H.G. Clausen, Henrik Georg Clausen, 12.3.1759-25.2.1840, stiftsprovst. Født i Karlum, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). Efter faderens død tog en velhavende slægtning, præsten i Glud og Hjarnø, H. P. Glud, sig af den 13-årige dreng. Efter et par års tid at være undervist privat blev han sat i Horsens latinskole og kom i huset hos skolens rektor, den fortræffelige pædagog Johan H. Tauber, hvem C. altid siden mindedes med megen pietet. 1777 blev han student, men da han måtte tjene til livets ophold ved at undervise, bl.a. fordi han ikke ville søge stipendier, kunne han først 1784 tage teologisk embedseksamen. Hans studietid faldt i en åndeligt stærkt bevæget periode hvor teologien var levende optaget af at efterprøve alle overleverede forestillinger om de bibelske skrifters ægthed og kristendommens hele karakter. C. følte det derfor som sin pligt at sætte sig grundigt ind i den nyeste forsknings resultater, og han dannede sig allerede nu den liberale grundopfattelse af religionen som han i det væsentlige blev tro livet igennem. Samtidig hørte han til den kreds der med begejstring samledes om Christian Bastholms prædikestol. Efter attestats var han i fem år huslærer på Halsted kloster, Juellinge, og 1789 blev han residerende kapellan i Maribo. De følgende syv år var i mange henseender et lykkeligt og behageligt afsnit af hans liv, men det var ham en stor skuffelse at han ikke kunne samle nogen virkelig menighed da han som kapellan måtte prædike til aftensang på et tidspunkt der passede dårligt til borgernes levevis. Han søgte derfor flere gange forflyttelse men først 1796 lykkedes det ham at blive residerende kapellan i Kalundborg. Her fik han et fast tag i menigheden, men et alt andet end venskabeligt forhold til sognepræsten, den meget ortodokse dr. theol. Rasmus Fleischer.

I modsætning til så mange af sine kaldsfæller der anså skolevæsenet for præstens egentlige felt havde C. fra begyndelsen først og fremmest følt sig som præst, især som prædikant. En lille prædikensamling (1795) vidnede om en selvstændig, tidlig modnet personlighed der forstod at lægge sine tanker frem i en stil der var som mejslet. Denne bidrog vistnok til at bane vejen for ham til hovedstaden. Sin rette virkeplads fandt han nemlig først 1797 da han efter en prøveprædiken af konsistorium blev kaldet til anden residerende kapellan ved Vor Frue kirke i Kbh. samtidig med at hans nære ungdomsven L. N. Fallesen blev øverste kapellan ved samme kirke. Som Fallesen var C. sig ved sin tiltrædelse klart bevidst at han stod ved et vigtigt vendepunkt i tiden. På den ene side gjaldt det at dæmme op for den foragt for kirke og kristendom og det moralforfald som var blevet almindeligt siden ca. 1790, på den anden side anså han det for umuligt at vende tilbage til en svunden tids supranaturalistiske kristendomsopfattelse, "Fortidens raae og indskrænkede Religionsbegreber" som han kaldte den i sin tiltrædelsesprædiken. Midlet der kunne råde bod på alle onder fandt C. i "at udbrede religiøs Oplysning". Derfor vedblev prædikenen at være hovedhjørnestenen i al hans præstegerning. Det siges ikke sjældent at C. og hans fæller indskrænkede sig til blot at forkynde moral. Dette er urigtigt. Hvor vigtig den moralske islæt i C.s prædiken end var så hævdede han altid bestemt at religionen nødvendigvis måtte være den grundvold hvorpå moralen byggede, og det gjaldt derfor først og fremmest om at skabe "religiøst Hjertelav" hos mennesker. Indholdsmæssigt set er C.s prædikener et klart og karakteristisk udtryk for en af Kant påvirket rationalistisk kristendomsopfattelse der, uden at skyde åbenbaringen helt til side, hovedsagelig samlede sig om den "naturlige" religions indhold: Gud, dyd og udødelighed. Åbenbaringen blev nærmest betragtet blot som en genvej til at erkende dette; de egentlige kristologiske dogmer, især forsoningen, blev trængt i baggrunden og hovedvægten lagt på forkyndelsen af den første trosartikels indhold, og af den kristne moral som den vise lærer Jesus havde forkyndt og på forbilledlig måde virkeliggjort. Med særlig styrke fremhævede C. tanken om det guddommelige forsyn som skulle hjælpe mennesker til med fasthed og værdighed at bære livets tilskikkelser. C. ville kun være talsmand for en "fornuftig" kristendom og hævdede bestemt at det var protestantiske kristnes ret selvstændigt at undersøge enhver religionsmening og blot at bøje sig for hvad fornuften kunne antage som evig, guddommelig sandhed.

