Peder Hansen Seber

Peder Hansen Seber, Peder Hansen Sever, ca. 1500-9.10.1558, prælat. Død i Lund, begravet i domkirken. S. var 1523 magister og kannik i Lund, vel med Burlöv som præbende; kirken her har en alterkalk mærket med samme (adelige?) våben som hans segl. I sept. 1523 ledsagede han ærkedegnen Niels Cortsen til Rom for at skaffe Aage Sparre pavens bekræftelse som ærkebiskop. Af en her bevilget supplik om et "evigt Vikariat" ved domkirken ses at han havde subdiakonvielse. Jan. 1525 sendte Niels Cortsen ham hjem, vel med meddelelse om at Jørgen Skodborg var udnævnt til ærkebiskop. Alligevel overdrog Frederik I og det verdslige rigsråd i aug. 1526 Aage Sparre embedet, og hvis dennes opgørelse over de store udgifter han havde haft i Rom og hjemme virkelig er fra 1526 må han på ny have sendt S. til Kurien, nu forsynet i Augsburg med 5000 dukater der var deponeret hos Fuggerne. Muligvis er dog regnskabet fra 1532. Da var S. i alt faldt Sparres "prokurator" i Rom. Da han nu opnåede en overenskomst med Kardinal de Ceci, der stadig opretholdt sit krav på "pension" af Lunds ærkestol mente han at Sparres udnævnelse var sikret. Efter hans forhastede meddelelse herom "oplod" Sparre med kapitlets samtykke embedet til Torben Bille (død 1552) som nu pålagde S. at udvirke pavens stadfæstelse heraf; men heller ikke dette lykkedes. Efter reformationen hørte S. til de katolsksindede kanniker som voldte F. Vormordsen og Peder Laurentsen bryderi, og da han 1540 fik kantorprælaturen stod han som oppositionens leder. Som kantor måtte han imidlertid 1540 stadfæste det forlig med Malmø der gav byen råderet over kapitlets ejendomme der; og i V.-Skävlinge hvis patron han var sad Malmøreformatoren Claus Tøndebinder som sognepræst. 1541 forlangte Christian III at Lunds kapitel skulle kræve de 5000 dukater tilbage som S. igen havde deponeret hos Fuggerne da han forlod Rom. Han sendtes så til Augsburg og fik virkelig pengene udleveret, men kapitlet måtte derefter "forære" kongen dem. – Antagelig er S. forfatter eller i hvert fald medforfatter til det i høj grad tidsinteressante, store indlæg til kongen hvori kapitlet nægtede at deltage i en "religionsdisputation" med universitetets teologer og underskrive deres teser om messen, nadveren og præsteembedet. Men nov. 1544 måtte S. og to kanniker møde frem i Kbh. og deltage i en otte dages "disputation" i kongens og rigsrådets nærværelse. Trods sin lærdom og trods kravet om tolerance måtte han vel nu godkende luthersk lære; men endnu 1545 indbød Vormordsen kapitlet til "disputats" om nadveren, og lutheraner af hjerte blev vel S. aldrig. – 1546 fik han kgl. brev på tre vikarier i "Kraftkirken" i Lunds domkirke, og 1550 blev han forstander (provst) for "det store præstegilde" i Lund som han gav nye statutter hvorved bl.a. forpligtelserne til messelæsning bortfaldt. Året før sin død bekræftede S. som eksekutor i boet efter borgmester J. Kock og hans enke Sidse Cortsdatter (S.s frænde) deres store donationer til fattige og skolen i Malmø.