Erik W. Nielsen

Erik W. Nielsen, Erik William Nielsen, 11.9.1917-7.3.1971, præst. Født i Hundborg, død i England. N. stammede fra et missionsinteresseret miljø i Hundborg i Thy hvor faderen var karetmager. Til dennes glæde valgte han teologien og specialiserede sig hurtigt i missionshistorie. Afgørende for hans fremtid blev, at der ved hans embedseksamen 1944 ikke viste sig muligheder for at fortsætte videnskabeligt med dette fag, hvorfor N. hurtigt blev grebet af det praktiske missionsarbejde og sidenhen nok led af en ulykkelig kærlighed til universitetsteologien. Efter en kort periode som hjælpepræst i Skjern kaldtes han til DMS (Det danske missionsselskab) som studiesekretær og fik ansvaret for missionsskolen, hvis første og eneste kandidathold han førte igennem et krævende og givtigt studium. Sideløbende hermed videreførte han sine egne studier, udgav Linier i Missionens Historie, 1948 og gjorde opmærksom på islammissionens nødvendighed i Der kæmpes om Arabien, 1950. Han hentedes første gang til London 1950 til Det internationale missionsråd som sekretær. I otte år berejste han det meste af verden og knyttede utallige kontakter i de unge kirker der netop i disse år voksede frem i den tredje verden og blev selvstændige, parallelt med den politiske frigørelse. Samtidig deltog N. i forberedelserne til integrationen mellem Det internationale missionsråd og Kirkernes verdensråd, en kompliceret proces der udviklede hans analytiske og formidlende evner. Sin skepsis over for integrationen holdt han i det store og hele for sig selv. 1959 kaldte DMS på ham igen, og denne gang blev N. generalsekretær for missionsområderne. I en femårsperiode prægede han afgørende selskabet i omstillingen fra den hjemmestyrede, missionærorienterede arbejdsform til den internationaliserede mission og til den, i hans tilfælde til tider næsten kritikløse, åbenhed over for de unge kirkers forslag og ønsker. 1964 rejste han igen til London og blev meddirektør i Den teologiske uddannelsesfond, derefter fra 1970 direktør sst. indtil sin pludselige død i marts 1971. I denne periode var det opgaven at stimulere de unge kirker til teologisk forskning og uddannelse gennem opbygningen af langsigtede programmer, en opgave han løste med vanlig energi og under et skånselsløst rejseprogram. N. har haft en afgørende indflydelse på udviklingen af efterkrigstidens internationale kirkesamarbejde, og han var en central skikkelse i det traditionelle missionsarbejdes omstilling til den nye tid. Han var en igangsætter og inspirator både i dansk ydre mission, i den økumeniske bevægelse og inden for det særlige felt der hedder den teologiske uddannelse i bred forstand. – N. var en rigt udrustet personlighed, med en sjælden evne for kommunikation. Han kunne lytte, og han kunne spørge. Hans iagttagelsesevne og lydhørhed kom han til gode som konsulent og samtalepartner i kirkerne overalt i den tredje verden og som rapportør tilbage til de gamle kirker og missionsorganer. Hans rejsebreve En verden på vej modfrihed?, 1974, viser disse egenskaber. N. var ikke systemernes eller strategiens mand, det vigtigste var levende mennesker, i åbent møde med hinanden og i et dynamisk beredskab, villigheden til at være med i "Guds mission" til verden. I foredrag, samtaler og artikler satte han en hel generation af missionsinteresserede teologer og lægfolk i gang, og i den danske sammenhæng fik han mennesker til at "kigge ud over kraterranden" (I. Tranholm-Mikkelsen). Missionsteologisk fik han aldrig leveret en afrundet fremstilling og følte sig vel heller ikke færdig hertil. Et påbegyndt arbejde om samspillet mellem engelsk kolonipolitik og kristen mission i Indien blev ikke fuldført. Derimod fik hans grundbog om De store verdensreligioner, 1959, stor udbredelse. Hans interesser spændte vidt, han var aktiv maler, og i tresserne orienterede han sig grundigt i popmusikken og den opdukkende ungdomskultur.