I den danske prædikekunsts historie danner C. det store mellemled mellem Bastholm og J. P. Mynster. De talrige, enkeltvis udgivne prædikener der foreligger fra hans hånd, og de større samlinger Prædikener holdne i Frue-Kirke i Kjøbenhavn I-III, 1800-05 og Prædikener med Hensyn til Tidsomstændighederne, 1813 belyser tilstrækkelig tydeligt hans ejendommelighed som prædikant. Som hans personlighed bærer også hans prædikener et ualmindelig helstøbt og harmonisk præg. De er fremfor alt behersket af en mærkelig klarhed i tankegang og udførelse, og stil og sprog vidner i høj grad om C.s fremtrædende sans for klassisk formskønhed. Selv har han udtalt som sit ideal, at han ikke ønskede at føre "Hverdagssproget", ikke heller "det philosophiske, abstrakte Bogsprog" på prædikestolen, men at bruge et foredrag "der hverken er plat eller svulstigt, men let og simpelt og ædelt, som Sandheden selv". Hans egne prædikener kan tåle at bedømmes efter dette ideal, og ved sin krystalklare, noget kølige fremstillingsform har han på sit område sikret sig en plads blandt Danmarks betydelige prosaister. Også C.s mundtlige foredrag besad usædvanlige fortrin. Hans diktion var klar og naturlig, fjern fra al gammeldags prædiketone, hans optræden og gestikulation værdig og frigjort for alt søgt og uægte. Mest af alt virkede dog det levende indtryk af at der lå en fast personlig overbevisning bag det talte ord. Ingen, end ikke af C.s bitreste fjender har nogen sinde betvivlet hans personlige oprigtighed eller kunnet bebrejde ham at han af menneskefrygt var veget blot et skridt tilbage, hvor han burde have talt.

C.s kaldelse til Kbh. kom i flere henseender til at danne et skel i hovedstadens kirkehistorie. Ved sin forkyndelse samlede han snart en talrig tilhørerskare i Vor Frue kirke der igen blev midtpunktet i byens religiøse liv. I en årrække var C. ikke mindst for de dannede, en mægtig forkynder af ideelle værdier, og ved sin uforfærdede kamp mod arven fra de foregående årtier, materialismen og kirkefjendskabet bidrog han i høj grad til at vende strømmen. En særlig betydning fik C. for de teologiske studenter, som han fra 1799 samlede i et homiletisk selskab, en forløber for Pastoralseminariet for hvilket C. ved dets oprettelse 1809 blev meddirektør (indtil 1834). Sine første ti år i Kbh., 1797-1807, betragtede C. som den lykkeligste periode i sit præsteliv. Dog var det ikke lutter medbør disse år bragte ham. Bortset fra et i nogle år spændt forhold til sin sognepræst, dr. Frederik Plum, og fra modstand fra visse kredse i sin menighed der allerede ved hans ansættelse havde bedt konsistorium forskåne dem for "Fornuftssværmeren og Oplysningshelten H.G.C." var det især hans tilbøjelighed til uden personsanseelse at sige sin hjertens mening der skaffede ham bryderier. Da han således 1798 i en prædiken havde indskærpet undersåtternes pligt til lydighed mod øvrigheden, faldt man over ham fra liberal side, fordi han skønt frihedsmand og medlem af det radikale selskab "For Sandhed" "hyklede" for regeringen. Intet lå C. fjernere, og at han ikke var en "Smigerpræst" som Otto Horrebow kaldte ham i en i den anledning udgivet satire viste han få år efter, 1804, da han kom på kant med den modsatte side fordi han i en anden prædiken havde dadlet regeringens passive holdning over for kirken, særlig mht. helligdagslovgivningen. Kancelliet affordrede ham nu en erklæring, og i denne tog han bladet fra munden og hævdede sin ret og sin pligt til overalt at påtale moralske og religiøse brist. Sagen var lige ved at tage en for C. farlig vending da den blev bilagt i mindelighed ved kronprinsens personlige indgriben.

