C. Gutfeld

C. Gutfeld, Frederik Carl Gutfeld, 9.10.1761-9.1.1823, præst. Født i Bevtoft, død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (Holmens). G. blev først undervist af faderen, gik derefter i Haderslev lærde skole og blev 1781 privat indskrevet ved universitetet hvor han fik attestats 1784. Hans far var 1788 blevet præst i Søllerød og Hørsholm, og da han 1789 forflyttedes til Skærbæk, blev Hørsholm et selvstændigt embede hvortil G. blev kaldet. G. var et kvikt hoved der livet igennem bevarede sit muntre vid og sine selskabelige talenter; han havde evne til at poetisere og moralisere på vers og i prosa, og allerede i sine første præsteår blev han ven med K. L. Rahbek som jævnlig besøgte ham for at få "en aandelig Næsevarme" hos "skiøntalende, underholdende, indgode G.". 1796 kom G. til Korsør hvor han plejede omgang med M. G. Birckner, men da G. mistede sin ældste datter, og Birckner døde 1798, blev Korsør ham "et øde og sørgeligt Opholdssted". 1799 udgav han Taler over de sædvanlige Søndags-Texter (I), og denne publikation har utvivlsomt støttet hans kaldelse 1800 til Asminderød-Grønholt og Fredensborg slotspræsteembede. Her blev hans talegaver værdsat af den æstetiserende kreds der om sommeren lå på landet derude. Selv om han 1807 blev amtsprovst for Fr.borg amt stod hans hu dog til hovedstaden, og 1811 kom han til Holmens kirke som provst og sognepræst.

G. var "oplysningsmand" af den supranaturale retning med anerkendelse af åbenbaringen som værende over fornuften, uangribelig af og forenelig med denne; som en apologetisk, formentlig uangribelig kerne stod for ham den berømte trias: Gud, dyd og udødelighed. Religionen får sin udfoldelse i næstekærlighed og pligtfølelse hos den der er den gode borger her og hisset. Hans teologi var kulturglad og optimistisk, og hans ungdom faldt i en tid som gennem oplysningen og den franske revolution ventede en virkelig religiøs og etisk modning af en frigjort slægt, for hvem kirken fik den opgave at være undervisningscentral for sandhed og pligt. I denne modernisme indkapslede han sig uden at kunne følge tidens drejning efter århundredskiftet. G. kom til hovedstaden på en tid hvor oplysningens forkyndelse som Chr. Bastholm havde gjort populær, var ved at afblomstre, og G. havde hverken hjerne til at tolke kantianismen (som H. G. Clausen) eller hjerte til at befrugtes af romantikken (som J. P. Mynster); han kom til at tjene en døende epoke, ikke til at indvarsle en ny. G. havde evner som en menneskealder tidligere var beundret, en levende imagination og et blomstrende billedrigt sprog der også i Holmens kirke skaffede ham en anselig tilhørerkreds (Taler, 1799; LeilighedsTaler, 1805; Prædikener, holdne i Holmens Kirke I–11, 1818), men efterhånden føltes som fraser. Den biblicisme og den dermed sammenhængende fornyelse af den evangelisklutherske bevidsthed som er et kendeligt træk i den første fjerdedel af 1800-tallet, vendte sig dels med medynk (Jens Møller), dels med angreb (W. F. Engelbreth og senere Grundtvig) mod den fornuftsmæssige religiøsitet og moraliseren hvis flimrende retorik føltes som et surrogat for nådens etos. Sammen med A. S. Ørsted og H. G.

Clausen blev G. 1813 medlem af den kommission der skulle revidere kirkelovene; 1813 blev han medlem af skoledirektionen, og 1817 var han med til at rejse ønsket om nye ritualer. Han afslog 1818 Ribe bispestol, men fik til gengæld rang med biskopper.