Claus Mortensen Tøndebinder

Claus Mortensen Tøndebinder, ca. 1499-13.12.1575, reformatorisk prædikant, provst. Født i Malmø, død sst., begravet i Petri k. sst. Tilnavnet T. (latinsk: vascularius, men også vietorbødker) antages tillagt T. efter stedfaderens erhverv; selv brugte han det aldrig, og samtiden kun undtagelsesvis, vel spottende. T. nævnes første gang dec. 1524 da han på Malmø rådhus gik i borgen for sine søskendes arv efter faderen; han var da præst, men hvad embede han havde vides ikke. Sin kirkelige uddannelse og vielse har han sikkert fået i Lund. Under et senere studieophold ved Kbh.s universitet hvor reformkatolicisme og lutherske tanker gjorde sig stærkt gældende fremførte han 1526 i prædikener i Frue kirke så skarpe angreb på kirken at biskop Lave Urne forbød ham at prædike i Roskilde stift. Fra katolsk side siges at borgmester Jørgen Kock så kaldte ham tilbage til Malmø. Han tillod ham at prædike i et øde kapel på "rådhusvangen" uden for byen. Sin første prædiken holdt han 29.5.1527 med "glødende veltalenhed", men han "dryppede foreløbig kun lidt af kætteriets gift i sin tale". Efter et par prædikener blev Hellig Kors kapel uden for Vesterport overladt ham under påskud af at hans mange tilhørere nedtrådte græsset på rådhusvangen. Men da "hele byen" nu strømmede til for at høre ham forbød den udvalgte ærkebiskop Aage Sparre ham at prædike. Dette må være sket inden herredagen i Odense juni-juli 1527 da Frederik I ved "mandater" tillod luthersk prædiken. – T. rejste så til Haderslev for at befæste sig i evangelisk lære ved den lutherske præsteskole der. Med ham fulgte helligåndsmunken Hans Olufsen Spandemager. Efter et års tid vendte de tilbage med værnebreve, og efter en henvendelse til kongen, sikkert fra magistraten, overlodes kirken Skt. Simon og Juda dem til "daglige prædikener". Fra katolsk side tales om T.s ringe lærdom, men hans fremragende veltalenhed fremdrages, og inden udgangen af 1528 havde han bragt lutherdommen til væsentlig sejr i Malmø. Uagtet sit cølibatsløfte havde han giftet sig. Han indførte brugen af danske salmer (vel hans egne oversættelser af de tyske han havde lært at kende i Haderslev); dåb, vielse og jordefærd foretoges efter luthersk ritus, og i alt fald før nov. 1528 holdtes dansk messe med nadver "sub utraque" (dvs. i begge skikkelser). Byens klostre fik omslaget at mærke, og 10.10. tillod Frederik I magistraten, efter dens ansøgning, at bruge Gråbrødreklostret til hospital og Helligåndsklostret til rådhus – dog skulle alle præster og brødre unødte først forlade dem. Nu kom Sparre, ledsaget af rigsråder og lærde mænd, til Malmø for at overbevise befolkningen om prædikanternes kætteri og stævnede dem for sig; men da de ikke godkendte den kirkelige jurisdiktion, udeblev de. Efter tre dages forgæves venten udstedte ærkebispen 21.11. et virkningsløst advarselsbrev mod dem; det er en vigtig historisk kilde da det i det enkelte opregner deres "kætterier". 1528 havde den svenske præst Oluf Ulricksøn flyttet sit "prenteri", som havde været i Linköpingbispens tjeneste, til Malmø, og T. kunne da lade to vigtige gudstjenestebøger trykke hos ham: en salmebog og en messebog (den første er tabt, men et udvidet optryk fra Rostock 1529 foreligger).

Indkaldelsen 1529 af de tidligere karmeliterlektorer Fr. Wormordsen og Peder Laurentsen samt Oluf Chrysostomus (som oprettede et luthersk gymnasium og en latinskole) skaffede lutherdommen mænd med en lærdomsfylde som T. manglede; men han var vedvarende førende som prædikant. Skt. Simon og Juda var forlængst blevet for lille for hans menighed, og hovedkirken Skt. Petri menes åbnet for hans "aftensang". 29.9.1529 fratrådte den hidtidige sognepræst efter overenskomst med magistraten sin stilling, og T. blev nu byens sognepræst. Han opstillede en "skive" (et stort bord) i kirkens kor til nadverhandlingen, og 29.11. ledede han en "udrensning" afbilleder og altre i kirken. Dagen efter fuldførte P. Laurentsen det historisk betydningsfulde skrift (Malmøbogen, først udg. 1868) der redegjorde for alle de kirkelige nyordninger og virksomheder i byen. Endnu havde dog katolicismen tilhold i de stadig bestående klostre, og T. ivrede for at gøre munkenes fortsatte ophold ulideligt. 13.12., efter et opløb, meddelte magistraten kongen at munkene i Helligåndsklostret var "afsat"; gråbrødrene gav først op i maj 1530 efter mange chikanerier. – T. hørte til de prædikanter som indstævnedes til herredagen i Kbh. juni-aug. 1530 og har sikkert med kraft deltaget i den store prædikenkampagne over de der affattede 43 lutherske "artikler". Hvor stor andel han har i de følgende års betydelige litterære produktion i Malmø er uvist; dog skyldes vel udgivelsen af en kirkelig "håndbog" fra 1537 og en udvidet salmebog fra 1534 ham. Da herredagen i Kbh. 1533 havde gengivet biskopperne deres tidligere jurisdiktionsret "huggede" den nye, udvalgte ærkebiskop Torben Bille "freden af prædikanterne" i stiftet på landstinget; men T., der i øvrigt 1532 havde fået nyt kgl. værnebrev til sikring mod prælaters rettergang, sad trygt i det oprørske Malmø som sluttede sig til grev Christoffer under grevefejden. – Efter Christian III's og reformationens sejr 1536 blev T., måske af hensyn til sin stilling under grevefejden, måske på grund af sin manglende uddannelse og kendte voldsomhed, ikke medlem af kirkekommissionen der udarbejdede "kirkeordinansen" af 1537; men han beskikkedes til provst i Oxie hrd., og Fr. Wormordsen, Lunds nye, evangeliske biskop, lod ham besørge en ny udgave af "håndbogen"; denne udgave fra 1539 er en virkelig "alterbog" med teksterne til stiftets delvis særprægede messehold og kirkelige skikke; den indeholder også melodierne til tekster og salmer. – T.s økonomiske vanskeligheder bragte ham i de følgende år på kant med Malmø magistrat der vel 1538 hjalp ham til afbetaling af hans gæld og 1539 og 1540 skaffede ham forbedrede lønningsvilkår, men langtfra gik ind på alle hans krav. 1541 fratrådte han derfor sit embede, måske i vrede, måske ikke frivilligt, og hans efterfølger blev også provst i Oxie hrd. T. vedblev dog at bo i Malmø, og herfra fungerede han som sognepræst i de nærliggende Husie og Vester Skreflinge sogne hvis "sognherre" var den katolsksindede kantor i Lund Peder Hansen Seber.

Som ældre oplevede T. gentagne hårde slag:1559 døde hans første hustru af pest og 1564 ligeså hans anden hustru og to døtre af første ægteskab. Ved sin hensynsløse driven på skilsmisse i et par ægteskabssager røbede T. kendelige mangler som sjælesørger; i det ene tilfælde, der gjaldt hans søster som var løbet bort fra sin anden mand, syntes endda arveforhold særlig at have bestemt hans indgriben, og en herredagsdom 1557 misbilligede klart hans optræden.

1560 deltog han som deputeret i valget af en ny biskop i Lunds stift. Et opgør af hans fattige bo skete først 1580 efter hans enkes nye giftermål.