Et meget hårdt slag for C. var det at Vor Frue kirke, som han elskede, 1807 blev fuldstændig ødelagt ved bombardementet. Indtil 1829 måtte han prædike i Trinitatis kirke. 1808 blev han ved Fallesens afgang enekapellan og 1811 sognepræst og stiftsprovst. 1811-28 havde han J. P. Mynster til kapellan. Trods dybtgående teologisk uoverensstemmelse mellem de to mænd var deres forhold i det store og hele godt, omend det fra Mynsters side aldrig blev mere end køligt. 1813 blev C. medlem afkommissionen for kirkelovenes revision hvori han tog ordet for en fornyelse af kirketugten og s.å. af direktionen for det københavnske borger- og almueskolevæsen hvori han især kæmpede mod indførelsen af den indbyrdes undervisning. Som administrativ embedsmand var C. i høj grad dygtig og virksom, men undgik ved sin meget myndige og selvbevidste optræden ikke altid skarpe sammenstød både med enkeltpersoner og autoriteter. Ikke for intet døbte folkeviddet ham "den lille protestantiske Pave".

Som præst vedblev C. efter 1807 at have et fast tag i selve Frue menighed der til det sidste følte sig nøje knyttet til ham, og indtil ca. 1825 øvede han også en betydelig indflydelse i videre kredse, men som årene gik kom han i en afgjort modsætning til tidsånden. Vel måtte han erkende det som et gode at hovedfjenden fra hans første præstetid "den lede Vantro" var ved at forsvinde, men han så med den største bekymring og uvilje på den tilbagevenden til en konservativ teologi, han måtte opleve. Den fornyede supranaturalisme forekom ham blot at rumme "dunkle Følelser og mystiske Forestillinger", og han frygtede at "Mørkets Magter" skulle tilrane sig førerskabet i det 19. århundrede. Som prædikant blev han sig selv lig. Det lå fjernt fra hans selvstændige natur af hensyn til øjeblikkets modestrømninger at vige blot et hårsbred fra hvad han anså for sandhed og ret. Det var da intet under at C. for den yngre slægt kom til at stå næsten som symbolet på alt det tiden i kirkelig henseende havde brudt med. Især blev C. betragtet med stor mistillid fra grundtvigsk side. 1810 havde C. været hovedmanden bag klagen over Grundtvigs dimisprædiken, 1826 blev han den ydre årsag til at Grundtvig nedlagde sit embede da han fik udstedt forbud mod at Grundtvig lod sine egne salmer synge ved tusindårsfesten, men de egentlige sammenstød mellem C. og den grundtvigske retning ligger først efter 1830.

Under det røre Grundtvigs og hans fællers kamp mod rationalismen fremkaldte rettedes der også mange sidehug mod C. der bl.a. af J. C. Lindberg beskyldtes for at udgive "Hovedindholdet af Hedenskabet for at være Hovedindholdet af Christendommen". Til sidst førtes angrebet direkte mod C.s egen sakramentforvaltning. Gennem sin lange præstetid havde han nemlig tilladt sig forskellige forandringer i formularerne ved dåb og nadver. Således erstattede han fx ordet "Djævelen" med "Synden" i forsagelsen og udelod leddet "nedfor til Helvede" i trosbekendelsen. Da han 4.11.1832 i denne form forrettede en dåb i Vor Frue kirke protesterede barnets far, en skomager Jensen, dog uden at stiftsprovsten tog det fjerneste hensyn hertil. Skomageren klagede til biskoppen, Lindberg ydede bistand til at få klagen trykt, og der fulgte en lang brevveksling mellem autoriteterne. Grundtvig imødegik C. i et særligt fejdeskrift som igen affødte forskellige litterære forhandlinger, men det tegnede til at den hele sag skulle løbe ud i sandet da der igen forefaldt en ny forargelig scene ved en dåb i Vor Frue kirke 8.12.1833, idet en af fadderne, smedemester Lundberg, protesterede under trusler og skældsord og med magt søgte at hindre at barnet blev ført til døbefonten. C. lod ham derfor sætte ud af kirken, men dette optrin førte til nye klager. I kancelliet gik bølgerne højt men til sidst sejrede i det væsentlige et parti med P. C. Stemann i spidsen der fik udvirket at kongen tildelte C. en misbilligelse af hans adfærd med pålæg om for fremtiden at holde sig ritual og alterbog efterrettelig. C. manglede åbenbart ganske blik for det ulovlige i sin egenmægtige fremgangsmåde og stod bestemt på sin ret til i åndsfrihedens navn at foretage uvæsentlige forandringer i ritualerne. Kancelliets afgørelse var derfor et hårdt slag for ham, og han følte sig dybt såret ved efter et helt livs arbejde at modtage en offentlig irettesættelse af den konge han altid havde omfattet med de mest loyale følelser. Da han ikke ville handle mod sin overbevisning overlod han det herefter til kateketen ved Vor Frue kirke at forrette dåb. Få år efter ramtes han af et slagtilfælde, og 1838 måtte han søge afsked. C. er blevet hårdt bedømt af store dele af sin samtid og den nærmeste eftertid. Over kritikken af hans dogmatiske standpunkt har hans modstandere været kun alt for tilbøjelige til at glemme hans store historiske betydning i mere end én henseende og hans menneskelige fortrin. Fremfor alt fortjener hans tankeklarhed, selvstændighed og uforfærdede sandhedskærlighed at fremhæves. Med god grund kunne hans søn, professor H. N. C. ved hans jordefærd kendetegne ham som "den selvstændige Mand, der, sig selv lig, ingensinde fraveg eller fordulgte sin Overbeviisning", og som ikke havde kendt anden ledestjerne for sin gøren og laden end samvittigheden. Tit. professor 1809. Rang med biskopper 1818. Dr. theol. h.c. i Kbh. 1838.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Vilstrup Claus Henrik C. (1712-73) og Christine Boldich (1717-1804). Gift 16.4.1790 i Halsted med Sophia Magdalene Schiern, født 26.10.1769 i Halsted, død 11.10.1817 i Kbh. (Frue), d. af sognepræst, senere provst Niels S. (1742-1819) og Anna Cathrine Thestrup (1746-1825). - Far til Emil C. og H. N. C.

Udnævnelser

R. 1812. DM. 1817.

Ikonografi

Stik 1813. Mal. af Kratzenstein-Stub udst. 1815. Litografi af D. Monies. Mal. af C. A. Jensen, 1824, litograferet af Monies. Mal. af C. A. Jensen, 1827 (Fr.borg), gentagelse af sidstnævnte. Silhouet klippet af Fausing (Kgl.bibl.). Silhouet i træsnit 1853.

Bibliografi

Kirkehist. saml. 3.r. IV, 1882-84 28f 378-95. Breve i Lolland-Falsters hist. samf.s årbog 1931 6U76. - H. N. Clausen: H.G.C.s eftermæle, 1840. Vor frue kirkes og menigheds hist. I-II. red. Bjørn Kornerup, 1929-30. H. J. H. Glædemark i Kirkehist. saml. 6.r. III, 1939-41 især 287-89. Jørgen Larsen: H. N. Clausen I, 1945. Kaj Baagø: Magister Jacob Christian Lindberg, 1958. Samme: Vækkelse og kirkeliv i Kbh. og omegn, 1960 = Vækkelsernes frembrud i Danm. I. Hal Koch i Den danske kirkes hist. VI, 1954.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig