kbh.s valgmenighed blev J. dens første præst, fra 1893 ved lmmanuelskirken. Fra disse år stammer Vidnesbyrd fra lmmanuelskirken, 1899, Tror du paa Helligaanden?, 1904, Klippegrund, 1908 og En Aargang Prædikener, 1911. Han var medstifter af Kirkeligt samfund af 1898.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Bregninge og Bjergsted, Jørgen Holger Andreas J. (1788–1854) og Charlotte Marie Mørch (1798–1859). Gift 13.12.1871 i Kbh. (Vartov) med Regitze Sophie Zinn, født 28.5.1844 i Kbh. (Garn.), død 5.2.1918 på Frbg., d. af grosserer Ludvig Maximilian Z. (1808–68) og Regitze Sophie Gjødwad (1812–1906).

Udnævnelser

R. 1906. DM. 1911.

Ikonografi

Mal. af Aug. Jerndorff, 1897 (lmmanuelskirken, Kbh.). Litografi af Harald Jensen, 1899. Foto.

Bibliografi

A. H. Nielsen: Stamtvl. over familierne Kjellerup og Strøyberg, ny udg. 1906 4. Elli Jungersen i Minder fra gamle grundtvigske hjem, udg.H. P. B. Barfod VII, 1927 1–29; VIII, 1928 139f. H. Begtrup: Dansk menighedsliv i grundtvigske kredse I, 1931 99–108. P. G. Lindhardt: Morten Pontoppidan II, 1953. Samme: Fem Ålborg-bisper, 1954. A. Pontoppidan Thyssen i Kirke-hist. saml. 7.r.ll, 1954–56 171–230. Samme sst. III, 1957–59 285–363. Samme: Den nygrundtvigske bevægelse I, 1958. – Papirer i Kgl.bibl. og Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig