Anton Laier, Anton Christensen Laier, 19.11.1883-30.10.1969, præst. Født i Årestrup, Frederiks sg., Viborg amt, død i Thorning v. Kjellerup, begravet sst. L. var gårdmandssøn fra et indremissionsk hjem og var først tjenestedreng for siden i perioden 1902–07 at arbejde som "tjener og portør" på kirurgen Thorkild Rovsings klinik i København. Fra 1908–16 arbejdede han på sin fødegård og blev derefter landvæsenselev. 1926 blev han cand.teol. og året efter præst i Hjallerup. Hans prædikener var ofte fulde af drøje udfald mod navngivne personer og institutioner. Som følge heraf blev han 1937 afskediget i nåde og med pension for lydighedsnægtelse selvom 80 pct. af sognets beboere underskrev en adresse der ønskede hans forbliven i embedet. L. søgte ikke siden embede inden for den danske folkekirke.

Allerede i 1930erne udførte L. sine første cementskulpturer hvormed han siden fyldte hus og have i Hjallerup. Mange af hans naivistiske skulpturer og malerier har et religiøst indhold, andre er portrætter af danske og udenlandske personer. De udstilledes første gang på efterårsudstillingen på Den frie i 1938 og har siden bl.a. været vist på Charlottenborg 1970, på Louisiana 1971–72 samt i Buderup ødekirke 1976. R. Broby-Johansen har interesseret sig levende for L.s kunst og bevarelsen af skulpturhaven i Hjallerup; men hans og andres indsats kunne ikke forhindre at en del af den 1967 blev ødelagt ved gennemføreisen af et vejprojekt.

Familie

Forældre: gårdejer, sognerådsformand Johan Peder L. (1850–1902) og Kirstine Christensen (1855–1944). Gift 6.11.1930 i Thorning med Mette Marie Andersen Papsø, født 27.5.1898 i Thorning, død 15.1.1978 sst., d. af gårdejer Jens Peter Andersen P. (1867–1937) og Marie Kathrine Kristiansen (1866–1941).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Kaj Munk i Jyllandsposten 12.3.1937 og 20.8.s.å. R. Broby-Johansen i Kirkens verden X, 1968 136–48. Samme: Kun kunst, 1971 67–81. Katalog fra sammenslutningen af da. kunstforen., [1977]. – AV: Cementkrucifikset, manus.: R. Broby-Johansen, producent: Kortfilmrådet, 1968.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig