Hans Møller, Hans Christian Møller, 23.10.1834-16.12.1907, prædikant, forfatter. Født i Neksø, død i Rønne, begravet sst. M. blev oplært som smed, kom i forbindelse med den af P. C. Trandberg vakte frikirkelige bevægelse på Bornholm og oplevede efter lang tids åndelig søgen et gennembrud langfredag 1864. Denne for M.s liv afgørende oplevelse var formidlet ved læsning af den svenske lægprædikant Carl Olof Rosenius' skrifter og kan karakteriseres som en vished om den absolut betingelsesløse nåde. Om end M. endnu nogle år drev sit håndværk blev det dog gerningen som lægprædikant der helt optog ham. M. havde 1864 modtaget ordination hos fripræsten N. P. Grunnet i Kbh. og søgte råd og vejledning hos Rosenius, hvad der medførte et brud med Trandberg. Fra 1865 begyndte M. at udgive månedsbladet Budskab fra Naadens Rige, 1868 stiftedes med M. som formand Bornholms forening til evangeliets fremme, en virksomhed der n.å. udvidedes under navnet Luthersk missionsforening til evangeliets fremme i Danmark, hvis medlemmer kaldtes "Møllerianere" eller "bornholmere". Foreningens mål var på grundlag af den lutherske bekendelse at virke til vækkelsen inden for folkekirken. I det første slægtled var forholdet til folkekirken og især til Indre mission gennemgående gensidigt ufordrageligt, senere blev det dog kendeligt mildnet. Omkring 1890 gav indre stridigheder om den rette forståelse af læren anledning til en splittelse, og de utilfredse medlemmer dannede Evangelisk luthersk missionsforening. – M. var en flittig prædikant både med mund og pen, bl.a. oversatte han Rosenius' artikler under titlen Hemmeligheder i Lov og Evangelium I-IV, 1868-79. De litterære vidnesbyrd om de bevægede stridigheder M. blev indfiltret i viser ham som en viljestærk, handlekraftig personlighed med den ensidige begrænsnings styrke.

Familie

Forældre: daglejer Hans Peter M. (1804-49) og Karen Kirstine Jensdatter (1806-74). Gift 28.4.1858 i Ibsker med Elisabeth Kirstine Jensen, født 24.2.1828 i Vester Marie, død 25.10.1911 i Rønne, d. af arbejdsmand Jens Ipsen (1800-39) og Kirstine Margrethe Hansdatter (1797-1841).

Ikonografi

Tegn. af Peter Møller ca. 1885. Relief af Axel Hansen, 1908 (gravstenen). Foto.

Bibliografi

Luthersk missionsforen. 1868-1918, 1922. Karl M. Kofod: Den bornholmske vækkelsesprædikant P. C. Trandberg, 1925. Michael Neiiendam: Frikirker og sekter (4. udg. 1958). M. K. Zahrtmann: Borringholmerens hist. II, 1935 329f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig