Christian Nielsen Aarsleb, Christian Nielsen Aarslev, d. 10.8.1723, præst. Født i Mariager. Død i Sorterup. Aa. blev 1681 student fra Kbh. og siden teologisk kandidat. Han må have gjort sig bemærket ved gode evner og historisk interesse eftersom præsident Peder Hansen Resens enke, Anne Meier, efter kyndiges råd 1688 overdrog ham at bearbejde sin afdøde mands omfattende topografiske samlinger til en trykklar "Atlas Danicus", idet han tillige forpligtede sig til ikke at modtage nogen ansættelse mens arbejdet stod på. Det tog ham tre og et halvt år at udfærdige manuskriptet i tre bind der i visse henseender er ajourført og udvidet i forhold til Vartovpræsten Johan Brunsmands 7-binds redaktion (1687) og altså langtfra blot en forkortet version heraf. Men ligesom Resens død havde gjort det økonomisk uoverkommeligt at få trykt Brunsmands bearbejdelse så betød nu enkens død også henlæggelse for Aa.s. – Aa. var en af de første alumner på Borchs kollegium, og som dets inspector oplæste han fundatsen ved kollegiets indvielse 1691. N.å. tog han magistergraden og kaldtes kort efter til sognepræst i Sorterup og Ottestrup ved Slagelse. Herfra indleverede han nogle år senere en latinsk fremstilling af Kong Frederik IIs historie til approbation, men manuskriptet strandede i den akademiske censur (jf. bilag til Sjæll. miss. 1707 11.11. nr. 310): Professorerne Caspar Bartholin og især Poul Vinding kunne nok anerkende forfatterens fortrinlige anvendelse af Tacitus' historiske stil, men hans frimodige ytringer om bl.a. kongelige personer og fremmede magter i datiden mente de, og med dem Frederik IV, stemte dårligt overens med den officielle historieopfattelse og statens interesser – og kunne på en række punkter indbyde til politisk uheldig jævnførelse med samtidige tilstande. Ved et nyt forsøg 1723 fik Aa. Hans Gram til at forsyne værket med en anerkendende censur (Ny kgl. saml. – 961 – 4°), men forfatterens død kort efter har formentlig hindret udgivelsen.

Familie

Forældre: sognepræst Niels Christensen Aa. (død 1672) og Birgitte Hansdatter Abel (død 1687, gift 2. gang med byskriver Niels Thomsen). Gift 1. gang med Anna Nielsdatter, død 15.8.1708 i Sorterup. Gift 2. gang med Johanne Beate Johansdatter de Clerque, død 11.2.1759 i Sønder Dalby, Fakse hrd. (gift 2. gang med sognepræst i Sorterup Christen Andersen Nygaard, 1696– 1727, gift 3. gang med sognepræst i Toreby Hans Hansen Nordrup, 1681-1750), d. af Johan Adolph de C. til Bjergbygård (1648-1729, gift 2. gang 1704 med Karen Werchmeister, 1674-1729) og Magdalene Itzen (død 1701).

Bibliografi

Danske mag. 4.r.VI, 1886 355-57. – Luxdorphiana, udg. R. Nyerup II, 1791 287-89. Hans Olrik i Festskr. i anledn. af Borchs kollegiums 200-års jubilæum, 1889 22 117. Ellen Jørgensen i Hist. t. 9.r.IV, 1925-26 193f. E. Reitzel-Nielsen i Kirkehist. saml. 7.r.IV, 1960-62 25f. Harald Ilsøe i Fund og forskn. XX, 1973 45-70. [Peder Hansen Resen:] Kobberstikkene fra Atlas Danicus 1677, udg. Ib Rønne Kejlbo, 1974 10-12 14f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig