Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henrik Gerner

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Henrik Gerner, 11.3.1701-12.2.1786, stiftsprovst. Født i Tjæreby, Strø hrd, død i Tønsberg, begravet sst. G. blev dimitteret 1719 fra Fr.borg, tog teologisk attestats 1725 og blev 1729 personel kapeilan i Tønsberg og 1731 sognepræst i Vaale og Undrumsdal. Blandt sine nye nabopræster traf han en ven fra sin skoletid, Christian Langemach Leth, nu præst i Sandeherred, en stærkt pietistisk påvirket mand. Han øvede stor indflydelse på G. der nu selv oplevede et åndeligt gennembrud og fik ny forståelse for præstegerningens alvor. Ved G.s og Leths forenede virksomhed opstod der i den følgende tid en udbredt vækkelsesbevægelse i deres egne og de tilgrænsende sogne. Imidlertid blev Leth 1736 præst i Kbh., og her henledte han generalkirkeinspektionskollegiets opmærksomhed på G. der 1738 – trods vægring fra egnens side – blev stiftsprovst og sognepræst ved Vor Frue kirke i Kbh.

Endnu stod G. antagelig i det væsentligste på den hallensiske pietismes standpunkt, men snart foregik der en gennemgribende forandring med ham idet han kom under herrnhutisk påvirkning, især vistnok fra det københavnske brødresocietets stifter Lorenz Prætorius, og blev kritisk over for den hallensiske statspietisme. Omslaget hos G. mærkedes i hans prædikener der betonede evangeliets altbestemmende betydning i omvendelsen, og i hans nøje tilknytning til herrnhutiske kredse. Således samlede han de københavnske herrnhuter til møder hos sig, de såkaldte "provstehandlinger", og sendte (i direkte modstrid med kgl. reskripter) sine sønner til Herrnhut for at opdrages dér. G.s voksende sympati for herrnhutismen skaffede ham mange fjender, deriblandt Sjællands myndige biskop Peder Hersleb der skal have frarådet hans kaldelse til Kbh. Da G. 1746 i Herslebs nærværelse holdt en prædiken med mange herrnhutiske tanker og udtryk, klagede biskoppen over ham til kirkekollegiet og krævede at der skulle skrides ind mod en stiftsprovst der førte "farlig, Sikkerhed styrkende og sjælestyrtende Lærdom". Denne gang lykkedes det dog G.s velyndere at afvende uvejret, men da Hersleb s.å. kom under vejr med at G. støttede en herrnhutisk privatskole blev dette udgangspunktet for en række fornyede klager over G.s hele forhold til herrnhutismen. Kancelliet var rede til at tildele G. en meget skarp irettesættelse, men ved sagens behandling i kongens råd blev det besluttet at gå frem med større skånsomhed end Hersleb havde ønsket; G. fik dog tilhold om at kalde sine sønner hjem fra Herrnhut og om ikke at blande sig med det herrnhutiske parti. Specielt måtte de forhandlinger han deltog i ikke være "mistænkelige", ikke være led af herrnhutisk fromhedsliv. G. følte denne ret lemfældige afgørelse som et knusende slag hvorved han blev afskåret fra at arbejde efter de kirkelige idealer der nu en gang var blevet hans. Da han på samme tid fik tilbud om at blive "Administrator for den lutherske Trope og Inspektør over de evangelisklutherske Brødremenigheder i Schlesien" nedlagde han 1747 sit embede som stiftsprovst og drog til Neusalz i Schlesien. I længden følte han sig vistnok heller ikke tilfreds med sin nye stilling. Han opgav den og tog 1754 ophold i Tønsberg hvor han ved hjælp af en arvelod og en beskeden understøttelse levede et stille liv til sin død. Som gammel mand udgav han et ejendommeligt skrift Nogle Merkværdigheder, som angaaer Henric Gerner, 1772, halvt en selvbiografi, halvt et forsvar for den lutherske karakter i brødremenighedens liv og lære. G. er en egenartet skikkelse i dansk kirkehistorie. Han var af et blødere metal end flertallet af tidens ledende kirkemænd, mild og fredselskende kom han alle i møde, og var han end med sin bøjelige natur let at påvirke for kraftigere ånder viste han til gengæld et frisind og en nænsom forståelse over for andre personligheder og retninger som ikke var almindelig hos hans kaldsfæller.

Familie

Forældre: sognepræst, provst Jens G. (ca. 1666-1729, gift 2. gang med Anna Margrethe Lidøe) og Magdalene Sophie Thomsen (ca. 1675-1710). Gift 29.1.1732 i Tønsberg med Elisabeth Grønhoff, døbt 26.6.1709 i Tønsberg, død 18.2.1786 sst., d. af Anders Gregersen (G.) (1672-1709) og Kirsten Jensdatter (1671-1758).

Annonce

Bibliografi

H. C: Nogle merkværdigheder, som angåer H. G., hans vita og fata, 1772 (2. opl. 1777). Kirkehist. saml. 4.r.V, 1897-99 590-97; sst. S.r.III, 1905-07 214. – Ludv. Daae i Theol. t. for den evang.-lutherske kirke i Norge VII, Kria. 1864 344-54. L. Koch i Kirkehist. saml. 4.r.I, 1889-91 299-302. H. F. Rørdam sst. 5.r.Vl, 1911-13 325-74 483-565 601-41. Bj. Kornerup: Vor Frue kirkes og menigheds hist., 1929-30 297-302.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Henrik Gerner i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289991