C.H. Brasch, Christian Henrik Brasch, 4.8.1811-28.5.1894, præst, historiker. Født i Ålborg, død i Kbh., begravet i Vemmetofte. B. blev student 1830 fra Ålborg, 1835 cand. teol., og 1838–47 var han huslærer på Bregentved hvor han 1842 dimitterede den senere udenrigsminister grev Frederik Moltke til universitetet. På en udenlandsrejse 1843–44 med længere ophold i Berlin, München og Rom studerede han navnlig kirkelige forhold. 1847 blev han præst på Vemmetofte efter forslag af stiftelsens kurator, hans velynder grev A. W. Moltke. B. tog sin afsked 1886 og levede sine sidste år i Kbh. hvor han som frugt af sin præstegerning udgav Nogle Taler over Afdøde, 1887. – B.s historiske forfatterskab gik ud fra det miljø hvori han levede. Han kom, især efter hustruens død, ind på studier i Vemmetofte klosters arkiv, og heraf fremgik hans første større arbejde ved hvilket han støttedes og tilskyndedes af A. W. Moltke Vemmetoftes Historie som Herregaard, Slot og Kloster I-III, 1859–63. Det er en velskreven og velunderbygget fremstilling der foruden at skildre besiddernes historie også bringer værdifulde bidrag til landbrugets og bøndernes vilkår på godset. Hans næste værk Gamle Eiere af Bregentved fra 1382 til 1740. 1873 der udnytter arkivet på Bregentved er koncentreret om denne ejendoms bisiddere indtil det kom i Moltke'rnes eje. Fra de lokal- og personalhistoriske studier kom B. efterhånden ind på den almindelige politiske historie, særlig i sidste halvdel af 1600-tallet, og han udgav en række bøger herom – Om Robert Molesworth's Skrift "An account of Denmark as it was in the year 1692", 1879, Det polske Kongevalg 1674. Med Hensyn til Prins Georg af Danmark, 1882, Griffenfelds Kjærlighed til Charlotte Amelie la Trémouille. Prinsesse af Tarent. 1885 og Prins Georg af Danmark i hans Ægteskab med Dronning Anna af Storbritannien, 1890. Disse arbejder udmærker sig ved solidt kildestudium og forfatterens forstandige skøn, men de er ikke videre dybtgående i deres analyser. Bedst er bogen om Molesworth. B. der var påvirket af engelsk historieskrivning blev 1876 medlem af Selskabet for fædrelandets historie og sprog.

Familie

Forældre: kapellan i Ålborg, senere sognepræst i Lerup og Tranum Hans Adam Frederik B. (1782–1847) og Karen Glahn (1783–1867). Gift 17.10.1848 i Bregentved kapel med Frederikke Wilhelmine Lovise Paap, født 2.5.1813 i Kbh. (Garn.), død 5.4.1852 i Vemmetofte, d. af kontorchef i finanskollegiet, senere amtsforvalter i Reinbeck i Lauenburg Samuel Ludvig P. (1784– 1817) og Hedvig Magdalene Frederikke Dorothea Fischer (1786–1840).

Udnævnelser

R. 1882.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig